Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Idéen om mellemformer breder sig. Det er der en god grund til. Udgifterne til specialtilbud stiger, mistrivslen stiger og lærere og pædagoger har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere børn og unge med grænseoverskridende adfærd.

Noget skal der ske. Der skal findes løsninger. Men man skal passe meget på, at man ikke træffer beslutninger i desperation for at få de kommunale budgetter til at hænge sammen.

Senest har Faaborg-Midtfyns Kommune besluttet, at 75 procent af alle segregerede børn skal gå i den almene folkeskole. Det skal ske ved, at der skal etableres mellemformer på skolerne.

Der er dog et problem: Der er ingen der ved, om mellemformer virker. Det har VIVE bl.a. slået fast i deres rapport om mellemformer.

Den rapport har de nok læst i Faaborg-Midtfyns Kommune. Derfor har kommunen iværksat et pilotprojekt på én skole, som åbenbart har været en succes, og som derfor nu skal bredes ud til resten af kommunen.

Problemet er, at man ikke nødvendigvis kan overføre et pilotprojekt én til én til en anden skole. Der er så mange faktorer, der har indflydelse på, om inklusionen bliver en succes på den lokale skole.

Det allerførste er selvfølgelig de børn, skolerne modtager fra specialtilbuddene. De er måske lidt svagere eller med andre og differentierede udfordringer end eleverne fra pilotprojektet.

Dernæst skal der være hænder nok, og kompetencer skal være på plads. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med personale og viden, går det ud over både børn og ansatte med store ar på sjælen til følge. Det er der alt for mange eksempler på hvert eneste år.

Den sidste del er de fysiske rammer. Det er en udfordring på mange skoler, hvor alle lokaler er i brug det meste af skoledagen. Man kan ikke henvise en gruppe udfordrede børn til undervisning i et rengøringsdepot.

Budgetkontrol-ekstase

Hvad skal der til for at få inklusionen til at fungere, før vi i budgetkontrol-ekstase ruller Faaborg-Midtfyns mellemformsprojekt ud over hele landet?

Der skal forskes mere: Hvornår lykkes inklusionen, og hvornår lykkes den ikke?

Der er ikke brug for statistiske sammenligninger, eller højtravende konsulenttanker om det helt rigtige børnesyn, men helt konkrete eksempler på, hvordan lærere, der underviser 27 lektioner om ugen, får inklusionen til at fungere uden at slide klassekammerater og sig selv ned.

Forskningen skal omsættes til kompetenceudvikling på skolerne. Derudover skal der også ansættes medarbejdere fra specialområdet ind på almenområdet.

Det peger VIVE også på i deres rapport, og de erfaringer, som nogle af vores medarbejdere har fra specialområdet, er guld værd hos os.

Vi kan se, at vi kan inkludere flere udfordrede elever, end vi kunne for 10-15 år siden. Simpelthen fordi vi i dag har nogle mere specialiserede medarbejdere, end de almindeligt uddannede fagligt dygtige lærere og pædagoger.

Kritik af PPR skal tages alvorligt

Dernæst bliver man nødt til at tage den kritik af PPR, der har været landet over, alvorligt. Der er ofte stor udskiftning af psykologer, og ikke alle er i stand til at hjælpe lærerne tilstrækkeligt. Psykologerne ved noget om psykologi, men oftest ikke så meget om pædagogik og didaktik. Vi skal efteruddanne lærere, så de får en psykologoverbygning. Vi har brug for PPR-psykologer, som rent faktisk har stået i et klasselokale, og ved hvad der er på spil.

Vi kan ikke løse problemet alene i skolen. Vi skal have en styrkelse af forældrerådgivningen, så forældrene og skolen kan styrke arbejdet sammen.

Vi skal på den enkelte skole blive dygtigere til at få lidt flere udfordrede elever til at trives inden for almenområdet, men vilde segregeringsmåltal og snuptagsløsninger er sjældent holdbare. Inklusion må aldrig blive for enhver pris.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk