Klar til konflikt

Strejkeforberedelsen og mediemaskinen er sat i gang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Målet er et aftaleresultat. Men foreningen er også klar til kamp.

Ud over at sætte gang i alle de praktiske forberedelser til eventuelle blokader og strejker forbereder man sig også på kampen om den offentlige mening.

Sådan som Kommunernes Landsforening og Finansministeriet farer frem, er en konflikt en realistisk mulighed, sagde Hvidovre-lærernes formand, Flemming Ernst.

- Og hvis vi skal vinde, er det vigtigt med opbakning fra elevernes forældre og fra den øvrige befolkning, sagde han og foreslog, at foreningen afsatte de nødvendige midler til at samarbejde med en medievirksomhed.

- Vi skal have professionel hjælp til at kapre dagsordenen, og det kan jo være vanskeligt selv i vores eget fagblad, sagde han og kritiserede, at Folkeskolen- i nummeret før kongressen - havde bragt en større artikel om, hvordan lærere og pædagoger arbejder sammen i Sverige.

Måske et samarbejde

Efter et møde gav hovedstyrelsen sin enstemmige tilslutning til forslaget. Samarbejdet med en medievirksomhed skal følges af en referencegruppe, hvor både hovedstyrelsen og kredsformænd er med.

Anni Herfort fortalte, at hun allerede inden kongressen havde drøftet noget lignende med andre underviserorganisationer, og at der derfor måske kunne arbejdes sammen om et initiativ.

- Det angreb på vores arbejdstid, der er i gang nu, kommer til at ramme hele uddannelsessystemet i næste omgang. Og derefter går man efter arbejdsbetingelserne i hele det offentlige område, sagde hun.

Helen Sørensen fra Herning havde ikke meget lyst til at hjælpe kommunerne med at klare budgetproblemerne ved at give dem lejlighed til at spare et par måneders lærerlønninger i foråret, fordi der blev strejket.

- I stedet for skal alle- både centralt og lokalt - være parate til med meget korte varsler at holde møder på de helt rigtige tidspunkter. Vi skal bruge en græsrodsstrategi til at vise vores modparter, at DLF er en meget effektiv organisation på alle niveauer og i alle situationer, sagde hun.

Kongresvedtagelse

Konfliktberedskab:

Beredskabet skal udformes sådan, at det også kan indgå i en samlet planlægning af aktionsmuligheder for de øvrige lønmodtagerorganisationer på de offentlige arbejdsgiveres område.

Hovedstyrelsen vurderer løbende forløbet af aftale- og overenskomstforhandlingerne. På baggrund heraf træffer hovedstyrelsen beslutning om, hvilke aktiviteter der skal iværksættes. Hovedstyrelsen koordinerer aktiviteterne, så centrale og lokale aktiviteter støtter og supplerer hinanden.

Hovedstyrelsen bemyndiges til at udtage konfliktsteder og til at træffe beslutning om afsendelse af konfliktvarsel, jævnfør hovedaftalens paragraf 5, stykke 2.

Følgende elementer kan indgå i konfliktberedskabet:

Arbejdsstandsning for overenskomstansatte medlemmer af Danmarks Lærerforening.

Blokade af stillinger.

Faglige møder uden for arbejdstiden.

Demonstrationer.

Støtte til andre organisationer, der er i konflikt i forbindelse med aftale- og overenskomstforhandlinger.

Informations- og agitationsmaterialer i forhold til medlemmer og offentlighed.

Aktiviteter, der styrker medlemssammenholdet.