Det virker betegnende for Gudme Skoles nu forhenværende inspektør Johannes Hansen, at man efter en dag på skolen sammen med ham har to sætninger ringende for ørerne.

Den ene en indigneret, frustreret, nærmest vredladen kommentar til tidens manualtyranni:

'Vi er ramt af en psykose, som betyder, at vi intet kan foretage os, uden at det først er skrevet ned på papir. Det tager tid, er omstændeligt og oftest fuldstændig unødvendigt. Hvorfor skal det skrives ned i detaljer, hvordan de udstoppede dyr i vores biologisamling skal støves af eller hjemkundskabslokalet gøres rent? Det er blevet mig pålagt at gøre det, og jeg har gjort det. Eller rettere: Jeg har sørget for det - jeg har udliciteret opgaven. Hver lærer er blevet bedt om at beskrive det område, de har ansvaret for, på én - maksimum én - side. Så det er gjort, pænt og nydeligt, men, men. . .'.

Den anden sætning, som bliver hængende, er kort. Johannes Hansen udtaler den med den varme, som følger en kærlighedserklæring. Kærligheden blev vakt af en venligtsindet skemalægning i 1964 og lever med uformindsket styrke i dag:

'Dengang blev jeg klasselærer for første gang. Det er det bedste job på jorden!'

Fremragende lokalkendskab

'Nu lykkedes det - endelig! Din farfar kommer og henter dig lige om lidt', siger Johannes Hansen til den lille pige i stolen på den anden side af skrivebordet, da han lægger telefonrøret.

Pigen prøver med en våd klud at køle den ene side af hovedet. Huden er hævet og bliver langsomt underløben i mørke og violette farver. Vandet på kinden fra den kolde klud bliver hele tiden blandet med tårer. Pigen er ulykkelig, og det har nok ikke været rart for hende at høre, hvordan skolens inspektør har haft store problemer med at finde frem til en, der kan tage sig af hende.

'Vi endte med at skulle have fat i pigens farfar, men han har fået hemmeligt telefonnummer, og så er vi på den. Det kræver, at vi tænker os om, men nu gik det endda', siger Johannes Hansen.

Selv om hans kaldenavn på skolen er Nye-Hansen, så har han om nogen det lokalkendskab i Gudme og omegn, der skal til for at finde rundt om et hemmeligt nummer. Nye-Hansen har været på Gudme Skole siden 1962. Det er tre måneder færre, end Gamle-Hansen har, og Gamle-Hansen er i parentes bemærket stadig fuldt aktiv som fysiklærer i Gudme, indtil loven tvinger ham på pension, når han i foråret runder 70 år.

Johannes Hansen er 63 år, men det er ikke alderens trykken, der har fået ham til at sige sit job op. Han var til sidste arbejdsdag et morgenmenneske, der mødte ved fem-halvsekstiden, og han fortsætter i dag uforandret sit politiske virke for Venstre, for hvem han blandt andet er socialudvalgsformand i Gudme Kommune.

'Det administrative tryk, vi som skoleledere i lang tid har lidt under, er taget til i voldsom grad. Vi har været aldeles magtesløse over for de papirmængder, vi er blevet overdynget med. Det er folkeskolens svøbe, og jeg finder, at det er lammende for arbejdet på skolerne i dag. Som inspektør er konsekvensen, at man bliver muret inde bag papirdynger og mister kontakten til det levende i skolen'.

Nyt materiale hele tiden

Så folkeskoleloven er den direkte grund til, at Johannes Hansen nu siger fra. Han mener, at der bør sidde folk med meget røde ører i toppen af Undervisningsministeriet.

'Man kan kalde mig en gammel nostalgiker, men 1959-loven var så gennemarbejdet, at der ikke var tvivl om, hvordan den skulle omsættes ude i skolerne. Med den nye skolelov har vi fået i kilovis af fornemt indbundet materiale, og alligevel er det ikke godt nok. Loven er ikke tænkt ud i detaljerne. Hele tiden overdænges vi af materiale, hvor Undervisningsministeriet skal forklare sig, fordi det er utydeligt, hvad meningen er med loven. Det er en stor belastning for skolerne, at vi hele tiden bliver mødt af nye tolkninger. Arbejdet oppe i toppen af systemet bliver simpelthen ikke gjort godt nok længere'.

Han kan ikke sætte dato på papirvældets magtovertagelse i folkeskolen, men han ved, at det skete i Aalborg.

