Radikale vil have folkeskolereformen helt afskaffet. Men ifølge Lotte Rod er regeringen i gang med at gentage fortidens fejl.

Radikale frygter ny forsinkelse af mere frihed til folkeskolerne

Regeringen er ved at gentage samme fejl, man begik med folkeskolereformen, lyder det fra de Radikale. Den nyeste melding om frihedsforsøgene får partiet til at frygte, at en frisættelse af landets skoler igen er sat på hold.

Publiceret Senest opdateret

Onsdag taler børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) for første gang på lærernes kongres.

Inden ministeren indtager talerstolen, bliver han og regeringen mødt af kritik og bekymring fra De Radikales undervisningsordfører Lotte Rod, der tirsdag var gæst på kongressen i København. 

Indtil nu har meldingen fra regeringen været, at man i løbet af efteråret vil indkalde til skoleforhandlinger. Men fredag tikkede en kort meddelelse ind om, at regeringen vil forlænge frihedsforsøget på skolerne i Esbjerg og Holbæk med endnu et år, så det stort anlagte forsøg skal løbe frem til sommeren 2025.

Det får Lotte Rod til at frygte for en udsættelse af de længe ventede forhandlinger om mere frihed til alle landets folkeskoler.

”Da jeg læste det, skrev jeg med det samme til ministeren, at forlængelsen er en utrolig dårlig ide. Det må ikke en blive en syltekrukke for, at der ikke sker noget”, siger Lotte Rod.

”Vi har talt om at give skolerne større frihed i så mange år, og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at over 1000 skoler skal sidde og vente, fordi regeringen drager det i langdrag”, siger hun og tilføjer, at hun ikke har fået noget svar fra ministeren.

”Vi skal have fjernet folkeskolereformen helt”

Tidligere på måneden skrev Berlingske, at avisen havde ”oplysninger” om, at regeringen har planer om at fremlægge et såkaldt ”kvalitetsprogram” for folkeskolen med de største ændringer af folkeskolen i ti år.

Det og flere konkrete udmeldinger fra regeringen får Lotte Rod til også at kritisere regeringen for at mangle en grundlæggende erkendelse af, hvad der gik galt med den stærkt kritiserede folkeskolereform.

”Vi skal have fjernet folkeskolereformen helt, og det kræver, at vi politikere kigger hinanden i øjnene og erkender, at skolepolitik er større end de enkelte regler. For det er selve styringstænkningen, vi har brug for at gøre op med. Derfor bliver jeg bekymret, når Lars Løkke foreslår turboforløb i stedet for at tage ansvar for, at lærerne ikke har tid eller mulighed for at lave en undervisning, som er god for alle elever”, siger Lotte Rod.

Pas også på med praksisfagligheden

Finanslovsforslaget om at tilføre penge til turboforløb i dansk og matematik til de fagligt svageste elever er ikke den eneste udmelding, der møder kritik fra den radikale ordfører.

”Alle taler om praksisfaglighed, og når vi forhåbentlig skal lave noget med ministeren på det, er det også helt afgørende, at vi ikke trækker noget ned over skolerne. Vi skal helt væk fra den måde at lave politik på”, siger Lotte Rod.

Partiet mener i stedet, at der er brug for en frisættelse og forpligtelse af skolerne, hvor det er politikernes opgave at sætte retning med formål og sikre de økonomiske rammer for, at lærerne kan lave god undervisning.

”Skolepolitikken skal vendes på hovedet. Vi skal ikke bare sætte fri fra nogle regler og så i stedet lave nogle nye. Vi skal i stedet tage ansvar for, at lærere har tid, materialer og uddannelse til at udvikle skolen og fagene, så den pædagogiske samtale vender tilbage til skolerne”, siger Lotte Rod.

Radikale foreslår konkret, at Folketinget som en hasteopgave bør starte med at sende, hvad partiet kalder for en børnemilliard til kommunerne.

”Så skolerne ikke bliver nødt til at skære i antallet af lærere og tolærertimer, som vi jo kan se, at de kommunale budgetter netop nu lægger op til, fordi kommunerne er så pressede”, siger Lotte Rod.