Der stilles på flere måder spørgsmål ved begrebet social arv. Bogen konkluderer blandt andet, at langt de fleste børn, der vokser op i en socialt belastet familie, bliver velfungerende som voksne. Professionelle, der møder socialt belastede familier, har derfor et stort ansvar. Naturligvis skal der tages hånd om udsatte børn, men det kræver samtidig stor opmærksomhed at sørge for, at fokuseringen på den sociale arv ikke tager overhånd, så det bliver en selvopfyldende profeti.

Der vises i bogen, hvordan forskningsresultater er blevet fremlagt på en måde, som har medvirket til at skabe en skæv opfattelse af, at forældrenes problemer er hovedårsag til børns sociale problemer. I selvstændige analyser vises, hvordan data, der normalt bruges som bevis for den sociale arvs betydning, tydeligt illustrerer, at det er en undtagelse, at børn får sociale problemer af samme sværhedsgrad som deres forældre.

Empiriske undersøgelser, som de tre forfattere har gennemlæst, viser, at begrebet social arv ikke giver bedre forklaring eller forståelse af sociale problemer og ikke er handlingsanvisende hverken for socialpolitikerne eller for socialarbejderne. Synspunktet er derfor, at begrebet social arv forstået som arv af sociale problemer er en forkert og skadelig tankefigur i socialpolitik og socialt arbejde.

Bogen henvender sig til alle, der beskæftiger sig med socialpolitik og socialt arbejde. Og det, der slår mig mest efter gennemlæsning af de mange artikler i antologien, er den gamle sandhed om, at det hele afhænger af øjnene, der ser. Bruger vi et ord som social arv og forventer noget negativt, så får vi ofte et negativt resultat; men hvis vi i stedet for bruger et ord som social opdrift og forventer en forandring til det bedre, så vil det hele også gå meget bedre. Om det hele blot er en strid om ord, eller om de rette ord virkelig kan forløse en stor forandring, vil jeg lade andre om at bedømme.