Iet kreativt videnssamfund som det danske er skolens vigtigste opgave at danne alle de små nye danskere, der myldrer derhen hver dag, til at være sammen med hinanden på en ordentlig måde. Det vil sige, at de skal kunne forstå sig selv som hele individer og kulturelt i et større fællesskab. Et fællesskab, der går forud for deres eksistens, og som de så at sige ikke kan leve foruden.

Den opgave handler om åndsfrihed og ytringsfrihed. Disse to begreber er elementer af det at være sammen i et demokratisk samfund. De giver nogle rettigheder for et individ i et fællesskab og udtrykker samtidig et ønske om at gøre tingene synlige, så fællesskabet kan forholde sig sagligt til dem.

I et moderne demokrati ligger implicit i de to begreber, at ytringerne må være af interesse for det store fællesskab, og at de må formuleres i et forum, hvor fællesskabet kan forholde sig til dem.

I det kreative videnssamfund er der en tendens til, at samfundets borgere segmenteres i grupper af ligesindede. Man søger mod dem, man ligner, i en slags holdningsghettoer, der opbygger en minoritetskultur for blandt andet kommunikation. Når et segment af en dannelseselite for eksempel finder det interessant at debattere værdier i virkeligheden, så kan den gøre det forholdsvist præcist ved hjælp af den kommunikationsform og de 'aftalte' arenaer, segmentet har til rådighed. Men debatten inkluderer ikke andre segmenter, og det presser, helt utilsigtet, ånds- og ytringsfrihedsbegreberne.

For samtidig med segmentopdelingen forsvinder arenaerne for samfundsfællesskabets debat. Det har blandt andet den uheldige virkning, at ekstreme holdninger på fællesskabets vegne ofte står uimodsagt, fordi de skærer lige gennem marv og ben på alle segmenter. Tilsyneladende er det eneste modtræk fra samfundsfællesskabet at lovregulere ytringer og ånd.

I den virkelighed har den offentlige danske folkeskole en styrke, som demokratiet er dybt afhængig af. I skolen kommer mange forskellige udgaver af danskhed fra mange forskellige segmenter af forældre. Her kommer børnene til at indgå i fællesskaber, de ikke selv har valgt, og en af skolens allervigtigste opgaver i det kreative videnssamfund må være at forpligte børnene på at få disse fællesskaber til at fungere på en ordentlig måde. Uden at individ og fællesskab bliver modsætninger eller et 'enten-eller', når centrum for undervisning skal vælges. Individets identitet opstår som fortælling i et rum med mange aktører. En vigtig del af tilblivelsen af hver enkelts fortælling er at opdage, at de befriende nok ikke er verdens centrum.

Skolen bliver dermed det demokratiske samfunds redskab til at give ånds- og ytringsfrihed mening. Den skal skabe så stærk en forståelse af samfundsfællesskabets vitale betydning, at dette fællesskab kan overleve det fravær, der i øjeblikket er af fælles arenaer for debat. Jeg skal ikke her komme ind på detaljer i, hvad det kræver at håndtere den udfordring, kun pege på en hovedpointe.

Som jeg ser udfordringen, kan den ikke tages op af hverken livsstilsguider, faglige konsulenter, eller hvad man ellers har foreslået af jobtyper i skolen. De nødvendige kompetencer er helt banalt forbundet med den lidt traditionelle lærerrolle.

Hvis samfundsfællesskabet skal sikre, at denne opgave fortsat kan varetages af velkvalificerede lærere, kræver det, at beslutningstagerne omkring læreruddannelsen med andet end deres retorik tør træde ind i det kreative videnssamfund. Uddannelsen må sende tydelige signaler om, at den uddanner stærke personer med klare værdier og stor modenhed til at være lærere i den danske folkeskole. Det gøres ved at arbejde med incitamentsstrukturerne i uddannelsen som arbejdsformer, krav og målemetoder - og ved at fjerne de obstruerende elementer af elevgørelse, som desværre stadig bruges til at retfærdiggøre de ressourcer, uddannelsen tildeles. Her tænkes særligt på det meget reaktionære ved at påføre studerende en pligt til at deltage i et studium samt de forældede målemetoder, der anvendes på en uddannelse, der netop kræver meget mere end faglighed i akademisk forstand.

Det kan debatten om årsager, virkninger og betydninger af værdier i virkeligheden bruges til. Som forsøgt skitseret har den potentiale til at påvirke flere niveauer i det samfundsmæssige fællesskab, og den fortjener at blive mere end sommerferielæsning for dannelseselitens segment. Det gælder sådan set demokratiet og ånds- og ytringsfrihedens muligheder.-Rasmus Møller er formand for Lærerstuderendes Landskreds

Som jeg ser udfordringen, kan den ikke tages op af hverken livsstilsguider, faglige konsulenter, eller hvad man ellers har foreslået af jobtyper i skolen