Jamen, står det i virkeligheden så ringe til med læsningen i de danske folkeskoler?

Den replik hører man tit rundt omkring. Svaret må blive: Ja, det bliver faktisk ringere og ringere. Forstået på den måde, at procenten af dårlige læsere gradvist vokser.

Det har den i hvert fald gjort de sidste 30 år. Forskerne kalder det 'trykseksten-effekten'.

Da man i 1966 for første gang lavede landsdækkende, standardiserede test på danske skolebørns læsefærdigheder, fik man således en blød bue i koordinatsystemet.

Altså- langt de fleste børn var dengang mellemgode læsere, kun få var meget gode eller meget dårlige.

Men da man fulgte op med nye prøver i 1973 og 1984, fik kurven et ordentligt trykseksten og lignede nu nærmest puklerne på en kamel.

Med andre ord - de mellemgode læsere er mere eller mindre forsvundet ud af historien, i dag er et barn enten en god eller en dårlig læser.

Tendensen blev bekræftet af den internationale læseundersøgelse fra 1994 og Nordlæs-undersøgelsen fra i år.

Vi ved nu, at hvert fjerde barn i 3. klasse er en dårlig læser. I Sverige er det ni procent. I Finland er procenten helt nede på to.

- Den store spredning mellem gode og dårlige læsere er stik imod hensigten, for er der noget, der har kendetegnet pædagogikken i Danmark de sidste 30 år, er det netop lighedsfilosofien, siger forskningsprofessor ved Københavns Universitet, Carsten Elbro.

Enkelte råbte op

Det er da også en udvikling, der er sket 'bag om ryggen' på al skolefolket, mener Lene Møller, der har været folkeskolelærer gennem stort set hele perioden. Nu er hun lektor ved Frederiksberg Seminarium.

Enkelte forskere har undervejs forsøgt at råbe vagt i gevær, men de har ikke råbt højt nok. For eksempel Mogens Jansen og Svend Kreiner, Danmarks Pædagogiske Institut.

De konkluderede i 1986 i forskningsrapporten 'Hvor meget dårligere eller bedre læser børn i dag - en undersøgelse over læseniveauet i 2.-5. klasser for årene 1976-84, sammenstillet med tidligere år':

'Hvordan man får givet de nu ikke mange, men for mange (og flere end før) svagere fungerende læsere bedre vilkår, er en opgave, skolen næppe kan se bort fra.'

'Ser man på emnet fra en samfundsorienteret synsvinkel, hvor man interesserer sig for, om eleverne 'er blevet dårligere eller bedre læsere', må det konstateres, at trykseksten-tendensen fortsætter.'

'For samfundet kan den stigende polarisering i læsekompetence meget vel vise sig at blive overordentligt bekymrende - nemlig hvis den fortsætter efter de her undersøgte klassetrin.'

Men opråbet satte sig tilsyneladende ikke igennem i den pædagogiske debat. Lene Møller deltog i adskillige læsekonfenrencer op gennem 80'erne, og det var hendes klare indtryk, at 'i Danmark har vi verdens bedste læsere'.

Det viste sig så bare at være 'en halv vind'. For Lene Møller var den store 1994-undersøgelse som at blive 'revet ud af tornerosesøvnen'.

En række forskere og seminarie- og folkeskolelærere er blevet bedt om at give tre grunde til, at det er gået, som det er gået.

Det kom der vidtforgrenede svar ud af, blandt andet afhængig af, om de tilhører den ene eller den anden af de to herskende læsepædagogiske skoler, der nidkært har bekriget hinanden gennem hele århundredet: elementmetoden eller helhedsmetoden.

Firkantet sagt tror de første på, at børnene skal lære at stave og læse, før de kan forstå, mens de sidste tror på, at børnene har nemmest ved at lære at læse og stave, når de først har forstået tekstens indhold.

Lægger man alle svarene sammen og klipper en hæl og hugger en tå, så tegner der sig et mønster, som kan være et bud på en forklaring.

Det står slet til i de danske skoler med læsningen, fordi:

- Opgøret med den traditionelle læseundervisning, der satte ind omkring 1970, er slået fejl.

- Lærerne er for dårligt uddannede i læsepædagogik, hvilket i sidste instans skyldes, at der aldrig på et dansk universitet har været et professorat i emnet.

- Danske børn, som næsten alle har gået i institution i hele deres småbørnsliv, er umodne, når de begynder i skolen.

- Det danske skolesyn vægter det menneskelige element højere end det faglige.

Vi tager disse fire punkter i nummerorden:

I efterkrigstiden underviste lærerne i læsning efter velkendte og godt gennemprøvede undervisningsmaterialer (eksempelvis 'Ole Bole' fra 1927, genoptrykt igen og igen), som de selv i sin tid var blevet undervist efter. Ofte var disse læsebøger skrevet af erfarne lærere.

Den faglige fortrolighed var således stor, stadfæstet, som den var, i en solid tradition. Men traditionen kom i modvind fra slutningen af 1960'erne.

