Klokken er ni om morgenen på Barclay Elementary School Baltimore, USA, i én af byens fattigste kvarterer.

Klasselokalet vender ud mod en forladt og forfalden fabriksbygning. Der er stille, bortset fra lærerens skridt - og knitren fra dagens aviser. 7. klasse er i gang med erhvervssektionen for at regne ud, hvilke af dagens aktier det bedst kan betale sig at investere i. Børnehaveklassen er ved at læse op fra en bog, hvert barn får én linie. I 3. klassen ved siden af er de i gang med at lære om civilisations historie.

Barclay Elementary School i Marylands arbejderby Baltimore er blevet berømt over hele USA. Skolelederen, Gertrude Williams, har været rorgænger for et projekt, de fleste på forhånd dømte til at være sindssygt. Da Barclay i slutningen af 80'erne endte som indehaver af bundrekorden i Marylands eksamensgennemsnit og havde 20 procent af eleverne i hjælpeklasser, gjorde hun noget, der så ud som karrieremæssigt selvmord. Hun satte kravene til eleverne kraftigt

Til sine elever, hvoraf 80 procent lever under fattigdomsgrænsen, overtog Williams læseplanen fra en privatskole i en rig forstad til Baltimore. Grundideen her var gammeltysk orden, en læsemængde, der ville få en bibliotekar til at gå i gulvet og en behandling af eleverne, som om de var på kostskole i Eton. Det, der har gjort Williams og Barclay-skolen kendt, er, at ideen ser ud til at virke.

De før overfyldte hjælpeklasser er nu tyndt befolket, og Barclay ligger i dag over USAs landsgennemsnit, når det gælder karakterer.

Eleverne, hvis forældre ofte ikke kan stave til andet end deres eget navn, bliver hver morgen mødt af en smilende lærerkomité ved skolens indgangsdør. De bydes velkommen, som om de er på vej til en kongelig gallamiddag. Hver især giver de hånd til en lærer eller til skoleleder Williams. Når elevernes entré er overstået, går de langsomt til deres klasser. Det er forbudt at løbe på gangene, og selv små 1. klasse-børn vandrer rundt med beherskede skridt, hvilket får atmosfæren til at minde mere om kontorgangene i et stort firma end en byskole.

- Vi taler og opfører os som rige folk. Det er en måde at bryde den onde fattigdomscirkel på, mener Gertrude Williams.

- Børn kan meget mere, end vi tror. Som alle andre bliver de bedre og bedre, jo højere forventninger, der stilles til dem, siger hun med overbevisning i stemmen.

- Vores tilgang er, at der simpelthen ikke eksisterer ord, der hedder

Umiddelbart ser hun ud til at have ret. I 1. klasse hænger elevernes stile på tavler på væggen. 'Min mor er høj og laver småkager til mig, jeg synes hun er sød', forlyder det på en af dem. Stilene kommer dog ikke op på væggen, før de er gennemrettet, hvilket kan tage dage for de langsommere elever. Hver morgen mellem 8.15 og 8.45 er der afsat tid til retning. Er der fejl i gårsdagens opgaver, gennemgås de indtil både bogstaver, kommaer og stavning er perfekt. eksisterer ikke - i hvert fald ikke på tavlerne i klasselokalerne.

- Som mennesker har vi dovne hjerner, og uddannelse handler om at 'vække' børnene. At få så meget viden stoppet ind i deres hoveder som muligt. Med dette pensum handler det om at få børnene gjort glade for at lære. Naturligt suger de til sig, og det er vigtigt at give dem følelsen af at kunne.

Men hvad med de elever, der ikke kan klare pensum? Gertrude Williams forklarer, at hver klasse er delt op i grupper efter, hvor hurtige de er. De langsomste får mere hjælp, og har måske et mindre pensum. Og hos de yngste er der altid to lærere i hver klasse.

For at programmet skal være effektivt, skal det bruges fra begyndelsen af et barns uddannelse. Elever, der allerede har mistet gejsten, eller tillagt sig dårlige vaner, kan ikke nødvendigvis 'reddes' på Barclay. Det var også grunden til, at programmet blev indført på børnehaveklassetrin, og først derefter udvidet med et år eller to ad gangen.

Perfektionisme

Intet arbejde betragtes som færdigt, før det er korrekt; på denne måde skabes overbevisningen om, at alle kan gøre det rigtigt.

