Hanekamp på Christiansborg

Statsministeren og Bendt Bendtsen udkæmper en magtkamp om folkeskolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En bemærkelsesværdig kamp mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen (Venstre) og vicestatsminister Bendt Bendtsen (Det Konservative Folkeparti) er på sit højeste netop nu.

Den begyndte under regeringsdannelsen. Bendt Bendtsen fik vendingen 'mere bindende læseplaner' med i regeringsgrundlaget. Men da regeringen i april fremlagde sit lovændringsprogram '10 skridt mod en bedre folkeskole', var bindende læseplaner ikke nævnt med et ord.

I september slog Bendt Bendtsen så pludselig i bordet og forlangte, at bindende læseplaner blev et tema i forhandlingerne.

Det skete på et tidspunkt, hvor Ulla Tørnæs (Venstre) var ved at navigere sig frem mod et forlig med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Bendt Bendtsen ville ikke se endnu en konservativ mærkesag forsvinde i den blå luft, og ved Det Konservative Folkepartis landsrådsmøde for nylig fastslog han, at han ikke vil rykke sig.

Anders Fogh Rasmussen måtte dagen derpå proklamere, at han står fast på sit krav om et bredt skoleforlig. Et krav, han har fastholdt, siden 1993-skoleforliget brød sammen i april, da Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stemte modersmålsundervisningen ud af folkeskoleloven.

Kun Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti går ind for bindende læseplaner, så hvis Bendt Bendtsen ikke giver sig, bliver der måske slet ikke noget forlig. End ikke Venstre vil have et statsligt pensum.

Anders Fogh Rasmussen kan stadig vinde på teknisk knockout. Han kan holde Bendt Bendtsen fast på, at han i februar på et møde i koordinationsudvalget nikkede til et to sider langt forhandlingsmandat, der ikke nævner 'bindende læseplaner'.

De øvrige partier venter spændt på kampens udfald.

jvo