Så lykkedes det', tænkte jeg ved mig selv, da jeg havde læst kapitel otte i ministerens 'Værdier'. Et helt kapitel om virkelyst og arbejdsglæde uden at komme ind på lærernes behov for netop disse ting. Og hvor svært det netop nu kan være for mange lærere at føle det dybt i deres sjæl. Arbejdsglæde og virkelyst.

Det ser ellers smukt ud på tryk, alt det Margrethe Vestager skriver: energi, lyst og glæde, som kan smitte omgivelserne.

Men hvorfor møder man da så tit især ældre lærere, som aldeles ikke udstråler energi, lyst og glæde?

Siden vedtagelsen af folkeskoleloven og ikke mindst iværksættelsen af F2000 er der sket noget med lærerarbejdet.

Kravet om omstillingsparathed har vi kendt længe, men jeg tror, mange lærere langtfra har været parate til den omstilling, der nu kræves af dem. De fleste valgte jo lærerjobbet, fordi de kunne lide børn, og fordi de troede, at de ville blive gode undervisere - og at de ville blive glade for det. Især F2000 har stillet helt anderledes krav til lærerne end blot at kunne undervise. Der stilles krav om opstilling af mål, der skal være operationelle. Der skal opstilles handleplaner, der indeholder mål og succeskriterier, de skal være evaluerbare, og endelig skal hele herligheden kunne dokumenteres!

Skal man som lærer troværdigt leve op til alt dette, må man se sin rolle som aktiv tilstedeværer i klasselokalet udstrålende energi, lyst og glæde ombyttet med en grå bogholder ved skrivebordet. Indimellem kan man føle sig som en lille DSB-medarbejder, der knokler for at få togene til at overholde togplanen trods afsporinger, sporarbejder og materialesammenbrud.

'Hvorfor kan vi ikke bare få lov til at undervise? Det er jo det, vi er gode til. Det er det, vi har vores uddannelse til', er der lærere, der siger til deres ledere. 'Hvorfor skrive ned i planer, evalueringsskemaer og dokumentationsark. Tror I ikke på, at vi gør vores arbejde?' Det tror lederne naturligvis gerne, men tilbage står lærerne med en tvivl dybt i deres sjæl: Er jeg ikke god nok? Gør jeg ikke mit arbejde godt nok? Og i den sammenhæng holder forældrene sig ikke tilbage: Er du god nok til at lære mit barn noget? - Eller ministeriet, Kommunernes Landsforening og DLF, der uge efter uge dynger publikationer ned over os med råd og vejledninger til alt det, vi gerne skulle kunne og gøre for at leve op til målsætningerne for F2000. Et glimrende middel til styrkelse af den stærkt svækkede lærerpersonligheds dårlige samvittighed.

Men arbejdsglæden og virkelysten, hvor bliver den af?

Der var engang, hvor jeg efter endt arbejde kunne gå i min have og tænke tanker, reflektere, som det nu hedder. Mens jeg gik der, havde jeg fred og ro til at tænke over, hvordan min undervisning var gået, de enkelte elevers udvikling, og hvordan jeg bedst kunne tilrettelægge de næste dages undervisning. Undervejs i den proces kom og gik mange kreative ideer, brugbare og kassable. Hjernen arbejder godt og kreativt, når hænderne er beskæftiget med andre ting. Det gav en dobbeltsidig fornemmelse af arbejdsglæde.

Men den slags er der ikke tid til længere. Nu skal hver eftermiddag helst bruges til møder, fælles forberedelse og teamarbejde. Er der plads til refleksion over egen praksis? Nej, for der skal målfastsættes, evalueres og dokumenteres. Og når man endelig kommer hjem, er man dødtræt og aldeles ude af stand til at tænke en eneste kreativ tanke. Har det noget med arbejdsglæde at gøre?

For mig at se ligger muligheden for fornyet arbejdsglæde og virkelyst i at sætte lærerne fri. At give dem mulighed for at arbejde og tænke uden snærende bånd og krav om skriftlig dokumentation af, hvad de gør, og hvad de kunne tænke sig at gøre. Jeg har stor tiltro til, at langt den overvejende del af lærerne i folkeskolen godt ved, hvad god undervisning er, og hvordan de skal forvalte deres job.

God medmenneskelighed og livgivende undervisning kan ikke sættes på formel. Den formes af den enkeltes lærerpersonlighed i samspillet med eleverne. Vi skal ikke undervise vores elever til at klare sig bedst i den næste OECD-test, men i at blive mennesker og medmennesker.

Er det vores udgangspunkt, tror jeg, virkelysten og arbejdsglæden igen får en chance i folkeskolen.-Carl Ejner Madsen er viceinspektør i Korsør

Og når man endelig kommer hjem, er man dødtræt og aldeles ude af stand til at tænke en eneste kreativ tanke