Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I mit arbejde som forsker er jeg motiveret af at forstå, hvordan arbejdsglæde og belastning for lærere og pædagoger i skolen er skruet sammen.

Min største drivkraft er, at jeg vil se en folkeskole, hvor skoleledelsen på en nem og overskuelig måde kan få øje på, hvordan lærere og pædagoger har det: Hvordan trives de i vores skole? Hvad belaster dem lige nu?

Det lyder ikke så svært, men lige nu har skolerne ikke redskaberne til at evaluere arbejdsmiljøet på en måde, der tager højde for den viden, vi allerede har om arbejdsglæde og belastning i skolen.

Skolerne er forpligtiget til at udføre arbejdspladsvurderinger og trivselsmålinger blandt deres ansatte med jævne mellemrum. Der er bare et problem med de spørgeskemaer, som er tilgængelige: De er som regel ikke udviklet til skolen, men er i stedet et udpluk af spørgsmål formuleret bredt til alle mulige arbejdspladser.

I de bedste tilfælde har man sorteret de spørgsmål fra, som er irrelevante, men det ændrer desværre ikke på, at skoleledelsen med disse redskaber aldrig får øje på det, som er nøglen til fagpersonernes arbejdsglæde.

Eleverne får lærerne til blive i faget

De fleste lærere og pædagoger i skolen er helt overordnet enige om, hvad der er kilde til arbejdsglæde, og hvad der belaster dem.

Det, som skaber arbejdsglæde, kan lidt upræcist sammenfattes som kerneopgaven, altså samspillet med elever og kolleger.

Det er følelsen af at gøre en forskel for børn og unge, og at flytte dem i fællesskab med kolleger, som har gjort, at de fleste har valgt deres studie og deres job. Selv erfarne lærere og pædagoger med mange års anciennitet, siger at det er det, der får arbejdet til at give mening.

De forhold, som skaber belastning og frustration, er arbejdet med krav og måltal, afrapporteringer, IT-systemer, (meningsløse) møder og samspillet med skoleledelsen, som kun nævnes, når de trækker ned og udgør en kilde til mistrivsel. 

Det viser sig endda, at en positiv oplevelse af kerneopgaven kan fungere som en buffer mod belastende faktorer. Det hjælper os til at forstå, hvorfor mange lærere og pædagoger bliver i deres job på trods af uhensigtsmæssige rammer.

Men bufferen kan miste sin funktion når man ikke længere føler man har mulighed for at lykkedes med kerneopgaven.

Evalueringer kan måske bremse lærerflugt

Min pointe er, at denne viden ikke afspejler sig i de spørgeskemaer som skolen har til rådighed for at evaluere, hvordan lærere og pædagoger trives.

Evalueringerne bliver nemlig først nyttige, når de også kan kortlægge den lokale praksis tæt på kerneopgaven: Oplever lærere og pædagoger at de kan nå at arbejde fagligt sammen om undervisningen på trods af de mange ad hoc-opgaver de skal tage sig af? Har de gode rammer (tid og rum) for at forberede sig på skolen? Og giver skemalægningen lærerne og pædagogerne mulighed for at lære eleverne godt at kende?

Når jeg i mange år har beskæftiget mig med udviklingen af evalueringsspørgsmål, der handler om kerneopgaven, så har jeg gjort det med et fokus på at understøtte meningsfuld skoleudvikling, der passer netop til den enkelte skole.

Men det er ikke længere nok. For nu befinder vi os oven i hatten i en tid med personalemangel og rekrutteringsvanskeligheder i hele uddannelsessektoren.

Vi ved, at det der holder lærere og pædagoger i professionen er, at de går hjem med en følelse af at gøre en forskel for børn og unge i fællesskab med deres kolleger.

Derfor skal skoler på en vedkommende og overskuelig måde kunne indsamle viden om oplevelsen af kerneopgaven, sådan at den kan omsættes til nyttige tiltag og dermed øge arbejdsglæden og endda lysten til være og blive i skolen.

Det har lærere og pædagoger fortjent og det har samfundet i høj grad brug for.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk