Det nye forslag blev præsenteret halvandet døgn efter, at jeg havde siddet til kursus i tre og en halv time, da den kommune, som jeg er ansat i, har valgt, at alle lærere på 8. årgang, skal på kursus for at forebygge stress og angst blandt unge, da der de senere år har været en tendens - blandt unge – til, at de i højere grad udvikler stress og angst. Det gør de unge i dag, da de hele tiden møder pres, forventninger, valg og politiske anbefalinger, der dels vil sende dem hurtigt gennem uddannelsessystemet og dels vil have dem til at vælge erhvervsskoler/praktiske uddannelser – frem for de boglige, gymnasiale uddannelser.

Nu er det, at jeg som lærer bliver lidt forvirret. Min arbejdsgiver – altså kommunen – vil have, at jeg med den ene hånd skal støtte, hjælpe, motivere og rejse de elever, der er på vej ned i et stort, sort hul. Men den anden hånd skal jeg notere en karakter, jeg så kan påklistre dem og deres dårlige samvittighed, hvis de i forvejen ikke føler, at de lever ordenligt op til samfundets forventninger.

Gennem mine fire år som lærer er jeg kun stødt på flere og flere, der får problemer i forhold til at skulle præstere. Forventninger fylder simpelthen for meget for de unge i dag. Der er forventninger til krop, udseende, fritid, venner, uddannelse, karakterer, deltagelse i skolearbejde og meget andet. Jeg tænker selvfølgelig selv tit over, hvad jeg bærer af ansvar i sådan en situation. Jeg forsøger meget at italesætte og negligere det pres, som mine elever er under til dem og anerkende, at det er hårdt at være ung i dag. Alligevel byder jeg dem kollektiv UU-vejledning næste time. Eller afleverer en opgave retur – uden egentlig at have tiden til - ordenligt at forklare - hvad der er godt, og hvad der kunne gøres bedre. De får blot ’stemplet’, og så kan de ellers begynde at sammenligne sig med andre. Igen.

En karakter i flid vil blot skabe endnu mere pres, tænker jeg. Derudover vil snebolden bare trille sig større, når man ser karakterræset vokse sig større. Nu bliver der skovlet mere sne på… Når man endelig har kunne få det passet ind at give sig selv tiden at give sine elever den ordenlige feedback, som de fortjener, så er det her, eleverne har rykket. De har forstået, hvad der er gået godt, og hvad der er gået galt og ikke mindst: hvorfor de får den karakter, som de gør. Ingen går med en knude i maven efter. Måske ministeren skulle lave en forsøgsordning med færre undervisningstimer og tid øremærket feedback til eleverne? Blot en tanke… Dét forsøg deltager jeg deltager i hvert fald gerne i!

I kommentarfeltet til Folkeskolen.dk’s artikel om forslaget fra Pernille Rosenkrantz-Theil skriver Louise Klinge: ”Forestil dig en plante. Den hænger, for den mangler både god jord, vand og sollys. Og derfor vælger man at trampe på den, for at den kan vokse! Absurd. Hvor velment forslaget om at give karakterer for arbejdsindsats end er, så vil det påføre nederlag til de børn og unge, der lige præcis behøver det modsatte.” – Jeg kan simpelthen ikke være mere enig. I min egen skoletid var jeg selv en af de planter, der hang. Hvis jeg ikke havde haft lærere, der så, hvordan jeg kunne rejse mig og blomstre, var jeg sikkert ikke her, hvor jeg er i dag.

Jeg vil derfor slutte af med at spørge; Kære minister - er du i sync med kommuner, skoleledere og ikke mindst lærere? Fordi som lærer bliver jeg forvirret. Ministeren vil en ting – skolerne, kommunerne, lederne og lærere vil meget andet. Hvem bør høres?