Debat

Debat: Hvem styrer naturfagsundervisningen i Danmark?

Publiceret Senest opdateret

Det naturvidenskabelige område lider af en forunderlig 3-dobbelthed i det danske uddannelsessystem. På den ene side højt besunget af politikere, virksomheder og fonde, som fagområder, der skal redde klimaet, sikre vækst og styrke børns natur- og teknologiforståelse. På den anden side er det mangel på handling bag ordene fra landspolitikere, der ikke vier meget opmærksomhed til den snart hedengangne naturvidenskabsstrategi og virksomheder, der kun få steder for alvor har meldt sig på banen i ”åben skole”. For det tredje er der stadig mere aktive private fonde, der med mange midler sætter stærkt aftryk på den naturfaglige udvikling og -dannelse i uddannelsessystemet. Men som mødes af kritik for at gøre netop det, som politikerne ikke gør.

Når man som jeg både følger den politiske debat og det faglige arbejde i naturfagsmiljøerne kan det undre, at de gode intentioner fører til kritik af alle de aktører, jeg nævner ovenfor. Jeg har ikke behov for at forsvare, hverken politikere, skoleledere eller private fonde. Men jeg vil påstå, at det faktisk er ganske få greb, der skal til for at imødegå kritikken. Og en del af disse greb kan vi rent faktisk gøre os selv i de faglige miljøer i skolen og i forskningsmiljøerne på professionshøjskoler og universiteter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvad er det så, der skal til for at det utroligt stærke faglige engagement, den politiske interesse og de mange fondsmidler kan bringes endnu bedre i spil. Lad mig – stik imod, hvad debatindlæg normalt gør – starte hos mig selv. På professionshøjskolerne er vi i den unikke position, at vi både uddanner og efteruddanner lærere og samtidig varetager forskning indenfor naturfagsdidaktik. Det forpligter. Vi hverken er eller skal være de stærkeste naturvidenskabelige miljøer i Danmark. Derfor skal vi samarbejde med andre vidensinstitutioner som universiteter, ASTRA m.fl. Vi skal ikke udføre dyb naturvidenskabelig grundforskning. Vi er til for lærernes, for skolernes og for elevernes skyld. Derfor skal vores udviklings- og forskningsindsatser ikke bare rettes mod skolen men tilrettelægges sammen med skolerne.

En anden stor opgave, der påhviler læreruddannelsen, er at uddanne stærke naturfagslærere, der kan være faglige og dannelsesmæssige fyrtårne for børn og unge. Her går det desværre den forkerte vej og vi kan om ti år stå i en situation, hvor store dele af de nye generationer slet ikke har mulighed for at møde den naturfaglige dannelse, som skolen bør give. Markant færre lærerstuderende specialiserer sig i de naturfaglige fag. På Københavns Professionshøjskole har vi ved sidste optag for første gang nogensinde måtte opgive at finde studerende nok til at oprette vores særlige naturfaglige profil. Her skal vi forny vores tilbud, så fx den praksisfaglige dimension i naturfagene styrkes. Men vi har også brug for hjælp fra bl.a. kommuner og skoler, der bør prioritere karriereudvikling langt højere, så nysgerrige lærere kan specialisere sig i naturfagene eller supplere fx ét fysik/kemifag med øvrige naturfaglige undervisningsfag. Det er skammeligt, at der hvor den naturfaglige dannelse og interesse for alvor næres – i indskolingens natur- og teknologifag – er der hvor børnene i mindst omfang møder en lærer, der er uddannet i faget – knap en tredjedel af alle lærere, der underviser i natur og teknologi har således slet ikke en uddannelse i faget.

Hvad så med de private fonde? Senest har lektor og ph.d. Jette Reuss Schmidt i Folkeskolen kritiseret fondene for – måske utilsigtet – at styre den naturfaglige udvikling. Det dur selvfølgelig ikke, at private fonde – eller folketinget for den sags skyld – skal bestemme, hvordan forskning foregår. Det er dog efter min erfaring heller slet ikke tilfældet. Både fonde og politikere er fuldt ud opmærksomme på betydningen af forskningsfrihed i et demokratisk land som Danmark. Og de private fonde efterspørger klare politiske retninger, så donationer ligger indenfor politiske rammer. På området omkring teknologiforståelse oplever jeg, at den aktuelle politiske syltekrukke af emnet udgør en helt konkret barriere for, at private fonde vil investere i området.

Det er nu heller ikke det Jette Reuss Schmidt kritiserer, men at fondenes detaljerede beskrivelse af temaer bliver styrende for den faglige udvikling. Det sker, fordi der uddeles mange midler gennem de såkaldte ”calls”, hvor fondene efterspørger ansøgningen indenfor bestemte faglige rammer. Det er min opfattelse, at det sådan set sker som en hjælp til særligt små fagmiljøer, at en del af det rammesættende arbejde er gjort. Derfor kan det være fint med sådanne ”calls”, som fx skoler relativt let kan byde ind på uden at skulle kende til hele det teoretiske grundlag for fx maker spaces i skolen. Men det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, at al faglig udvikling foregår på denne ”Call and respond” form. Derfor er det afgørende, at fondene er lydhøre for de idéer, der kommer fra fagmiljøerne. Her er Det nationale naturfagsakademi, NAFA, der kom til verden i 2021, et glimrende eksempel. Indsatsen er udviklet af professionshøjskoler, universiteter og Astra i forening og i dialog med skoleverdenen. Og det er finansieret med i alt 200 mio kr af Villumfonden og Novo Nordiskfonden. Det er de faglige miljøer, der har formet indsatsen med to vigtige vilkår for øje; et fokus på hele ”uddannelsesværdikæden” fra forskning, til læreruddannelse og skole – og tilbage igen – samt et langsigtet perspektiv, hvor det vigtige er de vedvarende effekter over tid og ikke nogen konkrete leverancer over få måneder.

Med andre ord, så har vi i fagmiljøerne selv opskriften på, hvordan vi kan modgå risikoen for ”fondsstyring” af den faglige udvikling. Desværre er der nogle rammer, der gør det vanskeligt. Der er et helt konkret finansieringsproblem, fordi fondene sjældent dækker de fulde omkostninger – det såkaldte ”overhead”, der omfatter husleje, administration, medarbejderes sygdom m.v. m.v. som jo også er en del af at gennemføre et stort projekt. I min optik er det her kritikken af både de private fondes rolle og politikernes manglende engagement skal rettes hen. Professionshøjskolerne har en alt for lille grundbevilling til forskning. Da de fleste private fonde reelt stiller betydelige medfinansieringskrav ved, at vi som institution ofte selv skal finansiere op til flere millioner kroner i de fondsfinansierede projekter, sker der en skævvridning således, at vi er nødsaget til at benytte en stor andel af vores grundbevilling til forskning på de samme områder, som de private fonde prioriterer. Det er her den virkelige skævhed er. Derfor bør politikerne prioritere flere forskningsmidler til den praksisrettede forskning, så det ikke primært bliver de områder, som de private fonde prioriterer, der sker forskning og udvikling i.

Desuden kunne andre fonde, end dem der har formål rettet mod det naturvidenskabelige område, prioritere udvikling af uddannelse. Indenfor kulturområdet, som mange fonde prioriterer, spiller bredden i form af kultur og dannelse i skolen fx en al for lille rolle. Disse fonde kan med fordel lære af de gode indsatser fra de fonde, der ikke blot prioriterer naturvidenskabelig grundforskning, men allerede i dag har øje for, at den naturfaglige interesse og -dannelse begynder i skolen.

Powered by Labrador CMS