Et mødested for lærerstuderende

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu kan studerende ved Nørre Nissum Seminarium følge med i, hvordan kommende lærere på Vordingborg Seminarium har koblet faget almen didaktik med natur/teknik, de lærerstuderende kan mødes og diskutere, hvordan man tilrettelægger undervisning, når man er i praktik, og udveksle erfaringer fra de første møder med børnene. Det sker på Internetadressen www.laererstuderende.dk. Hjemmesiden for Danmarks Lærerstuderende, der har den nu færdiguddannede lærer Morten Therkildsen fra Roskilde som bagmand.

'Dengang jeg læste til lærer, var det faktisk kun, hvis man var med i De studerendes Råd, at man havde kontakt med studerende ved andre seminarier. Egentlig startede jeg min hjemmeside som en slags oprør over nogle ting, der ikke kørte, som de skulle', fortæller Morten Therkildsen, der siden har udvidet aktiviteterne på Nettet betydeligt. Ånden på de lærerstuderendes hjemmeside er, at man skal yde for at kunne nyde. For eksempel er hjemmesiden forsynet med en opgavecentral, hvor man kan læse om eksamensopgaver og projekter i alle uddannelsens fag fra seminarier over hele landet. Men for at kunne downloade selve opgaveteksterne skal man først selv lægge en opgave på Nettet. Morten Therkildsen forsøger også at opbygge en artikeldatabase, hvor lærerstuderende kan få afløb for deres skrivekløe og skrive indlæg om relevante emner. Morten Therkildsen er bidt af Nettet og styrer stort set den omfattende hjemmeside alene, men han håber, at en stadig større del af arbejdet langsomt, men sikkert, bliver overtaget af lærerstuderende.

Hjemmesiden har i øvrigt intet med Lærerstuderendes Landskreds (LL) at gøre - men der er link fra LL's hjemmeside www.llkreds183.dk til www.laererstuderende.dk - og omvendt.