Det er en kæmpechance og en stor udfordring, at der nu oprettes et pædagogisk universitet i Danmark, og alt ville være tabt, hvis det eneste, der skete, var, at der kom et nyt hoved på Lærerhøjskolens brevpapir.

Det mener Lars-Henrik Schmidt, der den 1. juli blev udnævnt som den første rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, der fra samme dato opstod ved sammenlægning af Lærerhøjskolen, Pædagoghøjskolen og Danmarks Pædagogiske Institut.

'Det er godt, at Folketinget har vedtaget loven om centre for videregående uddannelser (CVU) og besluttet at oprette et pædagogisk universitet, for så kan der blive ryddet op, så kan CVU'erne og seminarierne koncentrere sig om at udvikle grunduddannelserne og om støtte til at udvikle skolen og institutionerne, mens universitetet kan bruge energi på det mere langsigtede forskningsarbejde', siger Lars-Henrik Schmidt. Han tilføjer, at det selvfølgelig bliver afgørende, at der udvikles et godt samarbejde mellem det lokale, det regionale og det nationale niveau.

'Det specielle ved pædagogisk forskning er, at den beskæftiger sig med noget, som altid kunne være anderledes. Vi kan ikke nøjes med at veje og måle det, der er, og det, der er sket. Vi skal samtidig spørge: Kunne det være anderledes? Hvordan kan det gøres anderledes?'

Det er ikke forskning

Der er fint, at folkeskolens lærere har travlt med udviklingsarbejder, mener Lars-Henrik Schmidt. Men enhver form for videns- og kompetenceudvikling er ikke per definition forskning.

'Pointen med et udviklingsarbejde er, at det skal gennemføres; det er sine qua non ved udviklingsarbejdet. Udviklingsarbejde er noget, lærerne gennemfører - først og fremmest fordi de vil forbedre undervisningen og læringen, dér hvor de er sammen med kolleger og elever. Det er ikke det samme, som at en dokumentation af det er en demonstration af en forskningsproces', siger Lars-Henrik Schmidt.

Efter hans mening rejser det spørgsmålet om, hvornår et udviklingsarbejde bliver til forskning, og kravet om, at der udvikles et nyt forskningsbegreb, som i langt højere grad accepterer den praksistæthed, som eksisterer i de fleste af de processer, forskningen skal beskrive.

'Udviklingsarbejdets styrke er, at man kan kommunikere, at man gør noget andet i dag end i går. Udviklingsarbejde er eksemplarisk. Styrken er ikke erfaringsopsamlingen, men det, at man har gennemført det'.

Det store problem er, at nogle politikere tror, at fordi nogen har gennemført et udviklingsarbejde, så kan man opsummere de erfaringer, de har gjort, så andre bliver fri for selv at gøre dem. Det kan man ikke, understreger Lars-Henrik Schmidt. Udviklingsarbejder handler om gennemførelsesstrategier.

'I gamle dage kunne forskeren lang tid efter et forløb sige: 'Det I gjorde, det var godt eller skidt af de og de grunde'. Den tilgang er helt ubehjælpsom under moderne betingelser. Vi skal udvikle et forskningsbegreb, der bliver fornuftig i forhold til det, der foregår, mens det foregår. Det store problem for Danmarks Pædagogiske Universitet bliver at forklare og demonstrere, hvorfor praksisforskning ikke er identisk med udviklingsarbejder'.

Brug jeres praksisviden

Der må hele tiden foregå en kollegial diskussion om, hvordan man gør det, men dokumentationskravene er gået over gevind, mener han.

'Efter min mening er kravet om, at lærerne skal beskrive alt, hvad de foretager sig, en sygeliggørelse af arbejdet. Det er, som om udviklingsarbejdet ikke er rigtigt, hvis det ikke dokumenteres over for omverdenen. 'Jeg dokumenterer, altså er jeg. Ellers er jeg ikke''.

Det pres er med til at gøre arbejdet i skolen svært, mener Lars-Henrik Schmidt. Det vigtigste må være, at lærerne bruger deres praktiske viden i situationen til at gennemføre en god undervisning. At man er fuldt og helt til stede sammen med eleverne, så man kan koncentrere sig om indholdet og om elevernes læring.

Det vigtigste er det, der foregår mellem lærer og elever i forhold til stoffet. Og, tilføjer Lars-Henrik Schmidt, meget af det, som i dag kaldes pædagogisk forskning, kan slet ikke kaldes forskning.

'Det er nærmere journalistik, ofte en rigtig god og godt researchet journalistik, som man bestemt kan blive inspireret af at læse. Men forskning er det ikke. I dag må udfordringen være, at forskerne kan tilbyde nogle vurderinger undervejs, så man bliver i stand til at ændre praksis, fordi ændringen er forskningsmæssigt velbegrundet'.

Er det ikke det, der for nogle år siden blev kaldt aktionsforskning?

