Det, der kommer ud

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvert år ryger der alt for meget ud i toilettet, som slet ikke hører til der. Derfor har Lynettefællesskabet I/S, der driver renseanlæggene Lynetten og Damhusåen, udsendt hæftet 'Småt og stort og spildevand'. Formålet er at få eleverne til at tænke over, hvad de smider i toilettet. Det kan godt være ret ulækkert, som der står i hæftet. Man kan for eksempel læse, at der i Storkøbenhavn hver dag bliver produceret 180 tons afføring og 1.800 tons urin. Herefter følger man 'det små og stores' videre vej gennem renseanlægget, og der gives en beskrivelse af, hvordan natmanden i gamle dage tog sig af natpotter og lokumstønder. Problemerne med at få renset spildevandet, og hvordan et renseanlæg virker, kan man også læse om i hæftet, og endelig er der en liste over, hvad der må komme i wc'et, og hvad der skal i affaldsspanden.

Lynettefællesskabet I/S er ejet af otte kommuner: Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre, København, Lyngby-Taarbæk og Rødovre. 'Småt og stort og spildevand' vil inden efterårsferien blive sendt ud til skolerne i disse kommuner.

Yderligere information kan fås hos Lynettefællesskabet på telefon 3157 3232.