Vi har et ideal om en rummelig folkeskole, der medvirker til den enkelte elevs alsidige og personlige udvikling - en skole, som alle elever forlader med selvindsigt og tillid til egne muligheder. De skal også gerne forlade skolen med respekt for andre og med tillid til fællesskabets muligheder. Rummeligheden i skolen bliver ofte nævnt i forhold til at skabe plads til de bogligt svage elever i undervisningen, men det handler også om, at ressourcestærke elevers kompetencer bliver fuldt udviklet og udnyttet i fællesskabet.

Ligeværd, selvværd og tolerance handler om, hvordan vi forholder os til os selv og andre, og om der er plads til forskellighed. Som lærer må man hver dag tilgodese, at eleverne har forskellige strategier, og at en opgave kan løses på mange måder. Ved at respektere forskelligheden skaber man rummelighed og fremmer udviklingen af personlige kvalifikationer, samtidig med at alle elever føler sig medtænkt og har betydning for fællesskabet.

Folkeskoleloven rummer gode muligheder for at tilgodese den enkelte og skabe en klassekultur, hvor man bruger og kompenserer for hinandens styrker og svagheder. Som Margrethe Vestager skriver: 'En måde at opnå tolerance på er at give en ligeværdig vurdering af hver enkelt elevs kompetencer'. Men som lærer løber man jævnligt panden mod en mur af ydre rammer, som gør det svært at vurdere elevernes forskellige kompetencer ligeværdigt: Skæv timefordeling i forhold til at styrke alsidigheden i elevernes udvikling og kriterier for karaktergivning, der ikke støtter en ligelig vurdering af hver enkelt elev, fordi boglige kompetencer stadig defineres som mere værdifulde end andre. Knappe ressourcer til undervisning i mindre grupper og begrænset tid til individuel vejledning af den enkelte elev. Manglende tid til den løbende evaluering i sit lærerteam samt pres på den individuelle forberedelsestid.

Hvis nogen skulle være i tvivl: Det kræver stor faglig fordybelse at kunne differentiere, så hver enkelt elevs forudsætninger tilgodeses, samtidig med at fællesskabets muligheder bevares. Den individuelle forberedelsestid er vigtigere end nogensinde.

Folkeskolen udvikler sig med mange gode tiltag, men der er stadig mange forældede strukturer, som vi skal blive ved med at pege på og arbejde på at få ændret. De overordnede værdier må aldrig bare være moderigtige begreber, som dækker over, at vi gør, som vi plejer. Teori og praksis skal hænge sammen.

Undervisningsministeren opfordrer til, at vi på hver enkelt skole diskuterer, hvordan de overordnede værdier afspejles i praksis. Jeg mener, at diskussionen også skal tages i de enkelte lærerteam, hvor mange af rammerne for den daglige undervisning sættes. Det er muligt at gøre sig nogle overvejelser omkring de overordnede mål for arbejdet i den enkelte klasse, som medtænker værdier som ligeværd, selvværd og tolerance. Det følgende er uddrag fra de overordnede mål for det kommende skoleår, som vi i mit basisteam har sat for den 7.-klasse, som jeg er klasselærer for:

'Det er et overordnet mål, at hver enkelt elev rent fagligt når så langt, som han/hun har forudsætninger for. Det kræver undervisningsdifferentiering, ikke bare i niveau, men også i tilgangen til stoffet. Det brede kendskab til den enkelte elev, som er grundlaget for at kunne differentiere sin undervisning, fås ved, at vi samler erfaringerne. Den løbende evaluering af den enkelte elev vil derfor vægtes højt både i undervisningen og på teammøderne. Desuden afsættes tid til individuelle elevsamtaler.

Differentieret og varieret undervisning er også et nøgleord i forhold til, at alle elever uanset færdighedsniveau kommer på banen i klassen. Hverdagen i klassen har indflydelse på elevernes opfattelse af sig selv og hinanden, ikke bare i forhold til hvad de er gode og ikke gode til, men om de slår til og passer ind. Hvis vi som lærere ønsker, at hver enkelt elev samtidig med tilegnelsen af kundskaber og færdigheder udvikler en opfattelse af sig selv som værende en vigtig brik i fællesskabet, må vi bevidst inddrage dem alle sammen ligeværdigt'.-Asla Fomsgaard Adrian er lærer i Århus

Det kræver stor faglig fordybelse at kunne differentiere, så hver enkelts forudsætninger tilgodeses, samtidig med at fællesskabets muligheder bevares