Unge stræbere

Når de unge forlader folkeskolen, går de i gang med en uddannelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste af folkeskolens afgangselever går i gang med en ungdomsuddannelse, og der er stor sammenhæng mellem, hvad eleverne i 9. og 10. klasse forestiller sig, de skal efter endt skolegang, og hvad de rent faktisk kommer til at lave, viser en rapport fra Danmarks Pædagogiske Institut.

Undersøgelsen er den anden i rækken om unges overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse og deres vej gennem eller uden for uddannelsessystemet. Projektet begyndte i foråret 1993 med en undersøgelse omfattende 5.100 unge, der dengang gik i 9. eller 10. klasse. Den nye midtvejsrapport fortæller om de unge to år efter, at de gik ud af skolen.

Rapporten viser, at 80 procent, der gik ud af 9. klasse i 1993, og 67 procent, der gik ud af 10. klasse, er i gang med en ungdomsuddannelse. Henholdsvis otte og 14 procent af 9. og 10. klasserne er på højskole, efterskole, produktionshøjskole eller anden skole. Otte procent er i arbejde, nogle få er i kommunal aktivering, og omkring tre procent er ikke i gang med noget.

Rapporten slår også fast, at flere unge springer fra erhvervsuddannelserne end fra gymnasiet/HF. Omkring 90 procent bliver på gymnasiet, 56 procent holder ud på de tekniske uddannelser, og mellem 53 og 67 procent bliver på handelsskolerne.

Kursusdelt undervisning

Undersøgelsen peger også på, at de unges uddannelsesønsker i høj grad påvirkes af, om eleverne selv mener, at de har faglige problemer i folkeskolen.

I 1993 blev eleverne spurgt, om de havde haft kursusdelt undervisning i 9. klasse i matematik, engelsk, tysk og fysik/kemi, og rapporten sammenligner de kursusdelte elever med de ikke-kursusdelte. Tallene viser, at flere, der ikke har fået kursusdelt undervisning i folkeskole, vælger gymnasiet/HF. 36-40 procent ikke-kursusdelte har valgt den retning imod 30-34 procent af de kursusdelte. På de erhvervsgymnasiale uddannelser er der ingen forskel. Elever, der er i gang med en teknisk erhvervsuddannelse, viser også en markant forskel. 12-16 procent er ikke kursusdelte elever, hvor hele 22-24 procent er tidligere kursusdelte elever.

Den 53 sider lange rapport hedder 'Unge undervejs - kort midtvejsstatus i en forløbsundersøgelse' og kan rekvireres hos Danmarks Pædagogiske Institut på telefon 3181 0140. don