Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Første skoledag er for mange familier en milepæl. Den nyindkøbte, ergodynamiske skoletaske, sirligt pakket med designermadkasse og et toptunet penalhus bliver foreviget på de sociale medier - et trofæ på livets nye æra.

I virkeligheden er det min oplevelse, at barnet træder ind i en ustruktureret, overfyldt børnefabrik, hvor dets fremadrettede nytteværdi er forudbestemt og samfundsstyret gennem tests, karakterer og adgangskrav. Der er skåret ind til benet og uddannede folkeskolelærere erstattes mange steder af unge vikarer, der er billige i drift. Der er rift om PPR-psykologer og social- og inklusionspædagoger.

Utryghed og manglende omsorg

At mit bidrag til velfærdssamfundet kom til at handle om mit barns trivsel, fik jeg i den grad at mærke på min søns første skoledag 1. maj 2022.

I førskoletilbuddet blev børnene stuvet sammen med få voksne. Jeg observerede en overvægt af uuddannet personale, fri leg med få pædagogisk styrede aktiviteter og ingen initiering af legefællesskaber. Mit barn var utryg ved aflevering, hvor det tog 30-60 minutter at sige farvel, ofte modvilligt, klæbende sig til mit bukseben. 

Ingen voksen sagde ”godmorgen” og hjalp til med at komme ind i den nye kontekst og i legerelationer. Det var op til mit barn selv. Om eftermiddagen blev mit barn oftest pacificeret i gamerrummet med ældre børn. Her var tonen negativ, bestemt af de større børn, som sagde ”ti stille” og ”du har ikke spilledag”, uden korrigering fra en voksen, nærvær eller omsorg.

Uden for fællesskabet

Efter sommerferien startede skolen rigtigt. Da skolen ikke kunne håndtere min søn, og min søn ikke kunne være i skolerammen, blev der lavet en skoledag til ham med en varighed på to timer de første par uger, hvor jeg var til stede. 

Første time fra kl. 8-9 sad min søn og jeg alene i et rum ved siden af klasselokalet. Min søn kunne lege med Lego, men var ikke en del af klassefællesskabet. Han fik ikke hjælp til at danne relationer, hvilket medførte en endnu større ekskludering. Når klokken blev 9, gik vi over til inklusionsvejlederens kontor. Hun havde sin hund med, bøger og en kasse med fidget-legetøj. Der var også andre børn fra flere klassetrin og indimellem forældre.

Her kunne vi så sidde i en time, indtil vi gik hjem kl. 10. Inklusionsvejlederen diagnosticerede min søn med autisme og spurgte ind til, om andre i familien havde autisme eller diagnoser. Jeg fik følelsen af at være til en konsultation, og det var grænseoverskridende, da jeg ved, at det er svært og tager lang tid at diagnosticere. Jeg har kæmpet i tre år for at få min søn henvist til udredning. 

Folkeskolen mangler redskaber

At se sit barn i mistrivsel i skolen, underlægge sig et autoritetsforhold, føle sig magtesløs samtidig med at passe fuldtidsarbejde, kræver umenneskelige kræfter.

Min søn kom tilbage i børnehave og er nu startet på en ny skole og afventer udredning, men det har været en hård kamp, hvor jeg ikke har kunnet arbejde som læge. Systemet hjælper ikke familier i de situationer, udover at man bliver gjort ansvarlig for ens barns mistrivsel og skal redegøre for, hvorfor ens barn er udadreagerende.

I en periode, hvor jeg var tyndslidt, skrev en mor til et andet skolebarn til mig på Aula:

”I 2022 ser vi ikke stiltiende til at børn slår.”

Men det er jo lige præcis det, vi som samfund gør. En udadreagerende adfærd er en forsvarsmekanisme og et udtryk for mistrivsel.

Det bør folkeskolen i 2023 have redskaber til at håndtere.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 4-600 ord til debat@folkeskolen.dk.