- Læsebøgerne handlede om so og sø og ø og ål, og det virkede gammeldags, når vi nu ikke længere levede i et landbrugssamfund, siger Carsten Elbro.

- Man droppede derfor disse læsebøger, men dermed droppede man også den pædagogiske håndsrækning, der lå i dem. Man sluttede, at så var pædagogikken nok også gammeldags.

Bøger fik nyt indhold

Der skulle nye undervisningsmaterialer til, og de begyndte at se dagens lys i 1970'erne. Det var socialrealistiske tekster, hvor der optrådte ord som altan, demokrati og folketing i stedet for ø, sø og so.

Lene Møller var med til at lave nogle af de nye materialer.

- Vi var kritiske over for teksterne i 'Søren og Mette', for eksempel. Vi mente, at 'se en ål i en sø' var kunstigt sprog, som ikke sagde børnene noget. Men vi tog fejl. 'Se en ål i en sø' er en sætning, den har et indhold, især hvis den støttes af en illustration, siger Lene Møller.

De store skolebogsforlag så imidlertid røgen og producerede nu læsebogssystemer, der vægtede det indholdsmæssige frem for det sproglige.

Bøgerne blev emneorienterede, nærmest orienteringsfaglige, uden den systematik og progression i ordstoffet, som havde kendetegnet de gamle læsebøger, der i løbet af 1980'erne blev udkonkurreret af de nye systemer.

- Vi overskred nok en tærskel, da vi troede, at de kontekst-baserede tekster var tiltrækkelige, siger Lene Møller.

Skiftet fra de sprogorienterede læsebøger til de emneorienterede gik hånd i hånd med en generel pædagogisk holdningsændring i retning af, at børnene skulle have en 'blød' start på skolegangen, der vægtede det motoriske, kreative og oplevelsesmæssige frem for det sure slid med læseindlæring.

Det var nu ikke længere så vigtigt, at børnene kunne bogstaverne til jul i første skoleår. Det var okay, hvis de først kunne læse efter sommerferien, og næsten umærkeligt blev denne grænse ad åre flyttet længere og længere op i systemet.

- Skredet var ikke planlagt. Det skete bare. Der var ingen målsætning for læsningen, heller ikke i ministeriets læseplaner, siger Lene Møller.

Skredet blev legitimeret af en holdning, der sagde 'det gør ikke noget, at læseindlæringen går langsomt, for det er gavnligt for de svage', tilføjer Lene Møller.

Mogens Jansen kalder denne holdning for en misforståelse eller en teoretisk kortslutning. Man gav de pædagogiske landvindinger inden for specialundervisningen almen gyldighed, og det var ikke hensigtsmæssigt.

- 'Det kommer nok'-holdningen opstod, fordi man overførte den lange tid, specialklasseelever skal have, til at gælde for alle. Det var forkert. Stof som læsning, der skal indlæres, kommer ikke af sig selv, siger Mogens Jansen.

Det virkede ikke

Operationen lykkedes, men patienten døde, som man siger. Læsepædagogikken blev moderniseret, men det virkede ikke. Tværtimod kom der flere dårlige læsere ud af projektet, uden at ret mange rigtig opdagede det.

Lærerne var ikke fagligt klædt på til skiftet fra elementmetoden til helhedsmetoden, siger Lene Møller.

Hun mener, at mange af de pædagogiske slogans fra 70'erne i dag er degenereret til klicheer, og at det nu er nødvendigt at tænke om.

- Et af de vigtigste kompetencemål i folkeskolen er læsning, og derfor må læseindlæringen have hovedopmærksomheden i de små klasser, siger Lene Møller.

Hun mener, ligesom flere andre af de adspurgte, at når læsningen i den grad er kommet på glatis herhjemme, skyldes det dybest set fraværet af et egentligt forskningsmiljø omkring læsepædagogik. Et sådant miljø ville have opfanget signalerne og standset nedturen.

Men det findes ikke. Der er kun ganske få forskere på Danmarks Lærerhøjskole, der blandt andet tager sig af læsepædagogik, og på Danmarks Pædagogiske Institut laver forskerne kun læseundersøgelser, når de bliver bestilt til det.

Der er ikke noget fag på universitetet, der hedder læsepædagogik. Der er end ikke en disciplin i danskfagets studieordning, der hedder læsning.

Carsten Elbro er faktisk danmarkshistoriens første professor i læsning, og han er åremålsansat fra 1992 til 1997.

Det betyder, at seminarielærerne ikke har nogen egentlig uddannelse i læsepædagogik. Et emne, som i øvrigt har ført en marginaliseret tilværelse i læreruddannelsen i mange år.

Pædagogikken glider ud

Med læreruddannelsesloven fra 1966 kunne den studerende ganske vist vælge at få 110 timers undervisning i begynderundervisning, hvoraf cirka halvdelen af tiden var afsat til læsepædagogik - det såkaldte speciale A.

