Medlemmer fra OECD-landene i EI, Education International, har i efteråret for tredje gang været samlet for at diskutere fælles problemer. Det var globaliseringens udfordringer til den offentlige undervisning, der var i centrum, mens vold i skolen var et vigtigt sidetema. Og jeg skal love for, at der er tale om historiske udfordringer.

At globaliseringen og informationsteknologien har stor indflydelse på alt mellem himmel og jord, er efterhånden gået op for de fleste, men at uddannelsesområdet i særlig grad vil ændre karakter, hvis vi lader stå til, var noget af en øjenåbner for alle os, der deltog.

Hvis det står til 'bagmændene', der forbereder verdenshandelsorganisationens WTO's (World Trade Organization), topmøde i Seattle her i slutningen af november, vil regeringsrepræsentanterne allerede i år uden synderlig offentlig debat lægge op til meget vidtrækkende aftaler om endegyldigt at definere uddannelse som en vare - der ikke må begrænses i sin frie bevægelighed af 'tekniske handelshindringer' som for eksempel lovgivning om uddannelsernes sociale formål og faste procedurer for organisationsindflydelse.

Fremtidens vigtigste marked

Og det er ikke pebernødder, der er tale om her på kanten af det 21. århundredes videnssamfund. Mere end 1.000 milliarder dollars bruges der om året i uddannelsessektoren, og en milliard studerende og 50 millioner lærere er involveret. Uddannelse bliver derfor omtalt som fremtidens vigtigste marked, og det står højt på dagsordenen for år 2000-forhandlingerne i WTO.

Fra 1994 har Gats (General Agreement on Trade in Services), som er en aftale under WTO, stille og roligt arbejdet på at liberalisere den offentlige uddannelsessektor og integrere den i den globale handel. De foreløbig 40 ud af de 134 WTO-medlemsstater, der deltager i Gats, arbejder ud fra princippet om, at stater skal behandle samtlige andre Gats-staters og private firmaers import og eksport af service på lige fod med deres egen. Undervisning defineres som service og er dermed omfattet, medmindre den udelukkende er offentligt finansieret. Og hvor er den efterhånden det?

De aktiviteter, det handler om, er fjernstudier, lærer- og elevudvekslinger, læreanstalters hjælp til hinanden over grænserne og sprogkurser med udenlandske lærere.

International handel med uddannelser bliver i de kredse betragtet som det vigtigste og hurtigst voksende område.

Public service i fare

For os i lærerorganisationerne er sådanne aktiviteter og planer jo nærmest helligbrøde. Uddannelse skal være offentlig, slår vi fast igen og igen - for elevernes og for vores egen skyld. Slippes markedet fri, forudser vi store problemer med alsidigheden og den lige adgang - og store, store problemer med at få kollektiv indflydelse på indholdet og på vores arbejdsbetingelser. Det, der kan afsættes på markedet, vil få topprioritering under mottoet vind eller forsvind. Begrebet public service risikerer at blive henvist til historiebøgerne, og den politiske samtale mellem mennesker vil for alvor blive erstattet af 'afstemninger' med fødderne - eller tasterne.

Det er ganske vist ikke uden betænkeligheder, at staterne nærmer sig det her. De har jo hidtil betragtet uddannelse som et af deres nøgleområder, der er med til at kitte nationen sammen. Traditionelt vogter politikere da også vældigt over deres indflydelse netop på uddannelsessektoren. Og som afskrækkende eksempler har den vildtvoksende liberalisering i Sydøstasien allerede tydeligt demonstreret problemerne for lande, der har gjort sig fuldstændig afhængig af udlandet. Ligesom der er rigeligt med eksempler på tendenser til uheldige standardiseringer.

Fremtiden er begyndt

Når vi, der deltog i EI-konferencen, besluttede at opfordre lærerorganisationer og regeringer i hele verden til at skabe maksimal offentlig opmærksomhed, skyldes det ikke kun forskrækkelse over de vidtløftige arbejdspapirer, vi er kommet i besiddelse af. Det er i høj grad også fordi, den nye virkelighed allerede er her. Med informationsteknologien som 'driver' er der allerede fuld gang i fjernundervisningen, dog foreløbig især på de højere uddannelser. Samtidig ses der tydelige tendenser i alle lande til at reducere formålet med uddannelse til produktion af konkurrencedygtig arbejdskraft - og tendenser til, at uddannelsesinstitutionerne i højere og højere grad ser hinanden som konkurrenter frem for samarbejdspartnere. Vi behøver bare at tænke på vores hjemlige efteruddannelsesområde, der står foran ganske dramatiske ændringer, eller på de uovervejede (?) ønsker om at få lavet hitlister over alle skoler som varedeklarationer til 'kunderne'.

