'. . . det er ikke skolens opgave at være kirke. Det vil sige, at den hverken skal bibringe en kristelig, en national, en politisk eller en social tro. Men den skal så godt lærerne formår det, og således som det kan gøres i undervisningens samtale - hindre dem i at flygte fra virkeligheden'.

(Højskoleforstander, professor Hal Kock, 1951)

Som ung, nyuddannet lærer syntes jeg, at ovenstående Hal Kock-citat var rimeligt let at gå til. Men med tiden er det blevet svært. Gennem årene voksede mine egne fire børn op, jeg mødte mange børn gennem mit lange lærerliv, jeg var kredsformand i Aalborg i en årrække og er nu ansat i Kommunernes Landsforening. Og så er det, jeg spørger, hvad det er for en virkelighed, der refereres til, og som man skal forhindre eleverne i at flygte fra?

Jeg har mødt utrolig mange virkeligheder, den ene lige så god som den anden, eller rettere lige så virkelig som den anden. Der er ingen, der har krav på den sande virkelighed. Egentlig synes jeg, det handler mere om at have respekt for og søge indsigt i de andres virkelighed.

Man kan godt sige, at det er et lovkrav, at lærerne forstår elevernes virkelighed. Ellers kan man jo ikke tilrettelægge en undervisning, der tager udgangspunkt i deres behov og forudsætninger. Derfor synes jeg, at lærerne skal være meget sammen med børnene i skolen og tale meget med dem, sammen og hver for sig. For det enkelte barns virkelighed er jo forskellig, når det er alene, og når det er sammen med de andre, vennerne og uvennerne. Derfor skal lærerne, gennem samtale, skabe sammenhæng mellem individualiteten og fællesskabet.

I lærernes nye arbejdstidsaftale har vi indført det, som vi kalder det udvidede undervisningsbegreb. Det var vigtigt for mig, at det blev en officiel del af overenskomsten - blandt andet af de basale grunde, jeg lige har skitseret. Peter Høeg sagde det engang så tydeligt i et interview i Folkeskolen: '. . . lærerne har glemt, hvor betydningsfulde de er'. Hver eneste samtale med en elev er seriøs og betydningsfuld. Fordi eleven er den eneste ene af sin slags. Også når hun er sammen med alle de andre.

Under overenskomstforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation oplevede jeg noget - i virkeligheden, som jeg egentlig godt vidste i teorien, nemlig at uenighed giver fællesskab.

Det er selvfølgelig ikke uenigheden i sig selv, der skaber fællesskab. Det er den fælles forpligtelse til at grave sig ind i uenigheden fra forskellige virkeligheder og prøve at forstå hinanden og søge en løsning. Fordi vi har et fælles anliggende, som vi diskuterer. Dybt.

Det tager lang tid og kræver god vilje.

Det med tiden synes jeg er et stigende problem. Ikke bare i forbindelse med skolen og det seriøse lærer-elev-samvær, men i al almindelighed i den verden, vi skaber omkring os, eller som vi lader løbe af med os.

Den moderne arbejdsplads er fleksibel, netværksbaseret, digital, global. Spaghetti, der snor sig, olieglat, fordi den netop ikke må hænge sammen. I sådanne organisationer er der ikke rum for langsommelighed, fordybelse, besindighed. En refleksiv dvælen i et forsøg på, gennem samtale, at forstå den andens virkelighed - det, der skaber grobund for tillid og loyalitet.

Hvis lærerne i skolen ikke giver sig tid til at dvæle sammen med børnene og lære dem, at det er i orden at være afhængig af den anden, at det er livsnødvendigt at kunne nære tillid, at det er værdigt at være loyal, så ved jeg egentlig ikke helt, hvornår børnene skal lære det. Jeg tror, det er lektor Steen Larsen, der har sagt, at vi skal lære af vore børn, hvordan vi skal gebærde os i den nye flimrende, digitale og fleksible tid. For børnene evner at skabe sig selv på ny, igen og igen, hele tiden under nye vilkår, med nye mennesker, på nye steder.

Jeg tror, vi bliver nødt til at bede børnene og de unge om at vende deres ansigter mod os et øjeblik, så vi kan tale med dem om tidernes skiften.

Jeg tror, mennesket lider under det evigt flydende, det overfladiske, det tidsbegrænsede, det uigennemsigtige, det uhengivende. Jeg tror, livskvalitet handler om nærvær. Og man kan ikke forestille sig nærvær uden samtale. Både den, der bliver ført med ord, og den, der føres uden.-Dorthe Møller er konsulent i Kommunernes Landsforening

Jeg tror, vi bliver nødt til at bede børnene og de unge om at vende deres ansigter mod os et øjeblik, så vi kan tale med dem om tidernes skiften