Vi ser det samme – sammen

Stor effekt af fælles anerkendelse af en elev, fortæller lærerne ved teamcoaching.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konsulent Malene Birgertoft fra Pædagogisk Udvikling er på besøg på Nørremarkskolen, hvor hun coacher et team. Det sker for at sikre sammenhæng og fastholdelse af de processer, skolen er i gang med.

Skolen arbejder med anerkendelse ud fra ICDP - International Child Development Program. Det handler om relationer, anerkendelse, resurser og kommunikation.

Har I oplevet, at det anerkendende aspekt har en effekt? spørger hun.

»Vi har altid behandlet børnene og hinanden anerkendende her, men vi har ikke været opmærksomme på strukturen tidligere. Nu har vi ord på«, siger en lærer.

»Vi ved nu, hvordan det virker. Vi er blevet bevidstgjort«, supplerer en anden.

»Vi har fået et bredere kendskab til hinanden. Der er kommet ting på banen, som jeg ikke tænkte over før. Jeg har fået fif og ideer til, hvad jeg selv kan gøre«.

En i teamet fortæller, at han ville ønske, at han havde haft de redskaber tidligere i mødet med nogle elever.

»Der er noget fællesskab i det. Hele skolen ser det samme - sammen. Det giver energi«, som en lærer siger.

Teamet fortæller, at der er en nærmest chokerende effekt i at være bevidst om at give anerkendelse og se et barn, der er i problemer. Men ros skal være ærlig.

Lærerne forklarer, at de talte om en elev, satte fokus på hende i et par uger, hvor de talte med hende dagligt, lavede en social test og talte med hendes mor. Det gav en meget stor forandring for pigen i skolen.

»Man skal være tro over for metoden. Når vi beslutter noget, skal vi være loyale over for beslutningen. Det handler også om måden, man går ind i en klasse på. Syv elever sidder på deres pladser, og man roser dem for det. I stedet for at skælde de andre ud. I næste lektion er der 12, der sidder på deres pladser. For alle vil gerne have anerkendelse«, forklarer en lærer.

»Tidligere har vi talt om, at vi taler og taler, og hvad sker? Men det flytter faktisk noget«.

Teamet slutter dagens coaching med at aftale, at de frem til næste gang vil observere hinanden - i forhold til børnene og i forhold til kollegerne.

hl@dlf.org