Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Skole og uddannelse skriger på ansvarlige politikere som Jacob
Mark, der peger på det faktum, at skolereformen ingen forbedringer har skabt. Tværtimod
er skolen ved at bryde sammen på grund af mistrivsel, lange skoledage,
manglende tid til lærernes forberedelse og den digitaliserede teknologis,
inklusiv robotter, overherredømme.
Skolens integritet – som et sted, hvor man i
frihed og med gode rammer kan opmuntre børn og unge til at finde ud af sig selv
sammen med andre ud fra skolens formål om åndsfrihed, ligeværd og demokrati –
er afgået ved døden; i stedet tæppebombes skolen med krav om at løse samfundets
problemer fra stort set alle sider, og private såvel som offentlige aktører
mener at vide bedre end nogen skolefolk, hvad skolens egentlige målsætning er.
Der er brug for retfærdig harme og vrede
Globalt
set har lignende elendigheder manifesteret sig i de fleste landes skolesystemer,
og årsagen kan samlet set søges i den politiske dimension. Nyliberalismen (og med den siden 1980´erne: New
Public Management) har – med OECD´s anbefalinger om økonomisk styringsforsøg på
at effektivisere læringsudbytte i skole og uddannelse – medført digitaliserede
teknologi, test, PISA-lister og andre statistiske styringssystemer.
Det
officielle Danmark har således, sammen med en række andre lande, i nært samspil
med det private marked brudt skolens integritet; reelt er det fine danske
formål med skolen om demokrati, ligeværd og åndsfrihed sat ud af spillet.
Dette
burde vække både harme og vrede hos ansvarlige politikere såvel som i den
danske befolkning som helhed, men til stor undren hører det til sjældenhederne,
at vrede kommer til udtryk, sådan som Jacob Marks i Folketinget om
folkeskolereformen.
Lærernes
formand Gordon Ørskov er fortvivlet
Ud af en
tilsvarende vrede som Jacob Marks har jeg for nylig lavet en serie af indlæg i Folkeskolen.dk
om at genoplive den danske skole, og derfor fik jeg også en samtale med
formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov. Han fortalte mig, at han selv som lærer vil se og høre
børnene og de unge, og dengang han selv var i praksis, inviterede han sine
klasser hjem hos sig; i skolen spillede han og hans kolleger middelalder-skuespil
og forsøgte i det hele taget at skabe en skole, hvor man som en selvfølge
arrangerede lejrskole-ture, årlige fælles musikarrangementer og i det hele
taget vægtede sammenhæng, fællesskab og ansvar.
”Men”, sagde Gordon videre i
samtalen med et næsten fortvivlet udtryk i øjnene: ”Alt dette er i dag
forsvundet; jeg må sige det ligeud: Jeg ser i dag lærerne med alt for mange
opgaver, alt for slidte til at løfte den opgave, som alle gerne vil, nemlig at
skabe trivsel, glæde og overskud. Digitale læringsplatforme og
afrapporteringskrav eller de utallige konsulenthenvisninger til koncepter og
nyskabende metoder, stop det. Drop det. Det her slider lærerne op. Samfundet bør
holde op med at styre skolen i detaljen. I stedet skal det hele vendes på
hovedet, og man bør spørge lærerne: Hvad har I brug for, så I kan lykkes med
undervisningen af vore børn?”
Et
lille tilbageblik: Digitaliseret teknologi overtager skolen
Tillad mig her et lille spring tilbage i tiden: Kort
tid efter skolereformens indførelse i 2014 vedtog den daværende danske regering
sammen med Kommunernes Landsforening, at alle skoler i Danmark ved begyndelsen
af skoleåret 2016 primært nu skulle forstå og anvende uddannelse ud fra
elevernes læring. Digitale læringsportaler skulle fremover understøtte den nye
læringsskole Meningen er således herefter, at eleverne skal arbejde ud fra
digitale læringsplatforme. Alle skoler i Danmark skal anvende en fælles
offentlig infrastruktur med digitaliseret teknologi, som elever, forældre,
lærere, ledere, administrativt personale og andre statslige autoriteter har
adgang til.
Forsker
i pædagogik og uddannelse bekymret
Jeg blev vred over det her, og
spurgte derfor den verdensberømte forsker i pædagogik og uddannelse Gert Biesta
om, hvordan han ville analysere denne nye situation for danske skoler? Han svar
var: ”Jeg har endnu ikke set noget lignende nogen steder i verden. Lad mig sige
det lidt groft: Dette er præcis den katastrofale nedbrydning af skolen, som jeg
har advaret imod i alt, hvad jeg har skrevet i de sidste 10-15 år. Det mest
bekymrende er, at denne udvikling synes at indskrænke skoleuddannelsens brede formål
til en smal opfattelse af skoling med et ensidigt fokus på den lille del af skolefagligheden,
som man tror, det er muligt at måle. Det er en forvandling af selve
forestillingen om uddannelse: At det nu drejer sig om at styre mennesker med
henblik på produktion af målbare læringsresultater. Man kan sige, at det danske
menageri er helt i tråd med behaviorisme; jeg vil hævde, at man her ikke en
gang er interesseret i, hvad eleverne lærer, og bestemt ikke i at nå deres
sjæl. Man interesserer sig simpelthen i dette menageri kun for
elevernespræstationer og hvad de producerer”.
Der er grund til at
være vred
Ud
fra historiens gang synes der således god grund til at være vred, og det kan
undre, at Jacob Mark er relativ alene om at udtrykke harme; i det hele taget
kan man undre sig over, hvorfor kritik og oprør imod skolereformen, ikke viser
sig mere tydeligt rundt omkring i Danmark? Kan det måske skyldes, at det er
selve formålet med skolen, der er ved at blive underdrejet?
Ja, hvis man ser på
en konkret uenighed om skolens formål, som har været meget omtalt – uenigheden
mellem Thomas Aastrup Rømer og Claus Holm fra Danmarks Pædagogiske universitet
– så er Thomas Aastrup
Rømer med sin forskning uenig med Claus Holm, som mener: "Mit bud er, at
folkeskolens primære opgave i dag ikke er at realisere skolen som en
demokratisk skole, hvor demokrati er den praktiserede livsform". "
[…] I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære
formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er
skolens primære formål"(se nedenstående link, Claus Holm).
Heroverfor
taler Thomas Aastrup Rømer om et direkte
sammenbrud på det pædagogiske niveau, og dette sammenbrud sker med ideen om
læringsmålsstyret undervisning, som fra 2014, ifølge Rømer, er en statsbestemt
metode (se nedenstående link, Thomas Rømer).
Spørgsmålet
er, om selve formålet med skolen om ligeværd, åndsfrihed og demokrati igen bør
komme i fokus?
Links:
