Mobning er et nyt udtryk, men fænomenet er gammelt. Om det er blevet mere udbredt i de senere år, tvivler jeg stærkt på, men det er blevet mere synligt, og så er begrebet blevet udviklet helt ud i det groteske.

Egentlig mobning betyder vel forfølgelse og er som sådan mest almindelig blandt elever, da de jo ikke tænker over, hvor ubehageligt det er for offeret, men kun på, at her er en, som de, nogle gange risikofrit, kan hævde sig over for. Parallellen til elever med udenlandsk baggrund er nærliggende. De er bare en lille smule anderledes, først og fremmest er de ikke så sprogligt gode til at formulere sig. Derfor vil det almindeligvis være de svage elever, som mobber dem, fordi der her endelig er nogen, som er endnu 'svagere'.

En følge heraf er, at stærke og velfungerende elever meget sjældent eller aldrig mobber nogen. Den egentlige årsag til, at jeg reagerer, er den seneste tids snak om, at lærere mobber. Hvis lærere griber til en sådan udvej, er det, fordi de helt og aldeles har mistet ethvert overblik. Det vil således være overordentlig sjældent, ja næsten ikke forekommende, men forældre kan misforstå situationen og gør det. Det har noget med holdninger og tillid i almindelighed at gøre. Er holdningen, at skolen, eller alle myndigheder, er den store fjende, ja, så vil man gribe enhver mulighed med kyshånd. Men er grundholdningen, at skolen 'vil det bedst', er det næsten umuligt at blive beskyldt for noget suspekt!

Jeg havde engang nogle elever, som plagede om badning efter spisetid på en lejrskole, selvom det var jammerligt koldt og blæsende. Til sidst fik de lov på den udtrykkelige betingelse, at de skulle komme op, når fløjten lød. Forestillingen gik sin gang med cirka en tredjedel af eleverne, og alle var for længst oppe, da tiden var gået, på nær to, som støt svømmede udad. Efter megen piften brølede jeg: 'Kom så ind - ellers henter jeg jer, og så får I sådan en røvfuld!' Så vendte de, mens de var ved at drukne af grin. Det morsomme var, at jeg samme aften af to pædagoger blev meget stærkt, ja nærmest tårevædet, bebrejdet, at jeg talte sådan til mine elever! Heraf kan man se, at forholdet til eleverne er altafgørende, hjemmets holdning ligeså. Et par forældre ville nok grine ad det og sige: 'Han var nok blevet træt af at stå og blomstre'. Et andet par ville måske sige: 'Det var dog frygteligt! Han skal sandelig kanøfles!'

At en lærer forfølger en elev, er sjældent, men det modsatte forekommer ret ofte, det vil de fleste lærere kunne bekræfte. Hvis den bestemmende gruppe i en klasse har vedtaget, at de ikke kan lide en lærer, er det fuldstændig ligegyldigt, hvor dygtig han/hun er, eller hvad den pågældende gør for klassen, livet vil blive umuliggjort for den pågældende.

Jeg har set det. Om det er elever eller forældre, er ligegyldigt, før eller siden vil det brede sig, gennem supermarkedstelegrafen eller på anden måde, at han/hun er sådan eller sådan. Det er umuligt at komme til livs. Ingen af os er fuldkomne, men et er sikkert, vi gør alle vores bedste.

Problemstillingen er ældgammel og almenmenneskelig, det eneste, som er nyt, er betegnelsen.

Bent Thøsing

pensioneret viceinspektør

Nørre Åby