»Det er så vigtigt, at vi som lærere træder et skridt tilbage og tænker os godt om i mødet med det barn, hvis verden er gået i stykker«, siger Bettina Elsborg. Hendes egne børn mistede deres far for snart to år siden.

»Onsdag den 13. december 2006 begik min eksmand selvmord. Han blev fundet bevidstløs og døde en uge efter. Mine døtre, der dengang var 13 og ni år, måtte tage afsked med deres far, mens han stadig trak vejret og havde varme hænder«, fortæller Bettina Elsborg, som er lærer på Skolen på Slotsvænget i Fredensborg.

Pigernes far døde den dag, klassekammeraterne glade gik på juleferie, og med ét slag blev alt, hvad der var forbundet med jul, noget tungt og traumatisk for pigerne.

Dødsfaldet tog særlig hårdt på den ældste. Hun var en livlig, ubekymret teenager, der klarede sig rigtig godt i skolen, men tæt knyttet til sin far. På en uge blev hun til en ukoncentreret, hætteklædt ung med tomme øjne.

»I de første tre måneder var vores liv ren overlevelse. Alle mine kræfter gik til at rumme hendes sorg, vrede og afmagt, og jeg så desperat til, mens hun anlagde et ekstremt sortsyn, skiftede tøjstil og hver aften vendte ryglænet på sin sovesofa udad, så hun kunne 'sove som i en kiste'«, fortæller Bettina Elsborg.

Fra det ene øjeblik til det andet blev skolen det sted, der var sværest at være. Hun fandt undervisningen meningsløs og trak sig fra veninderne og det almindelige ungdomsliv.

Klasselæreren gjorde en forskel

»Når jeg sendte pigerne i skole, var jeg bekymret. Ville lærerne se deres skrøbelighed? Tog de hensyn, og gav de dem et klem eller et trøstende ord? Måske fordi jeg selv er lærer, havde jeg konstant dårlig samvittighed over for skolen, fordi børnene i den tid havde meget fravær. Et tættere samarbejde og en forventningssnak med skolen og ledelsen ville have været en lettelse i den hårde tid«.

Der kom ikke en buket eller et telegram fra skolen, da pigernes far døde. Juleferiestart eller ej, så ville det have lunet på den svære dag, husker Bettina Elsborg.

»Den ældstes klasselærer gjorde heldigvis en enestående og afgørende forskel. Hendes empati har været med til at bære min datter gennem den hårdeste tid, og det kan jeg ikke takke hende nok for«.

Men flertallet af lærerne har opført sig, som om intet var hændt, og en enkelt har udvist total mangel på menneskelig forståelse, mener Bettina Elsborg.

»I de første uger og måneder, hvor børn i sorg burde være totalfredet, kritiserede og skældte han min datter ud, så jeg måtte forlade mit job for at hente mit grædende barn. Hun havde siddet i egne tanker eller havde ikke fattet hans besked første eller anden gang«.

Begge piger har siden dødsfaldet gået til privat krisepsykolog og deltaget i en sorggruppe i Børns Vilkår, så de lidt efter lidt har fået bearbejdet deres sorg og er ved at finde glæden igen.

Barnet er midt i sit livs mareridt

»Jeg mente tidligere, at min rolle som lærer over for børn i sorg primært var at få dem hurtigt 'op på hesten' igen. Men nu ved jeg, at der ingen halve eller hurtige løsninger er i forhold til børns sorg. Jeg ved nu, at det, de allermest har brug for, er nærvær, omsorg og stor tålmodighed. Får de det, kan en empatisk lærer godt hjælpe dem tilbage til glæden ved at lære«.

Lærerne skal huske, at et barn, der har mistet, er midt i sit livs mareridt, understreger Bettina Elsborg.

»Alle dets sanser kører på overtryk. Et barn i sorg sover og spiser dårligt, er forvirret og bange. Bange for de levende, for de døde, for sig selv og for verden. Vi må møde barnet med ro, respekt, rummelighed og tid - flere år om nødvendigt. Det er så vigtigt, at vi som lærere træder et skridt tilbage og tænker os godt om i mødet med det barn, hvis verden er gået i stykker«.

Årstiderne skifter

Et halvt år er gået

Solen skinner

Burde være glad

Ville ønske alt var som før

At du ville sidde i baghaven

Og nyde synet af det grønne græs

og æbletræerne

Det er varmt

Men savnet af dig gør mig kold

Sidder ved din grav

Solens smukke stråler spejler

Sig i dit forgyldte navn

De hvide liljer som du elsker så højt

Planter jeg ved din side

Alle livets glæder er sat på stand by

Kigger op mod himlen

Mon du kan se mig nu?

Så stort et tab så stort et minde

Digtet skrev den 13-årige til sin far, da han havde begået selvmord. Digtet blev skrevet som en del af et projekt om »Sorg« i skolen