De lærerstuderende havde budskaberne klar til politikerne, da der her til eftermiddag blev forhandlet om en ny læreruddannelse

Ny læreruddannelse før et valg?
Studerende er bekymrede for aftale uden nye penge

Mandag tog partierne for alvor fat i forhandlingerne om en styrkelse af læreruddannelsen. De lærerstuderende var mødt op med budskabet om, at politikerne ikke når i mål uden flere penge.

Publiceret Senest opdateret

I mangler 75 millioner kroner for at kunne nå målet om at skabe en væsentligt bedre læreruddannelse.

Det budskab var en gruppe lærerstuderende sent i eftermiddags mødt op med foran Uddannelses- og Forskningsministeriet. Og det var de fordi, det forlyder, at de politiske forhandlinger om en ny læreruddannelse i dag gik ind i en mere konkret fase.

Derfor var der ifølge de lærerstuderendes forperson Caroline Holdflod Nørgaard behov for at minde partierne om, hvad der skal til for at nå i mål med målet om en væsentlig stærkere læreruddannelse.

LL: 125 millioner er ikke nok

For det er ikke nok med de ekstra årlige 125 millioner, som de røde partier blev enige om at tilføre læreruddannelsen på sidste års finanslov.

”Vi er rigtigt glade for de penge, som gør, at vi kan få flere undervisningstimer. Men det er ikke nok til, at vi kan få en større bid af lærergerningen, imens vi er på uddannelsen i form af mere og bedre praktik, og til at folkeskolen generelt kan blive en større meduddanner”, siger hun.

Tilbage i november afleverede Caroline Holdflod Nørgaard sammen med repræsentanter fra Danmarks Lærerforening, Danske Professionshøjskoler og KL et samlet sæt anbefalinger til uddannelse- og forskningsminister Jesper Petersen (S). Anbefalinger, regeringen selv havde bedt parterne udvikle.

Der var naturligvis også en madkasse til uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

”Politikerne har indtil videre erklæret sig mere eller mindre enige i vores anbefalinger om, at folkeskolen skal fylde mere i uddannelsen ved, at der kommer mere samspil og en bedre integreret praktik. Den ambition bliver tommer ord, hvis ikke de finder nogle ekstra midler til det”, siger hun.

Gav politikerne en madkasser

Ud over skilte og bannere havde de lærerstuderende medbragt madkasser til politikerne som et symbol på, at de studerende ønsker en større bid af lærergerningen.

”Den kan de hygge sig med, hvis de næste uger bliver lange. Til den åndelige sult indeholder kassen citater fra Kierkegaard, Løgstrup, Grundtvig og andre gode folk. Der er også et timeglas, der skal huske dem på, at vi skal have tid til fordybelse, og et rødt æble for at illustrere, at den gode lærer skal tættere på læreruddannelsen, og så er der også en pose skolekridt for at sige, at fagligheden og de højere faglige ambitioner skal fylde”.

De lærerstuderende havde fyldt madkasserne godt op

Forhandlingerne har været længe undervejs. Nu går de så endelig i gang, imens alle begynder at snakke om et snarligt valg. Frygter du, at forhandlingerne ikke når i hus, inden der bliver udskrevet valg?

”Jeg er måske mest af alt bekymret for, at de når i mål med en aftale uden ekstra midler, og at de så tænker, at de manglende penge kan findes på et andet tidspunkt. Det er for mig endnu mere bekymrende, end at de ikke bliver færdige”.

Powered by Labrador CMS