Men de fleste studerende valgte speciale B (undervisning af de større børn) eller speciale C (specialundervisning), og i 1982 blev ordningen med de tre specialer afskaffet. Læsepædagogikken gled nu endnu længere ud i periferien.

Hvorfor det alt i alt ikke er så underligt, at lærerne ikke har været klædt på til moderniseringen af læseundervisningen.

Fraværet af systematisk grundforskning i læsning giver desuden den verserende metode-diskussion et lettere anstrøg af hysteri. Den synes mere at basere sig på tro og ideologi end på videnskab.

Som Lene Møller siger:

- Jeg ville ønske, at man holdt op med opgørene på metode-planet og i stedet satsede på at opbygge en solid tradition for læseforskning. Som det er nu, bliver det let en gang pingpong, hvor lærerne hverken ved ud eller ind. Ikke ved, om det nu også er skadeligt for børnene at lære bogstaver eller ej.

Erik Håkonsson, lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, forklarer det historiske fravær af et professorat i læsepædagogik således:

- Læsning vedrører en befolkningsgruppe, der ikke har politisk interesse, nemlig børn. Spørgsmålet bliver først uddannelsespolitisk interessant, når samfundet har brug for, at 'alle' borgerne lærer at læse. Hvilket først er tilfældet i netop disse år.

Overvægt af humanisme

En modernisering af pædagogikken, der ikke lykkedes på læsningens område på grund af manglende specifik viden, synes at være en sandsynlig forklaring på den uheldige polarisering mellem gode og dårlige læsere i de danske folkeskoler.

Men der er enkelte af de adspurgte, der går videre end det. Lars-Henrik Schmidt, direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, peger på, at det danske skolesyn per tradition vægter det humanistiske element højere end det faglige.

Erik Håkonsson giver ham ret, for så vidt som den danske oplysningstradition fra Grundtvigs dage altid har bygget på 'frivilligt engagement'. I nyere tid har pædagogerne videre ment, at barndommen skulle beskyttes mod 'forældrepres'.

Steen Larsen, lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, sætter af fra en anden kant. Ud fra et neurologisk udgangspunkt mener han, at den voldsomme 'institutionalisering' af småbørnslivet, der er sket i Danmark gennem de sidste 30 år, har medført, at børnene basalt set er 'funktionshæmmede', når de kommer i skole. Hvilket selvsagt går ud over læreprocesserne.

Også Mogens Jansen peger på det ændrede socialisationsmønster som en mulig medvirkende årsag til faldet i læsefærdigheder. I og med at børnene ikke længere har den samme kontakt med deres forældre som før, får de heller ikke i samme grad formidlet voksne normer og værdier som for eksempel flid.

De pressede forældre

Det er et - måske surt - slid at lære at læse, men mange af børnene er sig ikke bevidst, at det er nødvendigt for at klare sig i tilværelsen.

Lærer Thorkel Hyllested, Tjørnegårdskolen i Roskilde, nikker genkendende til problemet med den svigtende forældreopbakning. Efter hans erfaring mangler mange af børnene simpel 'videbegærlighed'. De er 'understimulerede'.

De ved ikke, at det er 'fedt' at læse, så hvorfor lærer det? De tror, de kan følge med bare ved at se fjernsyn.

- Enhver professionel lærer ved, hvor vigtig forældrenes opmuntring er for børnenes læreprocesser. Men ofte bakker de kun i alt for ringe grad op om deres børns skolegang, siger Thorkel Hyllested.

- De tror, at læring er en vare, man kan købe i skolen. Det er det indtryk, de får i medierne, hvor politikerne udbasunerer, at det alene er skolens ansvar at lære børnene at læse.

Birgit Christensen, der gennem et langt liv har været klasselærer for femten 1. klasser og nu giver kurser i læsepædagogik for lærere på seminarier og Danmarks Lærerhøjskole, mener ligeledes, at forældrenes manglende tid til børnene er en medvirkende årsag til polariseringen i læsestandpunkt.

Hun bygger, i lighed med Steen Larsen i øvrigt, sin analyse på en læseforståelse, der siger, at man ikke kan lære børn at læse, men børnene kan lære sig at læse, lige som de lærer sig at gå, tale og cykle.

Det er et spørgsmål om træning, men hvis der kun trænes i skolen, bliver det ikke til så meget.

- I mange hjem er der ikke ret meget tid, og den smule tid, der er, bliver ofte brugt på fjernsyn, også af forældrene, siger Birgit Christensen.

- Nogle forældre har øje for det problem. De slukker for skærmen og taler og læser med deres børn i stedet for. Og deres børn bliver dygtige læsere med raketfart. De andre, derimod, står i stampe. Deraf blandt andet polariseringen.

For Thorkel Hyllested er læring og opdragelse så komplicerede størrelser, at der ikke gives enkle svar. Heller ikke på, hvorfor der er sket en så markant polarisering mellem gode og dårlige læsere i de danske folkeskoler gennem de sidste 30 år.

Men vi har dog gjort forsøget.