Iforrige uge kørte eleverne rundt iEuropa med tog efter DSB's køre-plan. En gruppe skulle fra Danmark til Lapland. Det resulterede i otte togskift op gennem Sverige.

Eleverne havde ikke overvejet, at det måske ikke var sjovt at skulle skifte tog otte gange. Først da lærerne sagde, at de skulle forestille sig, at de selv skulle rejse ad den rute til Lapland, blev ruten lavet om.

Eleverne er ikke vant til at rejse med tog, så de så opgaven helt anderledes. Udelukkende som noget teoretisk.

Undervejs i arbejdet med køreplanen, der foregik i matematik samt i natur og teknik, fandt lærerne ud af, at eleverne ikke kender mange danske byer. Det rådes der nu bod på. I grupper er eleverne i gang med at tegne Danmark og Europa, farvelægge kortene, betrække dem med plastic og sætte byer, fjorde og søer på.

Hver gruppe vælger over tyve byer, der skal placeres på kortet. Bynavnene skrives ind på computer og placeres i siden af kortet. Næste skridt er at forbinde den rigtige plet på kortet med det rigtige bynavn. Byerne markeres med en metaldut, navnene i siden ligeså, og så skal tingene forbindes med ledninger, så der lyder et lille bip, når bynavn og plet på kortet passer sammen.

Det er meget kort fortalt et undervisningsforløb i matematik, natur og teknik for de to 6.-klasser på Hyldgårdsskolen i Ikast. Et forløb, hvor eleverne arbejder selvstændigt, bruger biblioteket, computerne og går over i fysiklokalet for at lodde, når der er brug for dét. Gangarealet og de to klasseværelser er også i brug, når der skal projiceres landkort via overhead-projektoren over på papir. Klassens lærere fungerer som konsulenter.

Arbejdsmetoden er velkendt for klasserne. Det forrige projekt var om affald, og det er et af de undervisningsforløb, der indgår i den eksempelsamling til faget natur og teknik, som Undervisningsministeriet udgiver i begyndelsen af det nye år.

Biogas og ormegårde

En plasticbeholder til grønt affald uden for hjemkundskabslokalet, to - indtil videre mislykkede - biogasanlæg i klasserne, et par ormegårde i akvarier og en klovn i ståltråd er ting, der endnu vidner om affaldsprojektet.

Forløbet varede fire uger - og lidt til, for alting tager altid længere tid, end man tror, fortæller de to lærere, Jørgen Poulsen og Bent Kristensen.

Ideen til affaldsprojektet kom, fordi Ikast var en af de første kommuner, der valgte at lade borgerne sortere affaldet i gråt og grønt og indkøbte dyre skraldebiler, der så alligevel ikke magtede opgaven. Alt det sorterede affald blev blandet igen i bilerne. Noget, de lokale aviser skrev meget om. Det blev også diskuteret i klassen, og man besluttede at undersøge affaldsproblematikken nærmere.

Eleverne havde ikke meget viden på forhånd om, hvor affaldet blev af, når det forlod deres hjem, eller hvad der egentlig skete med de forskellige slags affald.

Lærerne besluttede, at emnet tog udgangspunkt i det nære - nemlig affaldet i Ikast, og at klassen derefter arbejdede sig ud i det fjernere efter intentionerne i faghæftet for natur og teknik. Ikast har en venskabsby i Polen, og man besluttede at finde ud af, hvordan de behandlede deres affald. Det viste sig i øvrigt til lærernes overraskelse, at polske lossepladser fuldt ud lever op til de miljøkrav, vi stiller i Danmark.

Desuden skulle der et endnu fjernere perspektiv på, og ulandene blev draget ind. Hvordan ser man på affald dér, og hvordan kommer man af med affaldet?

- Det var fagkonsulenten, som fik os til at tage ulandene med. Det ville vi ikke ellers have tænkt på i et affaldsprojekt. Men eleverne kan bedre forstå det nære miljø, når det bliver holdt op mod noget fjernt, siger Bent Kristensen.

Cykelture efter kort

Som start tog klasserne og de to lærere ud til den kommunale genbrugsplads for at se, hvordan affaldet sorteres. Alle cyklede de fem kilometer. Det var en af ideerne i undervisningsforløbet, at de cyklede på alle tre ekskursioner, også selv om den ene tur var på omkring 40 kilometer.

