Eleverne på Hyllehøjskolen har haft travlt med at konstruere redskaber, som kan lette hverdagen for mennesker med en funktionsnedsættelse. Her er elever fra 8. x i gang med at konstruere en maskine til crossfit. Arbejdet har givet eleverne en større forståelse for, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab.

Almen skole fejrer handicapdag med innovative og inkluderende projekter

Ved at kombinere innovation og handicap har eleverne på Hyllehøjskolen i Middelfart udviklet ideer, som kan gøre hverdagen lettere for mennesker med funktionsnedsættelser i nærområdet. Projektugen har givet eleverne en forståelse af, at de kan betyde noget for andre. Også skolen har lært noget.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

FN sætter med sin årlige internationale handicapdag i begyndelsen af december fokus på de udfordringer, mennesker med handicap lever med. Det fik i sidste uge Hyllehøjskolen i Middelfart til at sætte innovation på skemaet. Eleverne fik til opgave at udvikle løsninger, som kan gøre det lettere for handicappede at blive en del af fællesskabet.

"Det lokale handicapråd efterlyste en skole, som ville være med til at lave 'et eller andet' i forbindelse med den internationale handicapdag i torsdags. Vi havde i forvejen planer om at arbejde med innovation i en uge, men vi havde ikke fundet ud af, hvordan vi konkret ville gøre. Derfor lavede vi en brainstorm i pædagogisk råd og blev enige om, at det var en god ide at kombinere de to emner", fortæller skoleleder Simon Hempel-Jørgensen.

Dør kan bruges som rampe

De mindste klasser har bygget byer, som de har indrettet til handicappede. For eksempel har en pige i 1. klasse lavet en dør, som kan lægges ned, så den er let for kørestolsbrugere at komme ind og ud af. Samtidig kan de bruge døren som rampe.

Eleverne på mellemtrinet har set på psykiske sygdomme, mens de ældste har opfundet nye produkter til handicappede.

"Vi har talt meget om, at produkterne skulle være til mennesker i nærområdet, så arbejdet ikke blev så abstrakt for eleverne. Vi har for eksempel to drenge med hver sin form for muskelsvind på skolen. Det fik elever fra 9. klasse til at låne en kørestol, så de kunne opleve, hvad de to kørestolsbrugere kommer ud for af forhindringer. Bagefter spurgte eleverne de to drenge om, hvad der skulle til for at gøre deres hverdag lettere", fortæller lærer og koordinator i udskolingen Jannie Weismann.

Elever vil gerne kunne række hånden op

Ingen af drengene oplever de store forhindringer i deres hverdag, men de svarede, at det vil være fedt, hvis de - som alle andre - kan række hånden op i timerne.

"Nu har gruppen opfundet en hånduber. Det er en arm, som ligger på kørestolens ene armlæn. På den anden sidder så en grøn og rød knap. Ved at trykke på den grønne knap, kan kørestolsbrugeren række fingeren op, og når han vil sænke den igen, trykker han på den grønne knap", fortæller Jannie Weismann.

Eleverne har også tænkt i en videreudvikling, så hånden kan drejes fra side til side. Måske kan den også udvikles til at kunne samle ting op fra bordet. De har også undersøgt, hvad det vil koste at sætte armen i produktion.

"Eleverne har afsøgt nogle hjørner, som de normalt ikke gør, når de arbejder i projekter. Det handler både om pris, potentielle samarbejdspartnere og om interessen for produktet", siger Jannie Weissmann og tilføjer, at to ordblinde elever med udgangspunkt i deres egen funktionsnedsættelse har opfundet en brille, som skanner teksten, så man kan høre det, man læser.

Samarbejde med specialskolen kræver bedre planlægning

En anden gruppe elever kontaktede Skrillingeskolen, som er en lokal specialskole for elever med behov for vidtgående specialundervisning. Eleverne ville foreslå en aktivitetsdag for nogle af specialskolens elever.

"De fik respons på deres ide med det samme og har på den måde øjnene op for, at de kan gøre en forskel for andre", siger Jannie Weismann.

Den oprindelige tanke var, at specialskolen i endnu højere grad skulle have været involveret i den innovative uge med samarbejde på tværs af skolerne.

"Vi havde store ambitioner, da vi planlage ugen. Det skal man have, men man må også forholde sig til realiteterne, og vi kunne ikke indfri vores egne forventninger til et samarbejde. Så vi har lært noget om, at det ikke er så nemt, som vi troede, at samarbejde med en skole, der er anderledes end vores egen", fortæller skoleleder Simon Hempel-Jørgensen.

Et samarbejde kræver bedre planlægning, erkender Jannie Weismann.

"Vi inviterede en klasse over til at lave en film med figurer af modellervoks. Men elever fra en specialskole er begrænset af, hvor længe de kan holde til at være i en almen klasse, og det havde vi ikke fået afstemt. Vi kom for sent i gang i forhold til, at en specialskole har brug for mere tid til at forberede sig på sådan et besøg«.

Projektugen har handlet om klassisk dannelse

I denne uge har Hyllehøjskolen samlet op på innovationsugen sammen med eleverne. Jannie Weismann kender bedst reaktionerne i 9. klasse.

"Nogle elever troede, at der var mange fordomme om handicappede. Men klassekammeraterne til drengen med muskelsvind i 6. klasse svarede, at de slet ikke lagde mærke til, at han bruger kørestol. Det fik eleverne fra 9. til at konkludere, at når man ikke er sammen til hverdag, kan andre virke anderledes, men så snart man lærer hinanden at kende, udligner det sig", siger Jannie Weismann.

Det stemmer overens med, at Hyllehøjskolen ønsker at skabe gode fællesskaber.

"Det gør man netop ved at lære hinanden at kende og ved at være nysgerrig og åben overfor hinanden. At skabe fællesskab og engagement handler om klassisk dannelse, og det er i bund og grund det, vi har arbejdet med i løbet af ugen", siger Simon Hempel-Jørgensen.