Hvad er vigtigst i arbejdet med at blive en dygtig
folkeskolelærer? Og her skelner jeg mellem at være folkeskolelærer og friskole-
eller privatskolelærer. Jeg formoder nemlig - og håber - at der er en forskel.
Er det den relationelle praksis? Den faglige tilgang? Den strukturerede ”jeg
griber alle bolde” - tilgang?
Spørger du mig, er det ingen af delene. Hvad det
så er, vender jeg tilbage til.
Klokken har ramt middagspausen, og jeg sidder på
lærerværelset. Egentlig på vej hjem, for jeg lovede mig selv at tage tidligere
fri, som et kompromis til mit tankemylder, til gengæld for at få lov til at få
noget søvn. Bare lidt. Ved siden af mig sidder vores arbejdsmiljørepræsentant,
som jeg har fanget til en snak inden weekenden.
Det sidste halve år har der været forskellige alarmklokker, der ringede: Den daglige migræne, vejrtrækningen der spændte ben for samtalen
med eleverne, og så var der nætterne.
Jeg har været i marken i seks år. Men
dette skoleår er anderledes, uden at nogen egentlig kan sætte en direkte finger
på, hvad det er.
Kommunens stresskonsulent anfægter den lange nedlukning, som
har givet eleverne manglende sociale færdigheder og større mistrivsel, uden at
vi som lærere eller skoler har modtaget ekstra midler til at imødegå dette
behov. Andre anfægter klasseloftet og den mislykkedes inklusion.
Knuden i min mave bliver tungere, og mens jeg sidder der i
frokostpausen, får tårerne frit løb.
Heldigvis er jeg ansat på en skole, hvor
det at få lov til at læsse af på lærerværelset, er helt okay - og så er der ofte
en kollega, der griber dig. For mig var disse tårer starten på en sygemelding.
Det var i hvert fald det, som lægen fortalte, da jeg bad ham fikse noget
medicin, så jeg kunne komme retur til eleverne igen. Det kom jeg ikke før flere
uger senere.
Mens jeg gik hjemme, blev brandslukningstankerne afløst af de
mere reflekterende. Vores hverdag i folkeskolen er blevet meget mere hektisk,
trods mine små seks år i marken.
Samtalerne på lærerværelset efter en kaotisk
time, et frikvarter, eller et møde har trange kår.
”Hvordan gik det?” plejer vi at
spørge hinanden derinde på lærerværelset. Måske når vi at sidde et par
minutter, inden der er afbrydelser, fordi en forælder banker på, et barn
mangler din hjælp, eller fordi du skal slukke den ildebrand, der igen er opstået nede
ved eleverne i frikvarteret.
Måske kommer du i tanke om, at du heller ikke i
dag nåede at forberede næste dansktime, og må derfor hurtigt afslutte den
ellers vigtige samtale med din kollega, inden klokken ringer om fem minutter.
Langsomt forsøger jeg at vende retur til timerne og til
kollegerne. Jeg møder ind til et lærerværelse fyldt med omsorg. Et
lærerværelse, hvor vi taler om det at være stressramt og hvordan langt de
fleste har kendskab til netop det.
”Dengang jeg oplevede..” hører jeg mange sige,
og lige der, midt i min egen ensomhed, går det op for mig, at vi i
virkeligheden er mange.
Men vi glemmer at tale sammen om det, der er svært i
skolen - eller rettere vi har ikke tiden til at tale om det, der er svært.
Det
er som om, at den der ’ja-hat’, som blev opfundet under lockouten, stadig spøger
endnu. I starten af min sygemelding følte jeg mig enorm ensom, og den ensomhed
kunne være undgået, hvis vi også i skolen en gang imellem prioriterede at snakke
om det, der er svært. Om de udfordringer vi har - også de personlige i arbejdet.
For jeg er tydeligvis ikke den eneste, som synes, at det er svært at være lærer
i dag og leve op til alle de velmenende krav, der flyver ind fra forældre,
ledere, skolepsykologer, sundhedsplejersker, forvaltningen, inklusions- og
læringskonsulenter. For slet ikke tale om de skiftende regeringers fokus på,
hvilken retning folkeskolen skal gå.
Og lige dér, mens jeg er tilbage på lærerværelset, går
det op for mig, hvad en dygtig lærer består af. Svaret finder jeg hos flere af
mine kolleger, som på forskellig vis udtrykker, at hvis man skal være i det her
game, så skal man kunne sortere groft i de krav, der blevet stillet fra alle
parter.
”Du bliver nødt til at springe op og falde ned på det”, ”luk øjnene og
ørerne”, ”øv dig i, at springe over, hvor gærdet er lavest”.
Og de har ret.
Med
de rammer og manglende ressourcer og gentagende besparelser, som har ramt
folkeskolen, så er det en mental tilgang, som er altafgørende, hvis du skal
overleve i jobbet som folkeskolelærer.
For hvis du har svært ved at acceptere og være i den mentale tilgang, så er det fuldstændig ligegyldig, om du er dygtig
relationel og fagligt, og om du er nysgerrig, punktlig og mørkegrøn.
Ofrene i
denne sørgelige mentale tilgang, er ikke mine kolleger og jeg - det er eleverne
og deres familier.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
