Tag det roligt. I er gode nok. Bare fortsæt.

Lyder budskabet til danske lærere fra den svenske professor Ingvar Lundberg, der for nylig deltog i en konference om læsefærdighed afholdt i Helsingør.

Den svenske professor har ledet den internationale læseundersøgelse fra 1994, der placerede de danske 3.-klasses-børn helt i læsebunden, og ifølge ham bærer lærerne den mindste del af skylden, for, som han siger, 'undervisning gør ikke den store forskel'.

Vi bliver mødt med store doser af skrift fra morgen til aften. Derfor lærer vi at læse. Lærerne skal sørge for at have gode relationer til børnene. Det er det vigtigste.

- Læsning læres uden for skolen, siger Ingvar Lundberg, der er fuldt bevidst om det provokatoriske i sit udsagn.

Han slår fast, at det er umuligt gennem læseundersøgelsen at påvise, at det er forskelle i undervisningen, der giver forskelle i indlæringen.

Sprogets rytme læres helt fra fosterstadiet, og hos det nyfødte barn ændres sugerytmen under amning, hvis der skiftes til et andet sprog blandt de personer, der omgiver det. Børn med ørebetændelse eller forkølelse får vanskeligere ved sprogindlæringen, hvis de ikke behandles i tide. Desuden har modermælken stor betydning for nervesystemets udvikling.

- Har lærerne ansvaret for det? spørger Ingvar Lundberg.

Tre slags kapital

Han nævner tre slags kapital, som barnet har med hjemmefra, når det kommer i skole: den sociale kapital, relationskapitalen og den kulturelle kapital. Den sociale kapital indebærer, at barnet gennem de voksne og gennem egne erfaringer opdager, at skriftsproget er anderledes end det talte sprog. Postkort, breve, indkøbslister og meddelelser på køleskabsdøren lyder anderledes end talesproget. Og så er der oplæsningen. Af den gode historie. Af godnathistorien.

- Men er det en naturlig situation i alle hjem. Er det ikke snarere sådan, at ungerne sidder foran fjernsynet til de segner - udmattet af action og splatter - og forældrene bærer dem i seng og håber, de ikke vågner undervejs og kræver mere lødig snak?

- Har lærerne ansvaret for det?

Relationskapital er barnets behov for at identificere sig med en voksen og overtage normer og kompetence. På den måde opstår motivation for indlæring. Det er op til forældrene at give en sådan model. Magter de ikke det, må læreren træde til som rollemodel. For uden forbillede ingen indlæring. Det er vigtigt, at lærer og elev bryder sig om hinanden og tænker på hinanden også efter skoletid.

-Ønsker læreren ikke en sådan relation til eleverne, bør han eller hun søge stilling som fyrpasser, mener Ingvar Lundberg.

Den kulturelle kapital, som barnet har med hjemmefra, drejer sig om hjemmets holdning til aviser, bøger, leksika, biblioteker, museer og kulturelle aktiviteter i kommunen. Er det naturligt, at man bruger den slags for at tilegne sig viden, vil det smitte af på barnet.

- Faktisk kunne vi i stedet for den meget komplicerede læseundersøgelse blot have spurgt hvert enkelt barn, hvor mange bøger man havde derhjemme.

Det handler om penge

Det ideelle er naturligvis, at barnet møder i skole med alle tre slags kapital i rygsækken. Men sådan er virkeligheden sjældent. Det splittede familiemønster har medført, at læreren i mange tilfælde må kompensere.

- Det siger sig selv, at det er en umulig opgave, hvis ikke skolen tildeles større økonomiske ressourcer. Det handler meget om økonomi, siger Ingvar Lundberg.

- Men det hele begynder i hjemmet. Med gode aktiviteter, godt legetøj og to forældre, som gider snakke med barnet. Så langt, så godt. Men barnet har også egen vilje og lyster. Måske vil det hellere dyrke boldspil eller musik frem for at læse. Den store pædagogiske udfordring, både for forældre og lærere, ligger i at vise barnet, hvor uundværligt det er at kunne læse godt, og hvor stor glæde man kan have af det.

I læseundersøgelsen ligger Finland på førstepladsen. Så følger USA og på tredjepladsen Sverige. Danmark ligger fjerdesidst.

- Og hvad så, beroliger han.

- I Danmark lærer børnene at læse senere end i Sverige og Finland. Men i Danmark følger klasselæreren barnet hele vejen fra 1. klasse til de store klasser. Det giver sammenhold og kontinuitet. I Sverige og Finland skifter børnene lærer hvert tredje år, og det lægger et vist pres på læreren, der gerne vil levere dygtige 'produkter' til sin efterfølger.

- Og husk så på, at i 14-års-alderen har de danske børn passeret de norske og ligger i midten af læseundersøgelsen. Danmark ligger også i midten hvad angår antallet af bøger og aviser i hjemmet samt børnenes egen lyst til at læse. Og Danmark ligger i top, når det drejer sig om børneudlånene på bibliotekerne. Så I når det altså.

Ingvar Lundberg har andre plastre til de danske læreres sår. Der er større afstand mellem tale- og skriftsprog i Danmark end i Sverige og Finland.

Børnene i Sverige og Finland lærer mere i børnehaveklassen og kan ofte læse, når de kommer i skole. Det skyldes en stærk læsekultur i Sverige og Finland, som blev grundlagt i 1684 med kirkelovens påbud om almen læsefærdighed. Loven lagde ansvaret på husbond for, at alle i hans husstand fra børn til tjenestefolk kunne læse, og hvert år blev de overhørt af præsten. Uden godkendte resultater havde den voksne ikke adgang til hverken nadver eller ægteskab. Først fra 1842 fik Sverige egentlige skoler.

De ældste danske skoler var knyttet til domkirkerne. Her lærte eleverne latin, og hvad de ellers havde brug for som præster. Efter reformationen blev skolerne ført videre som latinskoler. På Christian den IV's tid blev der i landsbyerne oprettet skoler, som bønderne selv betalte. I 1721 befalede Frederik den IV, at der skulle bygges skoler på alle hans godser - de såkaldte Rytterskoler. I 1739 blev der indført skolepligt: drenge skulle have undervisning mindst tre måneder om året. Den første danske skolelov kom i 1814, og den fastsatte syv års undervisningspligt for alle børn. Omkring midten af 1800-tallet havde alle i Danmark efterhånden lært at læse, men læsestoffet var beskedent.

Menigmand læste biblen og nogle få opbyggelige skrifter. Først fra 1880 udviklede læsemængden sig i takt med den ny trykketeknik, og alment læsestof blev nu almanakker, aviser, ugeblade og billige udgaver af klassikere. Den moderne skønlitteratur (Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær, Henrik Pontoppidan, Herman Bang, Johannes V. Jensen) blev kun læst af en lille kreds af akademikere og kunstnere.

Charlotte Bach er freelancejournalist.

Fra den engelske gesandt i Danmark Robert Molesworths værk 'En beskrivelse af Danmark som det var i året 1692'.

Som afslutning vil jeg bemærke, at jeg aldrig har kendt mage til land, hvor folkets sindelag i den grad er af ensartet kaliber og højde som her.

Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen, der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fantaster. Alle er nogenlunde ens. Hver især holder sig på middelmådighedens slagne vej, der her i landet hverken er den bedste eller den dårligste, uden at dreje til hverken højre eller venstre. Men jeg vil dog tilføje den ene rosende bemærkning, at det jævne folk gennemgående kan læse og skrive.