Foreningen står stærkere

En enig kongres gav formanden et stærkt forhandlingsmandat

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en træt, men tilfreds formand, der torsdag aften i sidste uge takkede de delegerede for to gode kongresdage i Kolding.

Indholdet i vedtagelser og resolutioner viser, at de delegerede har givet Anni Herfort den bedst tænkelige opbakning, inden der skal tages fat på de egentlige overenskomstforhandlinger.

Udgangspunktet var lærernes alsidige skolehverdag. De mange meldinger fra de ofte aktive medlemsmøder op til kongressen havde afsmittende effekt. Og kongresarbejdet bestod så i at 'oversætte' skolehverdagens udfordringer til overenskomstkrav, så Anni Herfort kan stå stærkest muligt.

Den opgave blev løst.

Vil ikke have ny løn

- De tilbagemeldinger, vi har fået om ny løn, viser, at lærerne er skeptiske. Hovedstyrelsen foreslår ikke, at foreningen stiller krav om overgang til ny løn, sagde Anni Herfort allerede i sin indledende tale.

Og kongressen var enig. Selv om det kan give problemer, at over halvdelen af de kommunalt ansatte er skiftet til ny løn, og at lærerne ikke er med, så vil foreningen ikke kræve overgang til ny løn. Kravet må altid være, at lærere og børnehaveklasseledere aflønnes efter et system, der passer til arbejdet i folkeskolen, fremhævede formanden.

- Men vi skal være forberedt på, at arbejdsgiverne stiller kravet, understregede både Anni Herfort og fagligt udvalgs formand, Stig Andersen, flere gange.

Den politik tilsluttede kongressen sig. Så selv om arbejdsgiverne kommer med kravet om ny løn, kan Anni Herfort blive ved forhandlingsbordet.

Men hun vil bombardere modparten med krav om, at udgangs- og slutpunktet skal være en lønform, der tager højde for skolens formål og for lærernes muligheder for at arbejde sammen om at realisere målene.

Arbejdstid kan ændres

'Danmarks Lærerforening er indstillet på at medvirke til ændringer i arbejdstiden', hedder det i en resolution fra kongressen.

Men arbejdsgiverne skal ikke glæde sig for tidligt. For man sagde samtidig massivt nej til forringelser af lærernes arbejdsbetingelser. Medlemmerne skal ikke betale for, at der kommer flere elever i skolen.

'Vi afviser på det skarpeste udspil fra arbejdsgiverne, der har som mål at anvende lærernes overenskomstmidler til at løse kommunale budgetproblemer', sagde en enig kongres.

Hvis der skal ændres i arbejdstidsaftalerne, skal det være, fordi det kan fremme en pædagogisk udvikling, lød argumentationen. 'Et højt fagligt niveau sikres, når lærerne både har tid til forberedelse og efterbehandling af undervisningen, samt til arbejde i team', står der i resolutionen.

Kongresreportage

Andrea Bak, Karen Ravn

og Thorkild Thejsen

Foto: Kirstine Theilgaard