Skoler kan spare millioner på interaktive tavler

Folkeskolerne kan spare op til fire millioner kroner årligt, hvis de husker at slukke for tilbehøret til de interaktive tavler, når det ikke bruges. Energiforbruget på hver eneste interaktive tavle kan reduceres med 35 procent, viser ny undersøgelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Over 20.000 interaktive tavler hænger hver dag og sluger strøm i de danske klasselokaler. Og tilbehøret som højtalere, computer og projektor er de allerstørste strømslugere. En undersøgelse fra Center for Energibesparelser viser, at en skole kan spare op til 35 procent af elforbruget, hvis man husker at slukke for tilbehøret til de interaktive tavler.

"Tavlen i sig selv bruger faktisk ikke særlig meget strøm, det er alt tilbehøret. Husk at slukke for alt udstyret, når du ikke bruger det. Udstyr bliver ikke slidt af at tænde og slukke, som nogen tror. Det er også muligt at lave nogle indstillinger, så den interaktive tavle sparer på strømmen", siger Anders Hjorth Jensen, projektleder i Center for Energibesparelser til folkeskolen.dk.

Undersøgelsen fra Center for Energibesparelser viser, at det typisk koster 450-600 kroner i ekstra strømforbrug om året for hver tavle på en skole.

Pas på strømtyven

Med energirigtig brug af interaktive tavler og tilbehør kan hver enkelt skole spare op til 35 procent af elforbruget, hvilket svarer til godt 185 kroner om året for hver tavle. Og mange bække små løber op på cirka fire millioner kroner årligt.

"Den her teknologi vinder stor udbredelse på folkeskolerne. Men samtidig kan der følge en værre strømsluger med, hvis man ikke er opmærksom på forskellige ting. Ofte kører der en projektor, computer og højtalere sammen med den interaktive tavle. Og det er mange ting at huske at slukke for, hvis man ikke lige skal bruge det", siger Anders Hjorth Jensen.

"Det kan være, at læreren lader det køre i frikvarteret, fordi den næste lærer måske skal bruge det. Så får man ikke slukket for det, og så står det og kører hele dagen og måske til næste dag. Og så har man i den grad fået sluppet en strømtyv indenfor dørene".

Anders Hjorth Jensen råder dem, der køber udstyret ind, til at spørge til energieffektiviteten.

Lærerne tænker ikke på elforbruget

I undersøgelsen fra Center for Energibesparelser har man spurgt 17 lærere om deres holdninger til de interaktive tavler. Størsteparten af lærerne giver udtryk for, at de ikke tænker over elforbruget i tavlen. En af lærerne i undersøgelsen siger:

"Jeg er meget opmærksom derhjemme - men ikke på arbejdet. Der skal tingene bare fungere".

Lærere påpeger selv, at de eller kolleger ofte glemmer at slukke den interaktive tavle. Og flere af lærerne er også i tvivl om, hvorvidt de slukker for tilbehøret, når de slukker for tavlen.

"Mange lærere er rigtig begejstrede for teknologien og de muligheder, tavlerne giver rent undervisningsmæssigt. Men man glemmer måske, at der kommer endnu et strømforbrugende apparat ind. Vil man gøre sin skole noget godt, så skal man huske at spare på energien, så elregningen ikke løber løbsk", siger Anders Hjorth Jensen.

I december 2010 var der solgt omkring 27.000 interaktive tavler, hvoraf over 20.000 bruges i grundskoler.