Kendt skoleforsker og læreruddanner forlader Danmark

Manden bag opgøret med folkeskolereformens læringsmålstyring, ph.d. Keld Skovmand, forlader UCL i Odense for at undervise lærerstuderende i pædagogik på universitetet NTNU i Trondhjem i Norge.

Publiceret Senest opdateret

1200 km stik nord. Seniorforsker, ph.d. Keld Skovmand forlader med udgangen af denne måned jobbet på professionshøjskolen UCL i Odense for at blive 'førsteamanuensis' i pædagogik og undervise lærerstuderende på universitetet NTNU i Trondhjem i Norge. Det skriver han på Facebook

"Jeg er under ansættelsesforløbet blevet mødt med en anerkendelse, venlighed og professionalisme, der gør mig meget glad. Jeg bliver tilknyttet Fagseksjon for pedagogikk, som huser ca. 70 forskere og undervisere. Miljøet er vidtspændende – og fremstår sådan set også vildt spændende! Stedet er uforståeligt stort, og faciliteterne er fine. Jeg har udsigt til at få eget kontor – med udsigt!", fortæller han om sin nye arbejdsplads, hvor han skal uddanne lærere på den norske femårige læreruddannelse på masterniveau.

Keld Skovmand er cand. phil. i religionsvidenskab og arbejdede fra 1995-2009 som adjunkt og lektor i kristendomskundskab på Odense Seminarium/Læreruddannelsen på Fyn. I 2016, mens han arbejdede på sin ph.d., rystede han skolereformens fundament ved at afsløre, at hans forskning viste, at der ingen forskningsmæssig evidens var for det læringsmålstyringsparadigme, som var blevet en del af folkeskolereformen med tusindvis af bindende mål for undervisningen. Embedsmændene i Undervisningsministeriet forklarede efterfølgende, at 'læringsmålstyret undervisning' som begreb var skabt af dem , og et politisk flertal rullede de mange bindende mål tilbage.

Men undervejs havde Keld Skovmand anmeldt en gruppe forskerkolleger for tvivlsom forskningspraksis for senere at trække sin klage tilbage igen. Den sag fyldte i flere år bagefter med bl.a. en hel bog som modsvar  (rettet kl. 12.30, red.).

Senest har Keld Skovmand spillet en rolle i udformningen af den nye danske læreruddannelse. 

"Da man senest lavede en ny læreruddannelse i 2012, var der slet ikke noget formål i den politiske aftale, og der var kun et kortfattet formål i den efterfølgende bekendtgørelse. Nu får uddannelsen et længere og meget mere detaljeret formål. Det vil jeg faktisk kalde for en revolution”, sagde han sidste år til folkeskolen.dk og kaldte resultatet et big time opgør med læringsmålstyringen. 

På Facebook lyder Keld Skovmands afskedssalut: 

"Jeg er glad for at forlade 'dansk pædagogik', i det mindste for en sandsynligvis større stund, men må samtidig sande, at der ikke er så meget at forlade, fordi dansk pædagogik egentlig allerede har forladt sig selv. Som jeg ser det, er dansk pædagogisk tradition blevet undermineret over en årrække, fordi der ikke længere er institutioner, der bærer den, og den dannelsesteoretiske didaktik, som tidligere var klangbunden i dansk læreruddannelse og fortsat er min, ser ud til at være fortrængt eller i det mindste voldsomt marginaliseret.