Det sjove land vest for Sverige

Danmark har små bondegårde, sjove forlystelser og bedre ketchup end i Sverige. Svenske elever fortæller om Danmark

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sverige er større end Danmark, men der er flere sjove ting i Danmark. Ifølge elever fra Ängslättsskolan uden for Malmø er det to af forskellene på svenskere og danskere.

'Der er flere aktiviteter i Danmark. I har Tivoli, og der er store parker som Legoland', siger Karl, der går i tredje klasse. Alligevel er der delte meninger om, hvor de helst vil bo, når de bliver voksne. De fleste foretrækker Sverige.

'Jeg kunne ikke tænke mig at bo i København, for det ville ikke være lige så spændende at komme til København, hvis man boede der til daglig', mener Nicole. Det blæser Kristoffer på.

'Jeg vil hellere bo i København end i Stockholm, fordi det er nærmere og mere anderledes. Men så kunne jeg godt bruge en dansk-svensk ordbog', siger han og griner.

Børnene i 3. klasse er glade for, at broen snart åbner.

'Det er godt, at broen kommer, for så bliver Sverige et mere kendt land, og man får flere venner', siger Karl. Sara tænker mere på miljøet.

'Det er godt, at man slipper for olie i vandet, når bådene holder op med at sejle', siger hun.

Carl lyser op i et lumsk smil.

'Det sjoveste ved broen er, at man kommer til at køre under vandet', griner han forventningsfuldt.

Bedre ketchup

Børnene er enige om, at der ikke er andre væsentlige forskelle på danskere og svenskere end sproget. Nogle er der dog.

'Sverige er større end Danmark, og vi har mere skov og flere søer', fortæller Carl, inden han afprøver en mere løs påstand.

'Er der ikke løver', spørger han. De andre børn griner, indtil Carl præciserer, at han mente i zoologisk have. Selvfølgelig.

En anden forskel er salget af alkohol.

'De sælger mere vin i Danmark. Det er ikke sikkert, de drikker mere af det, men de sælger mere', mener Kristoffer.

Også maden er der forskel på.

'I Danmark spiser de røde pølser. De er rigtig gode. Og så har de også bedre ketchup', siger Sara.

Nicole bliver pludselig ivrig efter at fortælle om en væsentlig forskel.

'Børnene i Danmark har madpakke med i skole', siger hun og ser bestemt ikke misundelig ud.

Da eleverne ikke kan komme på flere forskelle, prøver Carl et forsigtigt spørgsmål.

'Er klokken det samme i Danmark som i Sverige', spørger han og forklarer sit spørgsmål med, at der er tidsforskel til Finland.

Et land med små bondegårde

Sundsbroskolan ligger lige ved siden af Ängslättsskolan. Den er helt ny. Gulvene er af træ og er endnu ikke blevet behandlet. Derfor får alle med udesko blå plasticposer uden på skoene som i svømmehallen. Fire elever fra 6.c har blandede følelser over for broen.

'Det er synd, at bådene holder op med at sejle. Det er dejligt at sidde med familie og venner, spise slik og slappe af', siger Martin, der også mener, at man føler sig mere fri i en båd end i en bil, hvor man sidder fastspændt.

På den anden side er eleverne også glade for, at der kommer flere mennesker fra andre lande.

'Men det betyder, at der kommer rigtig mange mennesker. Det bliver en stor by. Det er ikke så godt', siger Nathalie.

De fire elever kender Skånes fortid som en del af Danmark, men ingen er interesseret i at ændre nationalt tilhørsforhold.

'Hvis Skåne havde været dansk, da vi blev født, ville vi måske gerne have været danskere, men det er jo svensk', siger Martin.

Det gør ikke nogen forskel, at København ligger meget tættere på end Stockholm.

'Vi forstår ikke danskere lige så godt som folk fra Stockholm', fortæller Johan.

Til gengæld mener alle, at der er andre forskelle mellem befolkningen i de to hovedstæder end sproget.

'Dem fra Stockholm tror, de er finere end dem fra København', siger Johan.

'De går sådan', siger Malin og stikker næsen i sky.

Martin mener, at mange svenskere opfatter Danmark som et lille hyggeligt sted.

'En del svenskere ser Danmark som et lille sted, hvor der er små bondegårde, mens Sverige mest er storbyer', siger han. Alligevel synes Johan, at restauranterne gør det bedre i Danmark end i Sverige.

'I Danmark er der bedre restauranter. I Sverige er det mest fastfood, man kan få', siger han, men bliver straks modsagt af de andre. De mener, at det hænger sammen med, at han sammenligner deres lille bydel uden for Malmø med København.

Ingen af de fire har umiddelbart planer om at flytte til Danmark, når de skal studere eller arbejde. Det er mere byer som New York, Paris, Lund og Uppsala, der trækker.

Stockholmere stikker næsen i sky. De tror, de er finere end dem fra København, griner Malin Persson fra 6. klasse på Sundsbroskolan ved Malmø

Hvis Skåne havde været dansk, da vi blev født, ville vi måske gerne have været danskere, men det er jo svensk