Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

På folkemødet på Bornholm deltog jeg i debatten “Skoleelevers meningsfulde fællesskaber”. Her debatterede panelet, hvorvidt det at opleve sig som en del et fællesskab kan skabe mere trivsel for børn og unge.

Fællesskaber kan godt være et svar i en mistrivselskrise. Men vi må være opmærksomme på, at det handler om mere end blot at deltage i et fællesskab. Det væsentlige er, hvad fællesskabet retter sig imod. Hvad fællesskabets sag er.

Dét at høre til, og at høre sammen med, er menneskelige behov. Ligesom søgen efter mening i livet også er det. Det er vanskeligt for et menneske, ungt eller gammelt at trives, hvis ikke man føler tilstrækkelig samhørighed med andre, ikke har en plads i et fællesskab og ikke beskæftiger sig med mening i tilværelsen.

I kølvandet på mistrivselskrisen blandt børn og unge, er der sat fokus på fællesskabende didaktikker. Disse koncentrerer sig om deltagerbegrebet - der skabes deltagelsesmuligheder for alle elever. Der gives bud på, hvordan vi får alle elever til at være synligt aktive i undervisningen og blive bevidst om sig selv og sit eget bidrag.

Det er svært at ryste et individualiseret, selvrefleksivt og selvfremstillende fokus ud af klasseværelset og børn og unges liv i det hele taget. Denne selvcentrerede tilgang i undervisningen blev fremelsket med skolereformen i 2013 og har siden gennemsyret skolen.

Jeg mener dog, at vi bør forsøge at vende elevernes blikke væk fra sig selv og give dem en horisont at spejde efter i stedet.

Der peges på, hvordan skolen kan fordre børn og unges trivsel igennem meningsfulde fællesskaber. Men hvad vil det sige, at et fællesskab er meningsfuldt? I samtalen herom, kan jeg frygte, at vi instrumentaliserer “fællesskabet", ligesom vi har for vane at gøre med andre værdifulde begreber som knytter sig til skole. Skal klassefællesskabet hovedsageligt konstrueres, så den enkelte elev kan få øje på sig selv i det?

Et fællesskab skulle vel gerne give mening i sig selv.

Ordbogens definition lyder således:

Fællesskab: det at en gruppe mennesker er sammen om noget og derved føler en vis samhørighed.

Dét, at en gruppe mennesker føler samhørighed, vil vel altid have værdi.

Vi skal have fat i det der noget, når vi forholder os til, hvorvidt et fællesskab er meningsfuldt. Her bliver det ikke fællesskabet, men sagen der er afgørende.

For at glemme sig selv i fællesskabet for en stund og spejde efter en horisont, må sagen være meningsfuld. I en undervisningssammenhæng er sagen det fælles tredje, som undervisningens parter retter sig imod og er fælles optagede af, altså indholdet.

Et indhold, som eleverne må kunne forbinde sig med her og nu og som også engang imellem har et eksistentielt sigte.

“Hvad er rigtigt og hvad er forkert?”, “Hvad skal jeg bruge mit liv på?”, “Hvilken modstand hører med til det at være menneske?”, “Hvor er mine begrænsninger og hvilke muligheder skal jeg gribe efter?” - er spørgsmål som, ifølge min erfaring, naturligt rumsterer i børn og unges hoveder.

Vi bør, som undervisere i grundskolen, turde svinge os op til at beskæftige os med livets spørgsmål i klasselokalet - for det giver mening, for unge såvel som gamle.

Hvis ikke fællesskabets sag er meningsfuld, bliver fælleskabet ligegyldigt. Det er altså misvisende at tale om meningsfulde fællesskaber, hvis interessen i fællesskabet udelukkende drejer sig om egen deltagelse eller plads.

En af Folkeskolereformens konsekvenser blev en individualiseret portal-undervisning, hvor eleverne brugte meget tid alene foran skærmen, uden rigtigt mod-eller medspil fra det onlineforløb, de nu sad med. Jeg mener, at vi bør finde tilbage til undervisningsfællesskaber og vise eleverne hvad vi kan, når flere hoveder tænker sammen, bygger videre på- og udfordrer følgeslutninger og fortolkninger.

Som undervisere bør vi være mindst lige så optagede af det meningsfulde indhold, som elevernes individuelle deltagelsesmuligheder.

Jeg har oplevet mange eksempler på gode undervisningsfællesskaber, hvor flere elever ikke byder direkte ind med perspektiver, men dog alligevel føler sig som en del af det undervisningsfællesskab, der finder sted og viser tydelig interesse for samtalen.

Når vi i skolen har mulighed for det, bør vi vise eleverne, at vi lægger vægt på fællesskabets sag - det vigtige, som vi er sammen om og det som vi formår - ikke på grund af dig og mig. Men fordi vi løfter opgaven sammen. Når skolen f.eks. forbereder den store teaterforestilling og der blandt andet skal bygges en scene, må fokus gå fra: “Jeg er scenebygger” til “Der blev bygget en scene, så forestillingen kunne ses af alle” - for det er meningsfuldt.

Lad os kassere alle de ligegyldige portaler og sammen være optagede af at diskutere fagenes væsentlige indhold og meningsfulde undervisningsforløb.

Lad os slukke skærmene og interagere med hinanden i klassefællesskaber. Skabe fælles forståelser, være uenige, lytte, undre os sammen og give ordet til en lærer, som har noget vigtigt at formidle til sine elever. Lad optage vores elever med det meningsfulde indhold, så de glemmer sig selv i fællesskabet.