- I starten syntes eleverne, at det var træls at skulle cykle, men bagefter har de været meget stolte over, at de har cyklet så langt. Undervejs havde vi også mange oplevelser. Vi havde for eksempel indlagt en mulighed for at bade i en sø på vej til lossepladsen. Det var en af årets sidste badedage, siger Jørgen Poulsen.

- De skulle selv finde vej efter kortet, og vi lod dem køre forkert, uden at vi blandede os. Det blev til en omvej på to kilometer, men vi skal ikke altid tage ansvaret fra dem, selv om vi som lærere synes, det er lettere at gøre tingene selv.

- Eleverne havde aldrig prøvet at skulle finde vej ved hjælp af et kort. Vi spurgte dem, om de følger med på kortet, hvis de kører langt i bil, for eksempel på ferie. Men det gør de ikke. Forældrene inddrager dem ikke. De kan sidde og læse tegneserier hele vejen fra Danmark til campingpladsen i Sydfrankrig uden at have set noget på vejen, siger Jørgen Poulsen.

Ideen med at lade børnene cykle til de forskellige steder bunder naturligvis også i økonomien.

- Fremover, når de skal arbejde mere med projekter, skal de selv kunne tage rundt. De skal også vide, at det ikke er nødvendigt med et buskort, fordi man skal til Herning og tale med nogen, siger Bent Kristensen.

Grønt affald stinker

På lossepladsen blev eleverne overraskede over, at det grå affald ikke lugter. Men mens de var dér, kom en skraldebil med grønt affald fra Ikast. Indholdet blev nøje studeret, og eleverne konstaterede, at det ikke var sorteret særlig godt. Desuden var gæringsprocessen i fuld gang i det grønne affald, og nogle af eleverne nægtede at være i nærheden af det, fordi det stank.

De tre ekskursioner gav anledning til mange diskussioner i klassen bagefter. Og det skal der være god tid til, mener de to lærere.

I klasserne delte eleverne sig bagefter op i seks grupper - aviser og pap, glas, kemikalier, metal, tøj og grøntaffald. Hver gruppe skulle skrive en historie, der fortalte, hvad der skete med for eksempel en avis eller en gammel cykel, som blev smidt ud.

Det blev til mange gode historier om et fyrretræ, der blev fældet og mødte sin fætter på savværket, eller om cyklen, der gik i stykker, blev sendt til stålvalseværket som gammelt metal og blev lavet om til en ny cykel, der så senere stod i forretningen i Ikast.

- Vi talte om arbejdsprocesser med forskellige materialer. Men selv i en by som Ikast vidste eleverne ikke, hvor garnet til tøjet kommer fra. Det kom bag på os, fortæller de to lærere.

De prøvede i undervisningsforløbet at være meget bevidste om ikke at bremse børnene, selv om de umiddelbart syntes, at en ide lød urealistisk. Det resulterede i, at en gruppe gik i gang med at lave deres eget papir, for det havde de set nogle gøre på fritidshjemmet.

- Da de kom med ideen, sagde jeg, at jeg ikke vidste, hvordan man laver papir. For det har jeg aldrig prøvet. Men de gik selv over på fritidshjemmet og talte med den pædagog, der kunne teknikken, og så lavede de trærammer med tyl i til papirmassen og fik også lavet deres eget papir, siger Jørgen Poulsen.

Man skal turde kaos

- Når et undervisningsforløb som dette begynder, er alt kaos. Alle elever spørger, hvad de skal arbejde med, og det hele virker uoverskueligt. Men kunsten er at give slip på børnene og lade dem arbejde. Selvfølgelig har vi ideerne med, når vi går ind i klassen, vi skubber også på, vi har overblikket og fagligheden, men der skal også være plads til det kaotiske, siger Bent Kristensen.

- Det tager tid at arbejde på denne måde. Som lærer er det rart at se eleverne arbejde, men hvis du selv har sat det hele i gang efter en nøje tilrettelagt plan, så er det måske i virkeligheden dig, der lærer mest, og ikke eleverne.

