Magten over hverdagen

Publiceret

'Skid på autoriteterne. Skrot brok over manglende ressourcer (I får alligevel aldrig nok). Vent ikke på DLF (. . .). Lav jeres skemaer og det faglige indhold og metoderne, som I finder det visest. Så får Danmark gode skoler'. Sådan skrev overlærer på 25. år Jens Erik Holm i Folkeskolen nummer 40. Han er træt af det 'ørkesløse brokkeri' i lærerværelsets kroge og Folkeskolens spalter. Han synes, vi skal udnytte vores magt over hverdagens praksis til at have det skægt i skolen, skøre regler, lærerhetz og Kommunernes Landsforening til trods.

Og det har han ret i. Selvfølgelig skal vi have det skægt i skolen. Ingen skal komme mellem os og børnene. Hvis systemet truer med at dræbe glæden i skolen, må vi tage os selv til rette og snyde systemet.

Så vi snyder. Vi snyder os til at udføre arbejde, vi ikke får Ø-tid til. Vi snyder os uden om den kuldsejlede styrelseslovs bestemmelser om skolelederens pædagogiske ledelse, skolebestyrelsens gennemgribende styring og pædagogisk råds funktioner. Vi snyder os fra at tilrettelægge undervisningen i samarbejde med den enkelte elev på ethvert klassetrin og i ethvert fag, selv om det er et klart lovkrav.

Det synes i øvrigt ikke at genere vores arbejdsgivere, der også selv snyder, for eksempel når de forlanger flere elever i klasserne og mindre F-tid til lærerne, selv om loven sætter den enkelte elev i centrum og fordrer langt mere fælles forberedelse af lærerne. Regeringen deltager også i løjerne, for eksempel når den påstår, at 150 millioner om året er nok til at dække kommunernes ekstraudgifter til den nye folkeskolelov, selv om både ministeriets eget udvalg og ugebrevet 'Mandag Morgen' er nået frem til det tidobbelte beløb. Ja, selv ministeren snyder, for eksempel når han påstår, at skolen godt kan kræve betaling af hjemmet til skolerejser, fordi det ikke er undervisning.

Der snydes, forties og fordrejes på alle niveauer, i dag som tilforn. Og hvis vi ikke taler åbent om det - fordi vi ikke tør, eller fordi vi ikke vil have forstyrret idyllen - ender det galt. Så får vi på den ene side en officiel virkelighed, behersket af en klike af konfliktsky karrieremagere med stribevis af kors og bånd og stjerner på- og på den anden side alle de umælende, kujonerede, menige lærere, der tages til indtægt for den officielle udlægning, men ryster opgivende på hovedet, når lederne vender ryggen til.

Det har man set før. I det hedengangne Østtyskland eksempelvis, hvor forløjetheden parredes med en brutalitet så uhyrlig, at menigmand fortrak fuldstændigt fra den offentlige debat hjem til kolonihaven og familiens skød. Og selv dér gjorde man klogt i at vare sin mund. Stasi var overalt. Til sidst var det næppe til at skelne sandhed fra løgn.

Den undskyldning har vi ikke. Vi risikerer intet ved at tale de høje herrer midt imod. Vi lever i et frit land, vi lever godt, og kan vi dertil lægge en fast ansættelse plus et tillidsfuldt og nært forhold til eleverne og deres forældre, er vi nærmest urørlige.

Hvorfor skulle vi dog så sætte gode miner til slet spil? Følg overlærer Holm og blæs på autoriteterne! Ikke kun ude i lærerværelsets kroge, men også højt og flot, så vi kan se og høre hinanden og vide, at vi er mange.

Niels Christian Sauer er lærer.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.