Det grønne pæreur står på katederet og tæller ned. Der er beordret to minutters stilhed. Eleverne i 1.b på Nordvangskolen i Glostrup sidder helt rolige. De tysser på hinanden, hvis nogen skulle begå den store synd at bryde stilheden. Børnene har respekt for uret, og for første gang denne torsdag i november kan man som lærer hvile ørerne og slappe bare en smule af. Klokken er 11.25.

Folkeskolen var på besøg hos 1.b på Nordvangskolen i de første skoledage i august, og nu er vi tilbage for at se, hvordan det går med de 24 elever med de fem nationaliteter og klassens tre lærere Ellinor Bülow, Helle Ottesen og Morteza Radpay. Og det går godt.

Larmen er infernalsk. Noget af det stammer fra ballademagerne i klassen, men det meste kommer fra de enormt ivrige elever, der bare så gerne vil lære, bekræftes og svare først.

- Jeg har læst 17 sider.

- Jeg har læst 24 sider for min søster.

- Jeg har da læst hele bogen.

Lyder det rundt omkring på stolene, da Ellinor minder børnene om, at de skal have læst til side syv mandag morgen. For et par dage siden blev læsebogen udleveret, og på Nordvangskolen hedder bogen 'Søren og Mette.' En del af børnene har en lille konkurrence kørende indbyrdes.

Det er skægt

Børnene er glade for at gå i skole, og de fleste er vilde med at lære og er også blevet bedre til at sidde stille. Men lærernes skarpe stemmer høres dog af og til.

- Jeg elsker at gå i skole, og vi lærer nok. Men jeg kunne godt tænke mig, at det gik lidt hurtigere, siger syvårige Mille og fortsætter:

- De bedste fag er dansk og matematik.

- Jeg kan bedst lide frikvartererne, og skulle vi lære mere, ville det blive for meget, siger Marianne.

Den syvårige Mansoor fra Pakistan, der har gået i 1. klasse sidste år, mener:

- Det bedste er musik og matematik. Dansk er ikke så godt, for jeg kan læse og stave i forvejen, så det er lidt kedeligt. Men det er skægt at gå i skole.

Ja, de fleste er glade, og de synes, det er skægt - selv klassens urostiftere.

Det er hårdt

Skal man være lærer i 1. klasse, kræver det en god stor portion tålmodighed. Men klassens tre lærere mener alle, at det er blevet meget nemmere siden august, for nu kender de elever og forældre. Men samtidig er det også hårdt.

- Jeg er ikke så nervøs mere, men det er opslidende at have en 1. klasse. Man skal jo lære dem at læse, og det er et stort pres. Børnene er søde, men støjen er frygtelig, den er jeg ikke vant til fra de store klasser, siger Ellinor Bülow, der er klasselærer og underviser klassen i dansk og kristendomskundskab.

Larmen er skrækkelig, og indimellem lyder der da også et pinagtigt forsøg fra lærerne.

- Vi tæller lige til fem, og så sch. . .

Helle Ottesen mener også, at det er blevet bedre nu efter tre måneder i skole. Hun deler klasselærerfunktionen med Ellinor og underviser børnene i matematik og musik.

- Nu kender jeg børnene, men det er hårdt. Når man kommer lige fra en time i 8. klasse, er det svært at vænne sig til de små. Og man skal tage sig i ikke at råbe højt og så lige tænke på, hvad klokken er her i femte time, og hvor gamle børnene egentlig er. Måske skulle man pakke sammen for den dag og læse en historie eller synge en sang, men vi skal jo nå så meget, siger hun.

Morteza Radpay, der underviser børnene i natur/teknik, billedkunst og idræt, synes også, at der er sket fremskridt.

- Det er blevet bedre, men det er stadig hårdt. Jeg er fuldstændig bombet, når jeg kommer hjem, siger han.

Børnene snyder

På trods af at børnene er glade for at gå i skole, så skal grænserne hele tiden prøves af, for jo længere du kan gå, desto sjovere er det tilsyneladende.

1.b på Nordvangskolen er et såkaldt integrationsprojekt, og klassen har seks fremmedsprogede elever. Derfor er der i de fleste timer to lærere i klassen og af og til tre. Og når eleverne vil snyde, er det faktisk rigtig godt med mange lærere.

Et godt trick er, at én elev spørger Helle, om han må gå på toilettet. Ja, det må du godt. Så går sidemanden ned bag i klassen. Der sidder Morteza og hjælper Hafida med et ord. Han siger ja, og så kan de to sidekammerater lege sammen udenfor. De har faktisk fået lov. På trods af at en af klassens regler er, at der kun må være en elev på toilettet ad gangen.

En anden meget benyttet metode til at slippe for undervisning er at komme for sent tilbage fra frikvarteret, eller måske give en af sine klassekammerater et dask over snuden, lige inden timen begynder. Så går der jo en masse tid med at udrede slagsmåls-problemet, efter klokken har ringet.

Stor spredning

De 24 elever ligger langt fra hinanden rent fagligt. Nogle kan læse og skrive en masse, andre kan næsten ingenting. Nogle kan tælle til et uendeligt tal, andre kan ikke huske, hvad der kommer efter 29.

På Nordvangskolen tester man de små elever i 1. og 2. klasse. Testene handler om børnenes forståelse for en tekst, og det er opgaver med blandt andet rimeord, forlyds-analyser og bogstavkendskab. Testene bliver taget en fire-fem gange i løbet af et skoleår og varer omkring en time hver gang. Målet er at se problemerne og fange de kritiske elever op.

1.b har lige haft en test, og den viste også, at der er stor spredning i klassen. At få alle med stiller store krav til lærerne. Men de forsøger sig med differentieringens svære metode.

I hverdagen er der bygget små værksteder op i klassen - det vil sige små kasser med forskellige bogstavspil, matematikspil og andet, som eleverne så kan arbejde med, hvis de bliver færdige før andre med klasseundervisningen. I dansk har børnene været ovre i edb-lokalet, hvor nogle fandt hele ord på computeren, mens andre måtte nøjes med bogstaver. En form for differentiering, og så kunne man få integreret edb i undervisningen på samme tid. Og klassen har haft et tværfagligt projekt - der hed 'min by - min bolig.'

Der er stor spredning, men en ting er sikkert de elsker alle at få læst historie. Og i dag var fortællingen 'Den lille gule kylling' i storformat. Kæmpebogen står på et staffeli, og Ellinor læser højt og opfordrer børnene til at læse med, hvis de har lyst, og det er der rigtig mange, der har. Så mens leverpostejen bliver fortæret, lyder det i kor:

- Gå din vej, sagde bien.

- Væk med dig, sagde frøen.

- Og den store brune bille sagde, jeg har ikke tid.

- Og så måtte den lille gule kylling lave mad . . . helt alene.