Der er i disse år ved at komme lidt mere fokus på begrebet social arv - eller bedre: negativ social arv - og dermed også, mener jeg, en erkendelse af, at vi har et problem i Danmark.

Det er et problem, der drejer sig om udstødning eller marginalisering, som vi finder hos både forældregenerationen og børnene. Det kan godt være, at begrebet 'arv' i den forbindelse ikke er det rette. Med arv tænker vi jo let i retning af genetisk videreførelse, og det er ikke, hvad der er tale om. Der er ikke automatik i begrebet negativ social arv. Alene af den grund, at måske kun en tredjedel af de børn, der vokser op med de svære belastninger, får dem selv - de andre går mere eller mindre fri. Så arv i traditionel forstand er det langtfra. Men alligevel er begrebet arv meget godt til at understrege, at der er mekanismer på spil i det danske samfund, som vi nok skal være langt mere opmærksomme på.

De mekanismer, der producerer negativ social arv, handler først og fremmest om relationer mellem voksen og barn. Det er langt mere her end på områder som økonomi, boligforhold, skilsmisser og arbejdsløshed. Den negative sociale arv, der gives videre, er forbundet med udtynding og svækkelse af alt det, der handler om tilknytning, forankring og socialt netværk. Derfor er det også børn med lavt selvværd. Den negative arv er forbundet med, at børnene savner den tro på sig selv, der skal til for at udvikle social og personlig kompetence. Derfor giver de op - og ender med at gentage forældrenes livsforløb.

Men hvad kan skolen gøre, og skal den gøre noget? Det sidste kan der svares kort på. Skolen i et demokratisk velfærdssamfund har det som en af de vigtige opgaver at samle op og give et bidrag til at bryde den sociale arv. En skole, der ikke tager dette alvorligt, er en skole uden socialt og humanistisk perspektiv.

Alene ved at tage diskussionen op er risikoen reduceret for, at skolen kommer til at reproducere den sociale arv. Den risiko kan skolen selvfølgelig ikke afvise, den er til stede også i dag - men diskussionen vil hjælpe os til at se udfordringen i øjnene. Men - hvad er de pædagogiske muligheder? I den rapport, der er udsendt af Socialforskningsinstituttet som et bidrag til Regeringsudvalget om social arv (og hvor mange har bidraget), siges der meget udmærket om skolens rolle (side 94-107). Det er den rummelige skole, skolen med en social kultur, skolen, hvor der også skabes plads til de forældre, der ellers ikke møder op, skolen med antimobningsindsats, skolen med et sigte mod børns brede og dybe kompetencer. Og det er egentlig her, jeg tror, vi skal finde en farbar vej frem. En skole, der satser på værdier, børns inddragelse, et aktivt fællesskab, der udvikles 'nedefra' og vedligeholdes derfra, et skoleliv, der magter at sætte den direkte og praktiske kompetence som det centrale mål for børns liv. Først da får de et tilskud til deres egen overvindelse af den sociale arv.

Selvfølgelig er det ikke en universalløsning. Der er ingen af den slags, når det drejer sig om at overvinde den sociale arv. Men der er vildveje og moderne misforståelser. Nogle af dem drejer sig om påstande om, at børn blot skal lære noget mere, eller de skal tidligere i skole, eller man skal kommandere med forældrene. Social arv handler om indre og ydre belastninger, og de overvindes kun ved at sætte processer i gang i det enkelte barn, der giver nye handlemuligheder. Også for at komme fri af den skæbne, der lurer.

Skolen har en stor mission. Om den lykkes, drejer sig blandt andet om sigtepunktet for indsatsen - og solidariteten med dem, det handler om.

Social arv - en oversigt over foreliggende forskningsbaseret viden. Ekspertgruppen om social arv. Socialforskningsinstituttet. 99:9

Per Schultz Jørgensen er professor og formand for Børnerådet