Engang var skolen en underafdeling af kirken. Det var naturligt nok, for skolens hovedopgave var at indprente Den Lille Katekismus i børnenes sjæle og dermed at forberede dem til konfirmationen.

I det spæde danske demokrati var kultusministeren helt selvfølgeligt ogsåøverste chef for folkets skole, og i de tidlige skolekommissioner var præsten født formand. Vi har stadig kolleger iblandt os fra dengang, da alle læreres hovedfag var kristendomskundskab - det eneste fag, der vejede tredobbelt ved lærereksamen.

Alligevel har jeg aldrig, selv i Brønderslev, mødt kolleger, som ønskede de kirkelige tider tilbage i skolen . . . men på det allersidste er jeg selv kommet i tvivl.

I juni offentliggjorde Danmarks Statistik en vurdering af folkekirkens økonomi. Den viste, at kirken svømmer i penge. Fra 1993 til 1994 øgede kirken sine investeringer med omkring 32 procent i værdifaste kroner og sine skatteindtægter med godt otte procent. Det kan ses på kirkens store, lavt udnyttede bygningsmasse, der vedligeholdes og udbygges med en omhu og i en kvalitet, der kan forlede enhver folkeskolelærer til at begå den anden dødssynd: misundelse.

Selv om skolen får dikteret ændringer i sin forkyndelse og ritus langt hyppigere end kirken, og dens bygninger udnyttes meget hårdere, er det ikke ligefrem omhu og kvalitet, der kendetegner skolemyndighedernes forhold til skolens bygninger og anlæg - tværtimod, fristes man til at mene, når man kigger de fleste af de sidste 30 års skrabede, nødtørftigt vedligeholdte og slet rengjorte skolebyggerier efter i sømmene.

På samme tid, som Danmarks Statistik publicerde sin økonomiske analyse af folkekirken, foreviste Ballerup Kommune stolt sin nye bydel, Egebjerg, på bomessen 'bo i by'. Egebjerg emmer af nytænkning og god vilje. Dens mangeartede huse er placeret med fantasi og landskabelig sans. Den besøgende skolemand noterer med glæde, at bydelens distriktsskole er placeret i centrum, men dér holder glæden op.

De sølle, stereotype skolebygningers facadebeklædning af eternitplader gaber og revner både her og der. Inde i lokalerne står skolemøbler, som blev udtænkt, før elevernes forældre begyndte i 1. klasse. udearealerne er slidte, og det hele har et lidt forsømt præg, som intet menighedsråd ville tolerere. Skolebestyrelsen har det sikkert også dårligt med skolens fysiske tilstand, men den kan jo ikke udskrive sin egen skoleskat og få gjort noget ved tingenes triste tilstand.

Mon det er tilfældigt, at man har ladet kusntneren Per Kirkeby opføre en stor 'bymur', så man ikke kan se skolen fra det nye konferencecenter?

Midt i det nye og inspirerende Egebjerg griber den besøgende skolemand sig i at fundere over, hvad der mon ville ske, hvis det var skolebestyrelserne, der udpegede kommunernes skolechefer, ligesom menighedsrådene udpeger bisperne. Havde vi mon for travlt med at skille kirke og skole?

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt.