Elisabeth Bente Nielsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag den 19. november fik vi på Lynge Skole den sørgelige meddelelse, at Elisabeth efter lang tids sygdom stille var sovet ind. En god kollega er ikke mere. At Elisabeths helbred igennem en længere årrække ikke var stærkt, vidste vi alle - men Elisabeths skolearbejde var ikke mærket af dette.

Hele Elisabeths skoleliv var kendetegnet af en trofasthed over for idealer, hun havde lært, og det gav elever en tryghed, at de altid vidste, hvilke krav og forventninger Elisabeth stillede til dem. Med ro og humor arbejdede Elisabeth med sine elever både fagligt og socialt.

At komme ind på alt, hvad Elisabeth har gjort for skolen og kollegaer, er en umulighed. Hun var kreativ og ansvarsbevidst i sit arbejde, overkom det utrolige og havde alligevel overskud til at deltage aktivt i kollegiale arrangementer, altid med et dejligt engagement og et stort smil.

Igennem Elisabeths lange, svære sygdom har vi alle på skolen lært Elisabeth at kende som en person med et stort livsmod og tro på fremtiden. Til det sidste holdt hun modet oppe og fulgte med i skolens dagligdag, samt hvordan det gik hendes elever.

Vi er alle dybt berørte over Elisabeths alt for tidlige død, men vi vil huske alle de gode timer, vi har haft med hende.

Vore tanker i denne svære tid går til hendes mand Ivan, børnene Iben og Mads samt hendes familie.

På Lynge Skoles vegne

Arne Thøgersen

skoleleder