Nu har jeg igen glemt, hvad min far hedder. Jeg så ham kun, indtil jeg var ti måneder, så tog han til Afrika.

Kommer det spontant fra syvårige Louise, der som de 23 andre elever i 1.b., er ved at udfylde sin side til klassens telefonbog. Klassen arbejder med projektet 'Min by - min bolig.'

Arbejdet begyndte i uge 44, hvor elever og lærere traskede rundt i hele Glostrup i to dage, for at skrive husnumre op og for at fotografere eleverne enkeltvis foran deres rækkehus, villa eller lejlighed. Da billederne skulle fremkaldes, var alt desværre sort, men børnene havde lært en masse om deres by, om deres kammeraters hjem, og om det, at mennesker kommer fra meget forskellige samfundslag.

Tilbage i klassen skulle hver elev klippe og klistre sit eget hus i karton. Med ordkort skulle børnene skrive, hvad der var på huset, og hvem der boede inde i det. 'Tag,' 'dør,' 'gardiner' og 'søskende.' Antal ordkort og sværhedsgrad afhænger meget af, om det er en af de pertentlige, langsomme, hurtige eller dygtige elever, der har lavet huset. Nogle af ordkortene har en bemærkelsesværdig pæn skrift, eleverne har simpelthen taget af de eksempler, som lærer Ellinor Bülow lavede til at kigge efter.

Da børnene havde lavet husene færdig, fik hver fem minutter til fremlæggelse for hele klassen. De fortalte om huset, hvem der bor der, og hvad de laver inde i huset.

- De skal øve sig i projektarbejdsformen, siger Ellinor Bülow.

Det er svært med de små

På bagvæggen i klasseværelset hænger alle de færdige huse på et stort blåt stykke stof - en række med de lige husnumre og en med de ulige. De fleste elever ved godt, hvordan man kan se om tallet er lige. Det skal kunne deles med to.

Denne torsdag i november skal klassen arbejde videre med 'Min by - min bolig,' og det sker med stor differentiering. Eleverne skal først skrive en side til en fælles telefonbog, og de går flittigt i gang. Jeg hedder . . ., jeg bor . . ., min mor og far hedder . . . og jeg har . . . søskende. Spørgsmålene fyger rundt i lokalet.

- Jeg kan ikke stave til Christophersen, siger Sofie.

- Det kan jeg, siger Louise.

- Okay, så hjælper du mig.

Forvirringen virker total, set udefra. Men de fleste arbejder ihærdigt. Den store forskel i kunnen og hurtighed gør tumulten stor, men der er masser af arbejde at tage fat på.

Når børnene er helt færdige med teksten til telefonbogen, skal de lave en lille tegning nederst. På de næste ark skal der tælles bogstaver, ord og vokaler. Et andet ark handler om figurer. Hvor mange trekanter, firkanter og cirkler er der på husene på tæppet. Børnene tæller og skriver med en enorm ivrighed; de finder hurtigt en kammerat, som de kan følges med om løsningen af opgaverne.

Der er flere opgaver til de hurtige. Der skal bygges en grundplan af et hus med små terninger - centi-cubes. Først laves den efter en tegnet model, og hvis man er hurtig kan man spejlvende og se forskellen. Bagefter skal der laves en grundplan af et hus efter fri fantasi. Planen laves først med centi-cubes og skal så tegnes.

Efter den opgave er der flere skriveøvelser. Energien er på kogepunktet, og larmen indbyder til høreværn. Men selvom børnene ikke sidder på deres pladser, bliver der arbejdet de fleste steder.

- Helle, hvad skal jeg nu?

- Ellinor, hvad står der her?

Projekter er spændende. Selvstændigt arbejde er spændende. Samarbejde er nødvendigt. Spændende - og svært.

Og der er - hele tiden og fra alle sider - bud efter lærerne.

don