Debat
Lad os modsige os selv lidt mindre
Nyt undervisningsmateriale formår at modsige sig selv på ganske få linjer, om hvorvidt konspirationsteorier kan undersøges eller ej.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nu skal folkeskolens elever i de øverste klassetrin fodres med det rene nonsens, nemlig idéen om at konspirationsteorier ikke kan falsificeres. En idé som samme forfatter selv modsiger, i selv samme tekst-afsnit hvori påstanden blev fremsat! Dette står til skue i et nyt undervisningsforløb som kan hentes på historielab.dk.
Materiale fremsætter den ganske korrekte påstand, at der tidligere i historien har fundet konspirationer sted. Men hvordan har forfatteren, eller nogen andre, dog kunne komme til denne erkendelse, al den stund at han lige har sagt, at konspirationsteorier ikke kan falsificeres...? Førend vi eventuelt kan erkende en teoris sandhed, må vi først kunne afklare om teorien er falsk. Så uden falsificerbarhed, ingen viden! Kan konspirationsteorier så falsificeres eller ej. Her er svaret fra forfatteren evident: "ja de kan, og nej de kan ej". Forvirret?
Sjældent har en forfatter modsagt sig selv på så få linjer. Hvad er der gået galt? Lad mig driste et bud: Forfatteren har ikke kunnet snige sig uden om det forhold, at konspirationer har fundet sted tidligere i historien, men samtidig har han gerne ville stille det op som om, at konspirationer principielt ligget uden for vores erkendelses rækkevidde - således at vi trykt kan afvise enhver optakt til rationel samtale om dem. Et greb der, hvis det lykkes, må siges at være et eminent retorisk middel i kampen mod ytringsfrihed og til fremme af stigmatiseringen af ikke-konformistiske undersøgelser af vores verden. Med dette undervisningsmateriale vil vi komme et godt skridt nærmere en indoktrinerende folkeskole, hvor selvstændig tænkning udskammes som værende forrykt og irrationelt. Favre nye verden :(
Her er det relevante citat fra det nye undervisningsforløb: "Den formentlig største udfordring, man løber ind i som lærer, er konspirationsteoriers sandhedsværdi, og hvor vidt man skal gå ind i diskussionen af sandt eller falsk. Har denne eller hin konspirationsteori noget at have det i? Og mere omfattende: hvordan kan man skelne mellem sande og falske konspirationsteorier? For man kan jo ikke afvise, at der har været konspirationer tidligere i historien. Dette aspekt er vanskeligt, fordi konspirationsteorier netop ikke kan modbevises inden for deres egen logik. Ethvert modargument mod en konspirationsteori bestyrker ofte blot konspirationsteoretikeren i, at sandheden bevidst holdes skjult.(2) En konspirationsteori er nemlig typisk ikke en teori, der kan testes, og derfor kan de hverken be- eller afkræftes. Manglen på beviser eller spor, som kunne tjene som argument for at teorien er tvivlsom, fungerer nemlig for konspirationsteoretikeren som endnu et bevis på, at nogen manipulerer med sandheden og bevidst skjuler data.(3)"