Hver dag begynder lærerne dog med, at klassen sidder stille og taler. Her ordnes eventuelle praktiske problemer, så eleverne er klar til at koncentrere sig om gruppearbejdet bagefter.

Ikke alt lykkes

De to 6.-klasser på Hyldgårdsskolen arbejder ofte sammen, det sørger de fire lærere i teamet for.

Projektarbejde og anden form for undervisning sker i en vekselvirkning. Indimellem er det den lille tabel, der er på programmet i matematik, og hver uge har eleverne hjemmearbejde for i matematik. Ellers er der ikke timer nok til faget, siger de to matematiklærere.

Faciliteterne på skolen bruges af eleverne, tit uden at lærerne blander sig eller sætter tingene i gang. Biblioteket er åbent hele dagen, og der er altid én, der kan hjælpe med at finde en bog, eller hvis der er problemer med computeren. Også faglokalerne benyttes af andre end lige dem, der måske har fysik i en bestemt time. Skal et par elever bruge en drejebænk, kan de godt gå ind og låne den, mens en anden klasse får undervisning i lokalet.

- Det er en stor fordel både med lærerteam, der selv fordeler timerne mellem sig, et bibliotek, der har åbent hele dagen, og de åbne faglokaler, hvis denne form for undervisning skal lykkes. Men det er jo dét, folkeskoleloven lægger op til, siger Bent Kristensen.

- Men det er heller ikke alt, der lykkes i et undervisningsforløb som dette. Det skal man ikke tro. For eksempel overskrider vi ofte tidsrammen. Men det er ligegyldigt, for tingene tager den tid, de tager, siger Jørgen Poulsen.

Noget af det, der ikke lykkedes særlig godt i arbejdet med affald, var aspektet med at drage ulandene ind. Det kneb med at finde materiale. Lærerne valgte så at tage en stor rulle med ståltråd og give til eleverne. I ulandene bliver de fleste ting genbrugt, og denne rulle ståltråd havde de fundet på lossepladsen, nu skulle børnene lave legetøj af den. Eleverne var ret frustrerede i begyndelsen, men efterhånden blev der skabt legetøj som en cykel og en klovn i ståltråd.

Fax til folk

Også forældrene inddrages i projektarbejdet. Inden arbejdet med affald fik forældrene et brev om projektet. De blev opfordret til at sortere affald i tre uger hjemme, hvorefter affaldet i de forskellige fraktioner skulle vejes. Omkring halvdelen af forældrene deltog ikke, men der var ingen negative reaktioner.

- Vi skriver altid og fortæller, hvad vi er i gang med. Det behøver vi ikke at bruge forældremøderne til, dér kan vi i stedet diskutere holdninger. Det er vigtigt at have en god forældrekontakt. Hvis du ikke har det, vil du som lærer være tilbøjelig til altid at satse på det sikre, for så er der ikke noget, der må fejle, siger Bent Kristensen.

I projektarbejdet flytter de dygtige elever sig meget, mener lærerne, men også mellemgruppen flytter sig, og de svageste elever oplever, at de er med i et fælles arbejde og produkt. Og det giver øget selvværd.

- I et forløb som dette er det ikke kun os, der giver noget. Eleverne giver også, og vi lærer også af eleverne.

En af de ting, elever og lærere har lært af affaldsprojektet, er, at en telefax kan bruges til meget fornuftigt. Når elever skal ringe til eksperter og stille spørgsmål, har de ofte været så fokuserede på at formulere spørgsmålene, at de ikke lytter ordentligt til svarene, eller de har måske ikke forberedt sig helt godt nok til at spørge ind til emnerne. Dér kan en telefax hjælpe.

- Eleverne ringede til kommunens ingeniør og spurgte, om de måtte sende ham en fax. Så sendte de spørgsmålene til ham, og han svarede på fax. Alene det at modtage en fax oppe fra bibliotekaren var spændende, og vi forstyrrede ingeniøren mindre i hans arbejde. Spørgsmålene skal være gennemarbejdede, for at man får svar på det, man ønsker, siger Jørgen Poulsen.

- Jeg tror, vi i folkeskolen skal være opmærksomme på, at vi ikke bliver lukket ude, fordi folk bliver trætte af at blive ringet op af nogle elever, der ikke er forberedt godt nok.