En ven hjælper, når nogen driller

Man kan have mange venner, men der er altid én, der er den bedste

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En god ven - det er ham her', siger Matthias Jensen og slynger armene om Tore Rohde, der sidder ved siden af ham.

Så nemt er det.

4.a fra M.C. Holms Skole i Nykøbing Mors har også let ved at sætte ord på, hvad en god ven er. Det er én, der er god over for én, som ikke lyver, ikke går fra én, og som hjælper, hvis nogen driller. Det er én, man leger godt med, og som man kun sjældent bliver uvenner med.

'Hvis man er ved at blive mobbet, og han så hjælper mig med at stå imod, så er han en god kammerat', siger Frederik Kærsgaard Drejer.

'Ja, eller hvis man er væltet på cykel, og han så trøster', siger Brian Kristensen.

Frederik mener, at alle drenge i klassen er gode venner, men Michael Lang Knudsen siger, at han også er ven med pigerne.

Drengene taler lidt om, at man bliver drillet, hvis man leger med piger, så er der altid nogen, der siger, at man er kærester. Det er lidt irriterende.

'En god ven kunne aldrig finde på at drille, så jeg har udelukket et par af drengene. Ingen skal drilles', siger Michael og fortæller, at han engang blev drillet af nogle i en anden klasse, fordi de mente, han gik i pigebukser og med blusen nede i bukserne som en pige.

'Det var nogle blå bukser, og jeg har det samme par i røde. Men vi talte om det i klassen efter drilleriet, og dagen efter sagde min mor, at de røde bukser skulle være en prøve på, om det havde hjulpet. Så jeg tog de røde bukser på i skole, og da var der ingen, der drillede'.

Venner kan godt drille, mener de andre, men man bliver hurtigt gode venner igen.

'Gode venner kan godt være pisse-uvenner og bagefter lege sammen igen uden at have sagt undskyld eller have talt om det. Fordi de er gode venner', mener Brian.

Man kan også godt finde på at sige, at man aldrig mere vil lege med én, men hvis man er gode venner, så er det bare noget, man siger, fordi man er sur lige nu.

To af drengene fortæller, at de blev meget uvenner den anden dag hjemme hos den ene af dem. Han sagde, at den anden skulle gå hjem, og bagefter ringede den andens mor og skældte ham ud, og så ringede hans mor og skældte den andens mor ud.

'Og vi havde fundet ud af det og var gode venner igen, men nu må vi ikke lege sammen et stykke tid, fordi forældrene ikke vil have det'.

'Det er dumt, når forældrene blander sig - faktisk'.

'Det gør lærerne også'.

Drengegruppen er enige i, at det altså ikke er så smart af de voksne.

Man skal slet ikke mobbe

'Jeg er blevet mobbet, fordi jeg er kraftig, så sagde de, at jeg var tyk, men jeg lader, som om jeg ikke hører det, så holder de op. Men jeg bliver da ked af det', fortæller Morten Bülow Bladt.

Maria Boll Hansen kan også fortælle, at hun er blevet mobbet på grund af sit efternavn.

'Så går de rundt og siger 'bolle', og det er ikke sjovt'.

Morten mener, at drille er for sjov, men at mobbe er alvor, fordi det er noget, der gør én ked af det.

'Det dur heller ikke, hvis man mobber dem, der mobber. Man skal slet ikke mobbe', mener Birgitte Villadsen.

Der er ingen begrænsning for, hvor mange gode venner man kan have, siger alle børnene. Men - der er altid én, der er den bedste.

Gode venner kan findes i klassen, derhjemme i nabolaget, eller de kan regelmæssigt komme på besøg for eksempel hos naboen, der er deres farmor, og så kan man lege med dem, når de er dér.

'Jeg har fået en god ven fra campingpladsen, hvor vi var på ferie. Han er fra Thisted, og vi er pennevenner nu', fortæller Andreas Kristensen.

Kristian Davidsen mødte i sommer nogle drenge, der blev hans gode venner, på Langelandsfestivalen.

'De spillede fodbold uden for vores telt, så talte jeg med dem, og senere, da deres bold forsvandt, fandt jeg den til dem, så spillede vi fodbold sammen, og jeg skal da nok se dem igen'.

Måske siger man undskyld

Hvis man bliver uvenner eller kommer op at slås, så kan det godt gå over igen efter et stykke tid. En uges tid for eksempel, fortæller flere af drengene.

Enten siger man undskyld, eller også glemmer man det efter nogle dage.

'Tidligere har vi slået meget, hvis vi blev uvenner, men nu har jeg lige taget mig sammen og ikke slået, men talt med ham, jeg blev uvenner med, og så sagde han undskyld', fortæller Kristian Davidsen.

Hvis man ikke kan løse det selv, kan man gå til læreren, mener han.

Børnene fortæller, at de altid taler om det, hvis der er problemer i klassen.

'Ja, alt bliver taget op her', lyder det med træt mine fra én.

Når man skal finde ud af, hvad man skal lege, kan man slå 'sten - saks - papir' eller bruge 'pæren blinker', fortæller børnene. Man foreslår en leg, og de andre siger 'rød', 'gul' eller 'grøn', afhængigt af om de har lyst til legen eller ej.

'Hvis man er en stor gruppe, og fem vil lege én leg, mens fire-fem andre helst vil lege en anden leg, så kan man bare dele sig', mener Kristian Davidsen. Men det er Sonny Haack og Andreas Kristensen bestemt ikke enige i.

'Sidst det var sådan, gik jeg hjem'.

'Jeg synes ikke, vi skal dele os, vi skal lege noget sammen alle sammen'.

En god ven er én, der trøster én, hvis man er væltet på cykelPiger leger kun med piger. Drenge leger mest med drenge. Ellers kommer vi op at slås