'Det var til et møde i Kommunernes Landsforening, hvor en fremskridtsmand gik på talerstolen og sang den sædvanlige sang om, at lærerne aldrig bestiller noget og holder ferie hele året. Forsamlingen hoppede på limpinden. Resultatet blev, at vi fra da af skulle synliggøre lærernes tid og arbejde. Det er det værste, der nogensinde er sket for folkeskolen. Det har kostet enorme ressourcer at finde ud af noget, man til enhver tid kan konstatere blot ved at se, om børnene klarer sig godt fagligt, og om de er glade i hverdagen. Længere er den ikke. Man behøver ikke at tælle, skrive, holde møder, planlægge, lægge til og trække fra i ugevis. Men det skal vi, og det holder skolen i et skruegreb, som tager livet af den. Vi er ligefrem blevet pålagt at sende børnene tidligt hjem en dag om ugen, så vi kan holde møder. Dét er prioriteringen'.

Dagen før karrieren slutter, er han endnu ikke nået til at pakke sit kontor ned. Han har stadig sine relikvier fra sit skoleliv omkring sig, men selv om skolens første primitive lommeregner - købt for næsten tusind kroner midt i 1970'erne - kan bringe minder frem, så er det med afstand samværet med eleverne, der har sat sine tydeligste spor hos den tidligere militærmand og løjtnant af reserven.

Klasselæreren i centrum

For Johannes Hansen er hans kritik af dagens folkeskole en uafvendelig konsekvens af alt, han har stået for som underviser og administrator.

'Efter seminarietiden og mine år ved artilleriet fik jeg arbejde som lærer i Gudme. Da jeg efter et par år i midten af 60'erne blev klasselærer, formede min pædagogiske ledetråd sig: Lærerens samvær med børnene. Klasselæreren er i centrum, og klasselærere skal efter min mening støttes og forkæles i alt, hvad der står i en leders magt'.

På 4. klassetrin fik han inspiration fra en 'Flemming'-bog til at tage på cykeltur. Klassen og forældrene var med på ideen, og i løbet af ti dage - inklusive en uge af sommerferien - nåede klassen fra Sydvestfyn over Tåsinge til Langeland, med færge til Ærø, videre med en ny færge til Faaborg og Svanninge Bakker, hvor der blev kaldt til forældredag. Forældrene havde en times kørsel i bil fra Gudme - alle mødte op.

'Jeg mente, at forældrene havde godt af at se, hvordan deres børn så ud efter at have været så mange strabadser igennem. Det havde de også. Vi oplevede en fantastisk forældreopbakning i klassen efter den tur'.

'Jeg vil påstå, at jeg fra den klasse fik fire drenge med op i realskolen, som aldrig var kommet der, hvis vi ikke havde været på vores cykelture. Turene i sig selv var nok det mindste, for i hele forberedelsesfasen oplever børnene en vigtig form for samvær, man ikke kan nå i almindelig undervisning. Når alle lå på knæ ude i marken med forfrosne fingre og satte løg for at tjene penge til næste tur, var det måske ikke til at grine af, men så kommer bondemanden og inviterer hele flokken ind i varmen til æbleskiver'.

Den forkerte retning

Som venstremand kunne man tro, at virksomhedstænkningen omkring folkeskolen var et fremskridt for Johannes Hansen - men som det praktiseres i dag, er han ikke svært begejstret. Han mener, at lærerne er ved at få krænget den hæmmende brynje på, som alle andre er ved at smide.

'Moderne virksomhedsledelse består i at tilgodese den enkelte medarbejders personlige behov, så alle trives bedst muligt. Man kan kalde det flekstid, hjemmearbejdspladser og meget andet. I virkeligheden ligger det tæt på den gammeldags lærerrolle, hvor man var på skolen til klokken 13-14 stykker hver dag og så ellers brugte af aftenen, morgenen, weekender eller en stump ferie hist og her på børn og skole. Men nu, hvor man bredt har set værdien i den måde at arbejde på, går folkeskolen den stik modsatte vej. Lærernes arbejdstid skal måles, vejes og være synlig, og de skal være mest mulig tid på skolen. Man leder skolerne med inspiration hentet fra for længst forkastede ideer om, hvordan man styrer en fabrik'.

Selv har han som inspektør altid stræbt efter at bruge megen tid på lærerværelset, og han har helt bevidst valgt at have et kontor, som lærerne bruger som gennemgangsrum.