'Det er det ikke bare. Vi skal bruge erfaringerne både fra aktionsforskning, fra udviklingsarbejder og fra det nye, som vi er i gang med at udvikle. Det bliver det svære, for det er nyt land, der skal vindes. Forskerne skal ikke se på aktørerne og på det, der foregår som objekter og som et forskningsmateriale. Aktørerne skal kunne ændre deres praksis, fordi de bliver forsynet med nogle informationer og kan gennemføre nogle metarefleksioner over det, de gør, og så skal de kunne ændre praksis'.

Et højpandet universitet

'Det forskningsbegreb, jeg skitserer, er i høj grad et, der kommer til at høre til på CVU'erne og i samarbejdet mellem universitetet og CVU', siger Lars-Henrik Schmidt.

'Danmarks Pædagogiske Universitet vil få et mere traditionelt forskningsbegreb, hvor der løbende foregår introduktion af nye teoretiske former og opnormering af den viden, vi har. Selvom forskning er blevet vigtigere end Videnskab med stort V, forbliver der en forpligtethed på acceptregler og en etos - en 'ésprit scientifiqua''.

'Vi skal for eksempel forske i læsning. På universitetet vil der foregå en højpandet forskning, som forsøger at se, hvad læsning er, og hvordan man bliver en kompetent sprogbehandler. Dér vil vi løbe ind i det klassiske problem, at læreren i folkeskolen vil spørge: 'Hvad skal vi bruge det til?' Og vores svar vil ikke kunne tilfredsstille alle. Modsætningerne er de samme, som når ingeniøren står med det praktiske problem, at han skal forbedre vandkvaliteten, og bliver irriteret over at se, at forskere på universitetet bruger masser af årsværk på at forske i, hvad vandkvalitet er'.

'Jeg tror desværre, at skolens praktikere vil blive skuffet over nogle af universitetets resultater. En lærer er oftest mere interesseret i pædagogisk evaluering, men lærere skal jo også efter- og videreuddannes, og så får man i sin dannelsesproces også sans for universitetets indsats for master-, kandidat- og forskeruddannelser'.

Det er ikke meningen, at lærerne skal være de direkte aftagere af universitetets forskning. Men det betyder ikke, at forskningen er værdiløs, fordi man ikke kan bruge resultaterne i tredje time på tirsdag.

'At vi gør store fremskridt i engelsk filologi, er jo ikke det samme, som at engelskundervisningen bliver bedre i morgen. Omsætningshastigheden bliver meget langsommere, end mange praksisfolk kunne ønske. Men sådan er det jo med langtidsinvesteringer. På den måde er der lighed mellem forskernes og lærernes arbejde. Ingen af stederne kan man umiddelbart se, hvad udbyttet bliver', siger Lars-Henrik Schmidt.

Jeg kan forsikre

Der går en del tid, inden CVU'erne bliver dannet, og det er der, efteruddannelsen skal foregå for fremtiden. Kan du garantere, at kvaliteten og mængden ikke falder i den periode, hvor alt er uafklaret?

'Jeg kan forsikre, at jeg vil gøre mit til at arbejde for, at kvaliteten bliver i top. Derfor tør jeg hævde, at folkeskolens lærere også på mellemkort sigt vil få den forskning, de og deres arbejdsfelt fortjener. Samarbejdet mellem universitetet og CVU'er vil sikre det. Jeg mener heller ikke, der er nogen grund til at frygte for, at der i perioden med strukturelle forandringer ikke kan sikres kvalitet i lærernes efter- og videreuddannelse, blandt andet fordi en række forskere hellere vil formidle viden end selv at producere ny viden - om ikke for andet, så for en periode. Og så behøver det jo ikke være de samme personer, der underviser på grunduddannelserne og på efter- og videreuddannelserne. Jeg forestiller mig så sandelig, at Danmarks Pædagogiske Universitet kan medvirke til en fortsat kompetenceudvikling af CVU'ernes lærerstabe - og i det hele taget en større mobilitet mellem systemerne. Det er blandt andet det, kategorien 'forskningstilknytning' skal initiere'.

Siger den nyudnævnte rektor.

Folkeskolen bringer i august et længere interview med Lars-Henrik Schmidt.

Meget af det, som i dag kaldes pædagogisk forskning, kan slet ikke kaldes forskning. Det er nærmere journalistik, mener den nyudnævnte rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet

Blå bog

Den 1. juli blev Lars-Henrik Schmidt rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Han er forskningsprofessor, dr.phil. og ph.d.

Lars-Henrik Schmidt blev mag.art. i idéhistorie i 1977, ph.d. i 1981 og dr.phil. 1988. Han var forskningsleder ved Den Humanistiske Forskningsuddannelse fra 1988 til 1991, leder af Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet fra 1993 til 1996 og blev forskningsprofessor samme sted i 1994. To år efter blev han direktør for Danmarks Pædagogiske Institut.

Lars-Henrik Schmidt har skrevet omkring 30 bøger, senest trebindsværket 'Diagnosis', som udkom i foråret. Med afsæt i filosofien giver han her sit bud på en samtidstolkning og på skolens og uddannelsessystemets udfordringer.

Lars-Henrik Schmidt er 47 år.

'Alt ville være tabt, hvis det eneste, der skete, var, at der kom et nyt hoved på Lærerhøjskolens brevpapir