Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

Lærerhøjskolens Julefest

Paa Grund af den store Tilslutning maatte Festen i Aar henlægges til Gymnastikhøjskolens Lokaler - atter et Bevis for, at den nuværende Bygning i Odensegade slet ikke slaar til som Ramme om det Liv, der naturligt hører med til en Lærerhøjskole.

Julefesten fik et udmærket Forløb med Oplæsning af Skuespillerinde Ellen Malberg, Tale af Rektor Arvin og Sang af Lærerhøjskolens nye Kor, der havde en velfortjent Succes.

Folkeskolen nummer 51

december 1946

For 25 år siden

På med forsøgsvanten

Det er på høje tid, at man beskæftiger sig seriøst med forsøgsarbejdets vilkår og organisering. Forsøgsrådet synes kun at være blevet de gode viljers sovepude. Ingen - udover en lille indviet kreds - aner, hvad der kommer ud af dets arbejde. Det formodes, at rådet registrerer og efter evne er i marken og konsulterer. Men intet siver ud af skufferne. Rådet er lige så tillukket som læseplansudvalget, inden man fik dørene dirket op. Ligeså skandaløst tager det sig ud, når Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, der eksperimenterer med netop de aldersklasser, hvor skolereformproblematikken er mest påtrængende, forgæves må løbe storm mod myndighederne for at få den personale- og lokalemæssige udbygning, der svarer til de lovgivne intentioner, og når centret beklagende offentligt må tilkendegive, at man desværre ikke har midler til at delagtiggøre andre i de forsøgserfaringer, man har gjort.

Bare på med vanten og i gang med forsøg, lyder det jævnligt til os. Snart venligt opmuntrende, snart med karakter af piskesmæld.

Vi returnerer opfordringen med adresse til vore højeste myndigheder.

På med forsøgsvanten.

Folkeskolen nummer 49

december 1971