Han mener, at man i folkeskolen er ved at overhale sygehusene indenom i forbruget af papir, møder og stivhed i systemet.

'Skolen er en levende organisme i en dynamisk kultur. Vi kan ikke lægge et-årsplaner for møder og arrangementer og så forvente, at resten af samfundet indretter sig efter os. Vi bor i en meget aktiv sportsby, og skal GOG's herrehåndboldhold spille kamp i Champions League mod et af verdens bedste hold, kan det ikke nytte noget, at vi holder på vores ret til at holde et længe planlagt forældremøde samme aften. Der må vi være så fleksible, at vi kan sadle om. Men det er tungt - vi aflyste vores idrætsdag på grund af regn, og det var stort set umuligt at flytte den til en anden dag! Jamen, selvfølgelig er det muligt. Det skal være muligt!'

Han skodder endnu en cigaret. Rundt om ham emmer det af gammelt inspektørkontor: Cigaretrøgen blandet med lugten fra bøger, papir, tryksværte og kaffe. Foran sig har han et - kun ét - håndskrevet A4-ark. Der er ting, der ligger ham på sinde, ting, han skal huske. Der er en mening med at give dette sidste interview som inspektør.

'Efter at vores børn er blevet store, har jeg haft tæt kontakt til en del af mine gamle seminariekammerater. Imellem dem er der nogle særdeles dygtige lærere og pædagoger. De er alle holdt ved 60-års-alderen, og alle siger: 'Det er ikke undervisningen, det er ikke børnene - det er simpelthen møder. Vi orker det ikke mere'. Man kan selvfølgelig mene, at det er godt, at vi lever i så rigt et samfund, at Jytte, som var en gudbenådet lærer, kan tage til Spanien og spille golf i stedet for at undervise vores børn. Men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er synd og skam, at så dygtig en arbejdskraft ikke bliver brugt'.

Vejrhane i al evighed

Johannes Hansen træder ud i middagssolen i skolegården og viser glad skolens vejrhane frem. Vejrhanen i metal har Gudmes byvåben som centerfigur i højden, og på pilen på begge sider af våbenet myldrer børn og lærere til skole med deres tasker.

'Vi fik det af en friskolemand. Han flyttede til byen, og han blev så glad for at finde så meget skoleånd her, at han lavede vejrhanen til os og samtidig udstedte en evighedsgaranti på den. Grafisk fungerer den også fortrinligt, så vejrhanen er i dag skolens bomærke'.

Et øjeblik senere kommer en af de helt små elever, stiller sig lige foran ham, kigger op og spørger med højtidelig stemme:

'Er det dig, der er Johannes?'

'Ja, det er mig'.

'Nå!', siger drengen og tøver et øjeblik, før han beslutsomt træder et skridt frem og griber sin inspektørs hånd.

'Det var godt', siger drengen og holder godt fast i Johannes Hansens hånd i fem-ti sekunder, før han vrister sig fri og styrter videre i sin leg.

Johannes Hansen tog afsked med elever og lærere på Gudme Skole gennem en række arrangementer fredag den 1. december. Lørdag morgen var han igen oppe adskillige timer før vintersolen for at gå på jagt. Han har et temmelig klart billede af, hvad han har sagt farvel til:

'Accelererer møder og papirmængderne i et par år endnu, bliver det nødvendigt med en delt ledelse på skolerne: En administrativ og en pædagogisk ledelse. Det kan have nogle fordele, men det bliver rent ud sagt fandens dyrt, når jeg kigger ud over en landkommune med små skoler som min, og har vi først en delt ledelse, så er vejen åben for at gøre sygehusvæsnets fejl om igen, hvor der ofte er en meget ringe forståelse mellem dem, der arbejder med patienterne, og dem, der styrer butikken. Den kløft lider patienterne under i dag, og jeg er bange for, at arbejdet i skolerne havner i en tilsvarende kløft', siger nu forhenværende inspektør på Gudme Skole, Johannes Hansen.-Flemming Helsted Juul er freelancejournalist

FS5200-04JohsHansen

Vi har været aldeles magtesløseover for de papirmængder, vi er blevet overdynget med. Som inspektør er konsekvensen, at man bliver muret inde bag papirdynger og mister kontakten til det levende i skolen, siger nu forhenværende inspektør, Johannes Hansen

Skolen er en levende organisme i en dynamisk kultur. Vi kan ikke lægge etårsplaner for møder og arrangementer og så forvente, at resten af samfundet indretter sig efter os.