Vi har en skolelov, som lægger vægt på det udvidede undervisningsbegreb, som sætter eleven i centrum, og som i det hele taget sigter på, at vi skal arbejde fremtidsrettet med børnene.

Loven er blevet fulgt op af F2000, som skal sikre, at loven implementeres.

Til gengæld er den ikke blevet fulgt op af bevillinger til renovering af skoler og investeringer i en fremtidsbaseret arkitektur, som kan understøtte de mange forskellige aktiviteter, der udspiller sig i lokalerne, når der undervises efter lovens hensigt med det udvidede undervisningsbegreb.

Hertil kommer, at loven har medført stigende klassekvotienter i børnehaveklasserne.

Da bemærkningen til 1993-loven faldt ud om, at der ved det 23. barn skulle tilbydes medhjælp eller deling af klassen, henvendte Børnehaveklasseforeningen sig til den daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen og udtrykte bekymring for, at det ville resultere i stigende klassekvotienter ude i kommunerne. Ministeren svarede, at han havde tiltro til, at kommunerne ville handle ansvarligt. Underforstået holde de daværende klassekvotienter.

Historien har med al mulig tydelighed vist, at han tog fejl.

Vi har dem nu. De store børnehaveklasser med 27-28 børn. Det betyder færre kvadratmeter per barn, hvilket øger risikoen for flere interessekonflikter mellem børnene, mere støj og dermed en højere grad af stress. De motorisk urolige børn kommer nemmere ud af lod og vater. Resultatet er sociale konflikter.

Den enkelte børnehaveklasseleder skal mentalt rumme flere børn og forholde sig til dem som enkeltindivider. Hun skal give dem den anerkendelse og spejling, som opbyggelsen af et godt selvværd fordrer. Derfor skal hun medvirke til, at de i deres hverdag føler sig set, nødvendige og værdifulde. Desuden skal hun give dem udfordringer på det personlige og det læremæssige plan.

Hun skal udvikle de sociale og sproglige kompetencer hos det enkelte barn og understøtte dets evne til at foretage selvstændige valg. Når barnet dukker op i børnehaveklassen, har man for en del børns vedkommende det indtryk, at valg er karakteriseret som fravalg. Nu skal det også lære at vælge til.

Hun oplever nemlig stadig, at nogle forældre og pædagoger i dagpasning og skolefritidsordning lader selvforvaltningen råde med det resultat, at nogle børn mangler de forudsætninger, som er nødvendige for at indgå i børnehaveklassens forpligtende lege- og læremiljø og især i klassefællesskabet.

De børn, der kommer i skole uden at have bagagen fuld af selvværd, selvtillid, sproglig og social kompetence, vil være dem, der belastes hårdest af de stigende klassekvotienter. Hvis ikke trygheden skabes i de første år i skolen, vil der ikke blive energi tilovers til at bevare nysgerrigheden og lysten til at lære at lære. Vigtige faktorer i forhold til at videreudvikle barnets livsduelighed.

På det sidste er der mange, der har haft en mening om problemet med høje klassekvotienter - også politikere - men desværre varede debatten kun nøjagtig så længe, som de elektroniske og skrevne medier så en god historie i at beskæftige sig med emnet.

Jeg ser frem til, at politikere vil tage ansvaret for at tage sagen op i Folketinget, for det er der, den hører hjemme. Imens debatten raser, sker der nemlig ikke andet, end at sarte børn mistrives.

I skolen skal man træde varsomt. For der bliver mennesker til!

Lise Buhr er børnehaveklasseleder i Århus Kommune