Kristian Ravn

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har mistet en god kollega på Karensmindeskolen i Støvring. Kristian blev 40 år. Han døde lørdag den 12. september.

Alle vidste, hvor det bar hen, men alligevel er det svært at være helt forberedt på omfanget af så tragisk et budskab.

Det var med tunge hjerter, vi samledes mandag morgen - lærere og elever - for at mindes et menneske, vi alle holdt af.

Det var en stor glæde, at Bitten havde overskud til at komme og være sammen med os. Vores tanker går nu til hende, Kasper, Maria og Thomas.

Kristian svandt ind for øjnene af os. Han var optimistisk gennem det meste af sit sygdomsforløb, men leverkræft fik til sidst så stor magt, at hans legendariske jernvilje ikke længere slog til.

500 børn og 45 lærere mindedes en elsket lærer, ven og kollega. Smukke mindeord, et minuts stilhed og afsyngning af Kristians yndlingssalme 'Dejlig er jorden'.

Vi kan ikke forstå, at vi ikke mere skal høre hans sang eller buldrende latter. Vi kan ikke forstå, at vi ikke mere skal nyde godt af hans store musikalske formåen.

Heldigvis har vi mange gode minder, som er med til at hjælpe os gennem sorgen og tabet af et meget aktivt, musisk, kreativt og levende menneske.

Æret være Kristians minde.

Kollegerne

på Karensmindeskolen i Støvring