”Jeg tror ikke, man kan svare helt entydigt på, om resultaterne samlet set er en succeshistorie eller det modsatte. Men jeg synes, det er tankevækkende, at man kan konstatere, at elevernes politiske og demokratiske dannelse er under forandring”.

Sådan siger lektor på DPU Jonas Lieberkind om resultaterne i den nyeste runde af ICCS-undersøgelsen, der udkom sidst i november, hvor danske elever endnu engang ligger i top på en række parametre.

ICCS står for International Civic and Citizenship Education Study, og undersøgelsens formål er at undersøge elevernes interesse for politiske og sociale spørgsmål, deres syn på demokratiske værdier og institutioner og deres selvtillid som borgere.

Modsat Pisa ligger Danmark sammen med Sverige her helt i top, og eleverne er også blandt de mest positive i forhold til fremtidig valgdeltagelse, og de udviser en meget høj grad af tillid til de danske politiske institutioner.

”Man kan ikke sige ubetinget, at den er blevet dårligere, men…”

Når Jonas Lieberkind, som forsker i unges demokratiske dannelse og politiske engagement, alligevel ikke har armene helt oppe over hovedet, skyldes det to ting: Dels er flere af de gode resultater ikke så gode, som de var, da undersøgelsen senest blev gennemført i 2016.

Dels er det resultat, som var påfaldende dårligt allerede dengang, blevet endnu dårligere. Og det bekymrer lektoren.

”Den bevægelse, vi har set fra starten af 00’erne og frem, har alt andet lige været positiv, forstået på den måde, at den demokratiske dannelse har haft gode vilkår, også på trods af et stigende fokus på test og færdigheder, ikke mindst i 2016, hvor vi gennemførte undersøgelsen anden gang. Den gode bevægelse har ændret kurs. Man kan ikke sige ubetinget, at den er blevet dårligere, men man kan heller ikke sige, at den er blevet bedre”, siger Jonas Lieberkind og tilføjer:

”Jeg er ikke overbevist om, at det, der sker, styrker de unges muligheder for at deltage i demokratiet”.

Klasseværelset er blevet mindre åbent…

Danske elevers viden om demokrati er faldet med 33 såkaldte skalapoint, som er en slags vægtet gennemsnit, som forskerne bag ICCS-undersøgelsen bruger.

Det er mere end dobbelt så meget som gennemsnittet i undersøgelsen og kan derfor ikke udelukkende forklares med, at data er indsamlet i skyggen af corona.

”Det er påfaldende i sig selv”, mener Jonas Lieberkind.

”Men for mig er det ikke det mest afgørende. Det er mindst lige så bekymrende, at danske elever over tid oplever, at klasserummet bliver mindre åbent, for eksempel”.

…men det er stadig rigtig godt

’Det åbne klasserumsklima’ er en af de ting, undersøgelsen måler, og det er et af de steder, hvor Danmark har klaret sig godt i sammenligning med de andre undersøgte lande.

Eleverne svarer, at de oplever klasserummet som et sted, hvor lærere opmuntrer dem til selv at tage stilling, at sætte tidens politiske begivenheder til diskussion og til at sige deres mening, også når de fleste i klassen har en anden mening.

Ifølge eleverne opmuntrer lærere også til at diskutere sager med andre, der har forskellige meninger, de fremlægger flere sider af en sag, når de forklarer om den i klassen og opmuntrer elever til at sige deres mening.

Et bevis på at et åbent klasserum og høj faglighed ikke er hinandens modsætninger

Danske elever ligger næsthøjest, når det kommer til at vurdere deres klasserum som åbent for diskussion.

Men i absolutte tal er andelen af elever, der ser det sådan, faldet, og der er betydelig forskel på drenge og pigers oplevelser.

”Noget af det særlige ved det danske skolesystem på det her område har været, at høj viden og et åbent klasserum eksisterer sammen. Man tænker ofte faglighed og færdigheder som noget, der kræver disciplin, struktur og målstyring, men danske lærere har på det her område vist, at et åbent klasserum og høj faglighed ikke er hinandens modsætninger inden for demokrati og medborgerskab”, siger Lieberkind om udviklingen.

”Men det er i nogen grad under forandring nu, og det er bekymrende, synes jeg. Det er den danske succeshistorie, som er under forandring”.

Aktiv deltagelse? Nej, ellers tak

Den anden ting, der bekymrer forskeren, er ikke ny. Det er en forværring af et fænomen, som allerede var udtalt blandt danske skoleelever, da undersøgelsen blev gennemført første gang i 2009 og igen i 2016: Eleverne kan ikke identificere sig med rollen som aktivt involveret borger.

”Faktisk er identifikationen med den rolle faldende, og den var lav allerede før. Faktisk lavest af alle de undersøgte lande i 2016 – og så falder den yderligere”, fortæller Jonas Lieberkind.

”Man taler meget om sociale og politiske i klassen og med sine kammerater og sine forældre. Drømmen om det dialogbaserede demokrati, den har vi indløst i Danmark. Det har bare det kæmpe minus, at dialogen kun bliver omsat til politiske aktiviteter i samfundet eller på skolen, og at eleverne i meget ringe grad forventer at deltage”.

Jonas Lieberkind har en formodning om, at det til dels handler om en skolekultur, der vægter konsensus frem for forskelle og uenighed, og han opfordrer lærerne til at overveje, hvad deres rolle i den kultur er.

Han kan godt tænke sig, at lærere i højere grad i højere grad diskuterer med hinanden, hvilke traditioner de bærer videre i forhold til elevernes demokratiske og politiske dannelse.

”Hvad er det, den danske skole er rigtig dårlig til? Det er at lade eleverne markere forskelle, uenighed og konflikt. Man har en tendens til at sige, at det fint, at der er en konflikt, vi må gerne være uenige, men vi skal helst tale os hen et sted, hvor vi bliver enige”.

”Der synes at være en berøringsangst i forhold til forskelle og uenigheder blandt lærerne, ligesom eleverne har vanskeligt ved at acceptere forskelle, forstå værdien af dem og modet til at udtrykke sig i forskel til andre. Hvis man virkelig sætter det på spidsen, passiviserer vores skolekultur eleverne i en eller anden grad”.

”De danske unge har alle de kompetencer, erfaringer og ressourcer, der skal til for at engagere sig politisk – men de vælger stadig at trække sig, selv om de har masser at gøre oprør imod”.