Det er koldt. Jeg fryser ihjel'.

'Nej du gør ej, for så kan vi ikke sove sammen'.

Ordvekslingen foregår mellem to piger fra 5.a på Mosedeskolen i Greve. Klokken er lidt over 11 om aftenen. Bevæbnet med røde cykellygter, huer og store jakker går pigerne, sammen med resten af klassen, ude i det buldrende mørke, man kun kan opleve langt væk fra byernes lys. De er taget til Brorfelde syd for Holbæk for at se på stjerneskud. Brorfelde har næppe mere end fem huse, men et af dem er et observatorium, som astronomer fra Københavns Universitet bruger til at se på nattehimlen. Netop denne nat er der udsigt til flere tusinde stjerneskud, fordi en meteorsværm, der kommer med 32-34 års mellemrum, rammer atmosfæren natten mellem den 17. og 18 november. Ingen ved, hvor mange der kommer, så astronomer i hele verden står med himmelvendte øjne for at få svaret. I Danmark er 55 skoleklasser ude for at tælle stjerneskuddene.

Resultaterne bliver via Internettet indrapporteret til Danmarks Lærerhøjskole, hvor eksperter sammenligner tallene og regner ud, hvor mange stjerneskud der reelt var.

Der er bare et stort problem.

Himlen er dækket af skyer, så der er ikke en eneste stjerne på himlen. Det begynder at småregne, da astrofysiker Kristian Pedersen tager børnene med over for at se på Danmarks største stjernekikkert.

I et kuppelformet rum står den cirka tre meter høje, grå kikkert. Kristian Pedersen fortæller, at der ikke er nogen radiator i rummet.

'Ellers ville kikkerten jo sprænge i luften', siger en dreng. Den mere jordnære forklaring er, at det er bedst for kikkerten.

'Trænger den ikke til at blive malet, og hvorfor er den rød ude i enden', vil en dreng vide.

Kristian Pedersen ligner en, der aldrig har overvejet, hvorfor kikkerten har den farve, den har, og svarer, at det vist bare var de farver, de kunne få.

Kæmpe stjerneskud

Udenfor er himlen stadig blottet for stjerner, men månen bryder et kort øjeblik gennem skyerne og ser ud til at lyse kraftigere end normalt. De fleste børn går indenfor, men en lille flok har fået blod på tanden og bliver ude. De bliver hurtigt belønnet.

En stjerne dukker frem på himlen og får hurtigt selskab af mange andre. Alle øjne bliver rettet mod himlen.

'Wauw, man kan se Jupiter. Nu kan vi gå og prale af, at vi har set Jupiter', siger en pige.

Få sekunder senere tegner et kæmpe stjerneskud en hvid streg hen over himlen.

'Wauw, det ligner fyrværkeri', lyder kommentaren fra den samme pige. Hun fortæller bagefter, at hun ønskede, at skyerne forsvandt.

Da endnu en flok børn kommer traskende i mørket, råber en anden pige:

'Vi er her. Vi har rigtig set noget. Vi har set Uranus. Vi har fundet Bjørnen og manden med bæltet og alt muligt', råber hun.

De når ikke at se mere, for himlen lukker sig over dem og bliver sort igen.

Klokken er ved at være 24, og den egentlige observation af himlen skal til at begynde. 5.a samles indenfor for at få de sidste informationer, men fire drenge sendes hurtigt uden for døren. De har ikke gjort noget galt, men de er de første, der skal observere stjernehimlen. Det elektriske lys ville ødelægge deres mørkesyn for en stund, og det ville derfor være svært at se stjerneskuddene.

Drengene går op på en bakketop, hvor to liggestole og to tæpper venter på dem. De er stillet op, så drengene kigger på hvert sit verdenshjørne. De får hurtigt selskab af fire andre børn, der skal notere de stjerneskud, som de andre ser. De sidder med røde cykellygter, da de ikke forstyrrer nattesynet så meget som de hvide.

Da det første hold bliver afløst, har der ikke vist sig en stjerne på himlen. Da de næste har lagt sig til rette, bliver der pludselig larm, fordi de ikke er klar over, hvilket verdenshjørne de hver især dækker. Det bliver hurtigt afløst af koncentration, da Lillebjørn dukker frem på himlen. Kort tid efter kan børnene notere det første stjerneskud.

'Jeg ønskede mig, at min lillebrors eksem ville forsvinde', siger en pige.

'Jeg ønskede mig en traktor. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den til, men den kan man vel altid bruge', fortæller en dreng. Hans kammerat minder ham om, at han ikke er gammel nok til at køre den endnu.

Efter endnu et par stjerneskud begynder kulden at æde sig ind på nogle af børnene.

'Min numse den er eddermaneme kold', siger en dreng, der ligger på tæppet og kigger op i himlen.

'Så slå en hørmer, det hjælper', foreslår en anden.

'Det er da også det, jeg prøver', lyder svaret.

Tre stjerneskud på kort tid giver næring til flere latrinære overvejelser.

'Ved I, hvorfor der kommer stjerneskud. Det er, fordi der er nogle rumvæsener, der er på toilettet', mener en dreng.

Endnu et par stjerneskud næsten lige ved siden af hinanden vækker stor jubel, men ikke hos drengene, der observerer himlen i den modsatte retning.

'Hold kæft hvor er I heldige, at I ligger derovre. Hvorfor kigger jeg ikke lige i den rigtige retning', siger en af dem.

Der bliver stillet en kikkert op, så de børn, der ikke ligger med hovedet vendt mod himlen, kan kigge på planeter.

'Er alle stjerner planeter', spørger en dreng.

Han får at vide, at stjerner er små sole.

'Orv, så kommer der altså små sole flyvende ned mod jorden lige nu', siger han og prøver at se bange ud.

Inden samtalen er slut, har skyerne dækket himlen igen, og ingen når at se planeterne gennem kikkerten.

Til gengæld er klokken ved at være to, hvilket betyder, at 5.a skal hjem. Bakketoppen ligger forladt og stille hen, da bussen sætter kurs mod Greve, hvor forældrene står klar til at køre børnene hjem i seng.