- Vi får tit at vide, at der er noget, vi kan gøre bedre. Så gør man virkelig sit yderste. Lærerne får os til at være stolte af os selv. Og så ser de ikke ned på os, vi bliver behandlet som ligeværdige, siger elever fra 5. klasse.

På Barclays gange hænger der bannere og skilte alle vegne med opmuntrende og opbyggende mottoer. 'Jeg ved, jeg kan', står der med røde fint tilklippede bogstaver i crepepapir og i grønt nedenunder: 'Jeg kan lære' og 'Ingen skal få mig ned med nakken'.

Der bliver lagt vægt på orden og struktur. Og skråskrift, der for de fleste amerikanske børn er fuldstændig ukendt, bliver øvet fra børnehaveklassetrinet. Læsning bliver prioriteret over alt andet, og der er syv timers ren læseundervisning per uge i 1. og 2. klasse.

- De grundlæggende færdigheder skal være i orden. Det, der ofte går galt, er, at eleverne bliver skubbet frem i et pensum, hvor de stadig kæmper med de basale ting som at kunne læse eller skrive, siger Gertrude Williams og tilføjer:

- Det er en effektiv måde at producere en frustreret elev på.

Gertrude Williams mødte megen modstand, da hun gik i gang med forandringsprocessen.

- Folk sagde til mig, at det var et pensum for rige børn. Og hvad så? Hvorfor skal fattige børn ikke lære det samme som rige børn, spørger hun.

Sirlighed er det, eleverne har haft sværest ved at vænne sig til, og som de udtrykker en vis irritation over. Regnestykker skal skrives ind, så der er lige langt mellem tallene, og skråskriften vækker dybe suk.

Roy på 11 klager også over, at historieundervisningen lægger mest vægt på oldgræsk mytologi.

- Før var der overhovedet ikke noget om sorte amerikaneres historie, men nu har vores forældre sagt det, og nu laver de det vist om, siger Roy.

Retssag mod forældre

Forældresamarbejdet er højt skattet på Barclay, og der bruges ikke fløjlshandsker. Forældrene er tvunget til at læse med deres børn i en halv time hver aften, hverken mere eller mindre. Og er de i den situation, at de ikke læse, skal børnene læse for dem. Gertrude Williams gik især i starten på talløse hjemmebesøg hos sine elever, fordi forældrene ikke tog skolearbejdet alvorligt nok. Og hun har sågar taget et forældrepar i retten, fordi de ikke fulgte Barclays regler om hjemmearbejde og om at møde hver dag.

- Nu er det som regel nok med en telefonsamtale. De skal ikke have noget af, at jeg kommer og besøger dem, siger Williams og griner.

Hver dag er lige så struktureret som et militærakademis. Pensum er beskrevet time for time og dag for dag, så en lærer i 1. klasse ved, at på skoleårets dag 17 skal man lære om subtraktion af tal fra et til ti. Selv måden, det skal indlæres på, er udførligt beskrevet. Nogle lærere har haft svært ved at vænne sig til det trange albuerum, men de fleste mener, at det gør arbejdet nemmere, mener David Camp, der underviser i 3. klasse:

- Andre steder får man nogle vage henvisninger om, at man skal undervise i for eksempel indianernes historie. Man bruger vanvittig meget tid på at finde det rigtige materiale, og især som ny lærer er man meget i tvivl, om det nu også er godt nok. Med Barclays program kan jeg i stedet bruge tiden til at undervise eleverne eller hjælpe dem efter skole. Pensum ligger fast, og det er bevist, at det virker, siger David Camp.

Gertrude Williams mener, at det skaber tryghed også blandt eleverne, at alle ved, hvad formålet med hver enkelt dag er.

- Der er ingen usikkerhed over, hvad forventnigerne er, siger hun.

Kritikere af Barclayprogrammet mener, at den strenge undervisning hindrer børnene i at udfolde sig kreativt, at der ikke er megen plads til personlig udfoldelse. Men det er heller ikke meningen. De basale færdigheder er ifølge Gertrude Williams væsentligere end 'al mulig undervisningsmæssig hokus-pokus.'

Det er den megen vægten af viden og respekt for eleverne, der siges at være hovedårsagen til Barclays succes. Der er langt færre disciplinære problemer end i andre offentlige byskoler, hvilket forklares med, at elever, der bliver behandlet som særligt udvalgte, vil gøre alt for at leve op til forventningerne.

Lisbet Larsen er freelancejournalist i Washington.