Ifire afsnit, 'Skolens opgave', 'Viden og dannelse', 'Kvaliteten og mangfoldigheden', 'Læreren og skolen' giver 18 mennesker deres bud på skolen i det næste århundrede. Bogen er udgivet af DLF i anledning af foreningens 125-års-jubilæum, og den er sponsoreret af Lærerstandens Brandforsikring, så prisen er blevet absolut overkommelig: 75 kroner for 215 sider.

Enten er man boglig - eller også er man på bistand

Under denne overskrift skriver chefredaktør Anne Knudsen blandt andet:

'Indtil midten af dette århundrede var de europæiske samfund stadig fulde af jobmuligheder for mennesker med praktisk håndelag men uden de store, boglige kundskaber. Det store flertal af europæere skulle tjene til livets ophold ved håndens arbejde enten i landbruget eller i industri og håndværk. De klassiske danske skoletanker handlede om disse mennesker. Også de store europæiske reformpædagoger, som søgte at indrette bedre skoler, var uden undtagelse produkter af denne tidsalder. De forsøgte at udtænke skoleformer, hvor almindelige menneskers almindelige børn kunne få en anstændig skolegang. En ordentlig skole, hvor de ikke oplevede nederlag på nederlag for at ende som bitre, frustrerede og uvidende voksne. Den socialt bevidste Folkeskole - den næsten århundredlange stribe af reaktioner på Den Sorte Skole i Danmark - havde ligeledes den fremtid for øje, som var gældende i det 19. og tidlige 20. århundrede. Børn havde brug for at lære nok til at kunne blive lykkelige, nyttige voksne med solide erhverv. Dengang var de allerfleste erhverv praktiske. Men i dag kan almindelige menneskers almindelige børn ikke klare sig uden ret betydelig boglig og teoretisk viden. Praktisk håndelag og fantasi efterspørges ganske vist voldsomt, men kun i kombination med teoretisk viden - mekanisk, elektronisk, økonomisk, organisatorisk eller sproglig. I nutidens samfund har et vellykket resultat af de tidligere tiders skoletanker ikke mange muligheder.

Hvis man forlader skolen med et kundskabsniveau, der ville have været godt i 1920 og fuldt tilstrækkeligt i 1960, står man i dag til at blive kronisk arbejdsløs . . .'

Uddannelse gør barnlig

Under den overskrift skriver biskop Jan Lindhardt blandt andet:

'Vore uddannelser (mange af dem i hvert fald) lærer folk at gå i dybden. Vi skal også fastholde vigtigheden ved at færdes i bredden. Overfladiskheden er næsten endnu vigtigere end dybden. I hvert fald er der brug for både muldvarpens og fuglens perspektiv.

'Overfladiskhed' er måske et lidt provokerende udtryk og kan som sådan virke misvisende. Det jeg mener med det, er det enkelte daglige udtryk, som umiddelbart kan forstås af enhver, og som man ikke behøver at anstrenge sig for at få øje på, for det ligger lige for. Med mindre man ser andre steder hen. Jeg mener at præstens forkyndelse må dreje sig om det uhyre simple, og præsten må gøre sig al mulig umage for at finde det jævne og simple udtryk. Derfor skal man blive ved med at arbejde med tanken og dens form, indtil man har fundet det helt enkle og helt jævne. Hvis vi ser et andet sted hen, så er det forkyndelsens opgave at få os til at se hen på det, som vi just var ved at overse.

Skolen er i disse år desværre fristet til at gå videre i retning af specialisering, end man har været før. Er det nu klogt? Er det ikke netop vigtigt at være allround. I gamle dage foragtede man ofte 'seminarister' fordi de var halvstuderede røvere. Seminarist er nu ikke et latinsk ord, og derfor betyder forstavelsen 'semi-' ikke halv, men det kommer af det græske 'semen', sæd og en seminarist er derfor én, der er dygtig til at så. Det er sædemandslignelsen, der er forbilledet for uddannelsen: På seminarierne uddanner man sædemænd og -kvinder - eller man burde i hvert fald gøre det. Nogle der kan så den gode sæd.

Hvad er så det? Det er den undervisning, der fremmer 'sammenhængskraften' - for at bruge et ord, som vor statsminister fandt på forrige år. Det er det, som bliver vigtigt i de kommende år. God moral og fornuftige holdninger, som går langt videre end til madpyramiden eller at spise grønt. Evnen til at udtrykke sig, så andre kan forstå det og gider høre efter. Folkeskolen skal naturligvis give kundskaber, men den skal også lære børnene at opføre sig ordentligt overfor hinanden og overfor andre mennesker. Den grundlæggende viden om at være menneske er såmænd ikke så omfattende. Det drejer sig kort om at tage hensyn til mennesker, at kunne lytte til dem og at kunne svare dem på en måde, så samtalen ikke forkrøbles . . .'