En skole er en mikroby. Børn skal lære at arbejde sammen. De skal være i relation og i konfrontation med andre, som man er det i en by.

Arkitekt Herman Hertzberger fra Amsterdam har bygget flere mikrobyer i Holland. I forrige uge fortalte han om hovedideerne i sine skolebygninger på Arkitektskolen i Århus.

Skæve planer, trapper til at sidde på og arbejde på, så børnene bliver både aktører og publikum for andre børns liv. De kan se hinanden. Masser af dagslys. Masser af glas, så alle kan se ind i skolen, og skolens folk kan se ud på omgivelserne og drage omgivelserne med ind i skolen. Det er nogle af hans hovedteser.

Skolen skal ikke være hegnet ind. Den skal kunne bruges af andre også, for eksempel af kvarterets børn. Og så må der gerne være små platforme, siddesteder, hylder til ophold. Når Herman Hertzberger tegner et rækværk, er det udformet, så man også kan sidde på det. Desuden skal der altid være bænke langs et hus, mener han.

- Eleverne skal ikke altid blot kunne gå den hurtigste vej hen til et rum. De har godt af at blive ledt igennem skolen, så de kan se, hvad de andre foretager sig.

På en skole fra 1960'erne har han konstrueret en firkantet betonblok på 1,60 gange 1,60 meter. Den kan ikke flyttes, men børnene kan tegne på den, arbejde ved den, hænge på den og kravle på den. På samme skole har han konstrueret en 'negativ' af blokken - altså et firkantet hul. Hullet er fyldt op med små trætaburetter, man lige kan tage op. Man kan sidde på taburetterne, og man kan sidde på kanten med benene i hullet. Her kan en gruppe arbejde koncentreret sammen.

Hans materialer har ofte været de billige gasbetonsten både til legeplads, flerfunktionelle rækværk og bænke samt til selve skolebygningen.hela