Lige så store positive muligheder, der ligger i informationsteknologien, lige så stor risici indeholder den. Det blev spidsformuleret af en af oplægsholderne sådan her:

'En geografistuderende, der ikke mestrer IT-værktøjet, vil fremover aldrig kunne få sin eksamen, mens ham, der ikke forstår filosofien bagved, godt vil kunne slippe igennem'.

'Det er især business- og managementuddannelserne, der boomer i disse år, således er der på mit katolske universitet i Belgien indskrevet 300 på MBA-studiet (Master of Business Administration) og kun fem på økonomistudiet!'

Grundskoleområdet også i kikkerten

Nu kunne man af ovenstående få det indtryk, at ulykken kun er ved at ramme 'higher education'. Tendensen er da også tydeligst der endnu, men på grundskoleniveau vil det også kunne komme til at gå stærkt. WTO har programsat vores område til næste samling.

'Er skoler i 'gammeldags' forstand overhovedet effektive', bliver der allerede nu spurgt på Nettet.

'Hvorfor ikke handle der, hvor det er bedst og billigst - som med telekommunikation, el og gas? Og hvad med sikkerheden på vores børns nuværende skoler?'

Som eksempel på, hvad der er i gang på Nettet, dvælede vi ved Edison on line-schools. De har allerede været så længe på markedet, at vores amerikanske kolleger kunne fortælle, at disse skoler nu havde formået at tilknytte absolut anerkendte undervisere. Og elevernes resultater i de mange sammenlignelige test var i top, kunne de oplyse. Endvidere var de så velpolstrede økonomisk, at vi godt kunne opgive tanken om, at de af mangel på kapital ville ryge ud af business. Så hvis vi mener, at de skal bekæmpes, må vi finde andre målestokke og bruge nye og utraditionelle strategier, lød deres vurdering. Kundemagt for eksempel.

Værdier på dagsordenen - globalt

Lærerforeningerne må opprioritere værdi- og formålsdiskussioner og lægge op til dybtgående offentlige debatter ved at tydeliggøre egne visioner og kriterier for god undervisning i næste århundrede, der indeholder en dannelsesvision. I den forbindelse bør mange flere hente ammunition i Unesco's humane analyser og anbefalinger.

Markedet må holdes i skak af sociale, demokratiske værdier - ideen om fællesskabet.

Sideløbende hermed må lærerorganisationerne bruge deres netværk og forberede sig på de næste OECD-læse- og matematiksammenligninger. De er planlagt til år 2001. Og erfaringerne med, hvordan de hitlister er blevet brugt, må vi lære af - globalt.

Når det drejer sig om informationsteknologien, må vi i diskussionerne om, hvad der er bedst, skille mediet og budskabet. Mediet er Internettet, men budskabet må være, at vi i den offentlige skole er bedre - kom til os. Mediet er ikke-nationalt, og der er ingen slagkraftig verdensstat, der kan beskytte den offentlige skole.

Da uddannelse er en af de vigtigste sociale kræfter, er uddannelse for alle livsvigtig at kæmpe for. Også derfor er det rigtigt, at den offentlige skole skal være national.

Men skal kvaliteten forbedres - og ikke forringes - i skolerne, er det alfa og omega, at lærerforeningerne kommer med i dialogen, var de bitre erfaringer fra England. Der er absolut intet positivt at fortælle om statslig inspektion og offentlig ranking hen over hovedet på lærernes velunderbyggede indsigelser!

Og vold i skolerne - både mod elever og lærere - er ingenlunde isolerede amerikanske eller engelske foreteelser, selv om det er værst der. Disse hændelser er naturligvis tragiske i sig selv, men de vidtrækkende konsekvenser for indlæringsmiljøet må heller ikke undervurderes. Den stigende vold er desværre en del af udfordringerne - og symptom på det skrigende behov for at fastholde en offentlig, fællesskabende undervisningssektor.-Jørgen Stampe er medlem af DLF's hovedstyrelse og formand for pædagogisk råd